Ved Erhverv Norddanmarks generalforsamling fik Aalborg Søndre Rotary muligheden for at overrække klubbens initiativpris for 2024 til Karl Kaas, Space Inventor.
Under Erhverv Norddanmarks generalforsamling den 4. marts 2024 fik Aalborg Søndre Rotary, der til dagligt holder til på Svalegården i Hasseris, mulighed for at overrække klubbens initiativprisen for 2024.
Æren af overrækkelsen havde Per Vedsted, klubbens præsident, der indledte sin tale med at takke Erhverv Norddanmark for at skabe rammerne for denne lejlighed, hvori årets pris kunne gives til Karl Kaas.
Prismodtageren
I 2007 var Karl Kaas med til at grundlægge Gomspace, der spiller en central rolle i opbygningen af den kommercielle aktivitet inden for rumfartsteknologi i Aalborg. Gomspace har været en nøglespiller i den nationale rumfartsarena og har skabt betydelig beskæftigelse gennem årene.
I 2015 grundlagde Karl Kaas Space Inventor og fortsatte sin indsats for at fremme rumfartseventyret i Aalborg-området. På trods af udfordringer lykkedes det ham at opbygge en sund forretning inden for rumfartssektoren, øge antallet af medarbejdere og øge omsætningen.
Per Vedsted understregede i sin tale, at Karl Kaas har været en afgørende faktor for den kommercielle succes inden for rumfart i Aalborg, og derfor gik prisen og de 10.000 kr. til Karl Kaas, som desværre ikke kunne være til stede ved lejligheden.
Initiativprisen
Første gang Aalborg Søndre Rotary uddelte initiativprisen var i 2013, som gennem årene har været tildelt enkeltpersoner eller virksomheder, der i det nordjyske har gjort en særlig indsats.
Sammen med prisen og diplomet består initiativprisen også i at understøtte humanitært arbejde, som er en væsentlig del af Rotarys virke. Derfor ledsages prisen med et beløb på 10.000 kr., som Karl Kaas har besluttet at donere til Kattens Værn.
Erhverv Norddanmark
I forbindelse med generalforsamlingen tog Erhverv Norddanmark i øvrigt afsked med administrerende direktør Carsten Enggaard, Søren Enggaard A/S, der efter otte år faldt for vedtægternes regel om den maksimale periode i bestyrelsen.
Samtidig valgte erhvervsmægler Steen Royberg fra Nordicals at træde tilbage som særligt udpeget medlem af bestyrelsen.
Kristina Østergaard Kristoffersen, rektor for professionshøjskolen UCN, og Mattias Manstrup, administrerende partner i Nordicals Aalborg, trådte begge ind i bestyrelsen.