Er du til skabertrang og højteknologiske projekter? Kig forbi Hal9K, hvor du kan omdanne en gammel kørestol til en robot, hacke en kaffemaskine eller finde på noget helt nyt!
På Sofiendalsvej er torsdage aftener fyldt med teknologi, kreativitet og kammeratskab. Her ligger Hal9K – oprindeligt Hacker Lab 9000 – Aalborgs svar på et højteknologisk slaraffenland, hvor elektronik, mekanik og skøre idéer går hånd i hånd.
Hasserisavis.dk er inviteret indenfor og bliver taget imod af et af klubbens stiftende medlemmer Mads Olesen, formanden Kristian Mide samt medlemmerne Troels Bak og Anders Vestergaard, der stolt viser os rundt i det kreative univers.
Den gode idé
Selvom det måske lyder som et mekka for teknikeksperter, kræver det ikke en doktorgrad i elektronik for at være med.
“Hvis du har en sjov idé, men ikke lige ved, hvordan du skal føre den ud i livet, er der altid nogen her, der kan hjælpe,” fortæller Mads Olesen, der har været med siden begyndelsen i 2011.
For eksempel byggede medlemmerne for nogle år siden deres egen lasercutter.
”Hvis man skulle købe en i den her størrelse, ville det koste over 100.000 kr., men vi har betalt omkring 20.000 kr. i materialer og lavet den selv,” fortæller Mads med et grin.
Som medlem har du fri adgang døgnet rundt til klubbens lasercutter, 3D-printer og alle maskinerne i både metal- og træværkstedet, fyldt med alt hvad du skal bruge til dine projekter.
“Alt, du skal komme med, er den gode idé og masser af gåpåmod,” siger Mads.
Fællesskabet først
Hver torsdag står den på pizza, hjemmelavet øl og masser af sjove, fælles projekter, og dørene er åbne for både medlemmer og nysgerrige. Og det bedste er, at der er plads til flere!
“Vores forening handler først og fremmest om det sociale,” understreger Mads, mens formanden Kristian Mide tilføjer: “Vi har plads til alle, så længe man forstår, at det handler om fællesskabet – de eneste, der har haft en dårlig oplevelse her, er dem, der troede, de bare købte sig adgang til et værksted uden at være en del af foreningen.”
De omkring 60 medlemmer spænder i alder fra 18-årige teknikentusiaster til erfarne pensionister, og selvom der lige nu kun er to kvinder i klubben, understreger Kristian, at alle er velkomne. Kontingentet er på 150 kr. om måneden – med halv pris for studerende og pensionister.
Hacks – fordi man kan
I Hal9K handler det om at eksperimentere og lege med teknologi i fællesskab. Et af de mange “hacks”, medlemmerne har kastet sig over, er en robot lavet af en gammel kørestol, som nu kan styres med en PlayStation-controller.
“Projekterne har ikke nødvendigvis et formål, og de er typisk ret fjollede. Vi gør det bare, fordi vi kan,” forklarer Anders.
Klubbens videoovervågningssystem er endnu et eksempel på deres skæve kreativitet. Mads Olesen fortæller grinende om, hvordan projektet startede:
“Vi havde nogle medlemmer, der nærlæste reglerne for videoovervågning, og de opdagede, at der ikke står noget om, at man nødvendigvis skal sætte et skilt op. Så vi spurgte Datatilsynet, om man kunne nøjes med at fortælle folk mundtligt, at der var sat overvågning op, og det kunne de ikke se noget problem i.”
Og sådan en udfordring er jo lige noget for teknologinørderne i Hal9K. Klubben gik straks i gang med at bygge deres helt eget overvågningssystem – nogen kastede sig over softwaren, andre hardwaren, og sammen har de kreeret et system, der skal advare indbrudstyve om, at området er videoovervåget.
”Indtil videre er det kun kommunens rengøringsdame, der har fået beskeden – på både dansk, tysk og engelsk,” griner Troels.
Legeplads for voksne
De fire medlemmer fra Hal9K fortæller, at der altid er plads til flere tekniknørder og gør-det-selv-entusiaster, som vil være en del af klubben og mødes for at skabe, bygge og nørde.
Hvis du har en passion for teknologi eller bare elsker at arbejde med hænderne, kan Hal9K være det perfekte sted for dig. Uanset om du vil bygge en PlayStation-styret robot eller hacke en kaffemaskine til at brygge øl, er der masser af muligheder her.
Kig forbi deres ”makerspace” en torsdag på Sofiendalsvej 80 kl. 19 og se, hvad det hele handler om.