Advokatens Klumme: Når kærligheden bliver juridisk

Af Tommy Olesen, advokat og partner
Haugaard | Braad Advokatpartnerselskab

Kærlighed kan flytte bjerge, men juraen kan flytte formuer. Og det er ikke sjældent, at sidstnævnte bliver praktisk relevant. For bag enhver forelsket facade gemmer sig et potentielt sammensurium af juridiske komplikationer, hvis ikke man har styr på, hvilke økonomiske retsvirkninger parforholdets afslutning kan have.

Når du skal sætte dig ind i, hvad der gælder for dig, er det indledningsvist relevant at konstatere, om du lever i et ægteskab eller som ugifte samlevende. For mens romantik og relation i begge tilfælde kan være stærk som stål, er de juridiske konsekvenser ganske forskellige – og det er netop i dette spektrum mellem følelser og paragraffer, at særeje og delingsregler bliver relevante.

Formueforholdet i ægteskaber
For ægtefæller gælder det grundlæggende udgangspunkt i dansk ret, at der er formuefællesskab. Det betyder, at samtlige aktiver ejet af ægtefællerne deles ved død eller skilsmisse. Udgangspunktet modificeres dog i det tilfælde, hvor man som ægtefæller har disponeret over sin formue ved ægtepagt, eller hvor sådanne foranstaltninger er taget af tredjemand ved gavebrev eller testamente.

Under ægteskabet har hver ægtefælle en bodel, der består af de aktiver, som vedkommende bragte ind i ægteskabet samt de aktiver, som undervejs er erhvervet. Erhvervet arv indgår kun i bodelen i det omfang, der ikke er bestemt andet af arvgiver ved testamente. Som hovedregel gælder principperne om særråden og særhæftelse, hvilket vil sige, at hver ægtefælle autonomt kan råde over sin egen bodel og samtidig blot hæfter med denne for egne forpligtelser. Ved ægteskabets ophør beregnes en boslod, som er den del af delingsformuen, som hver ægtefælle får, når bodelingen er gennemført.

Særeje
Vil man holde behørig afstand til ligedelingsprincippet og således skærme sig mod potentielle kontroverser, kan særeje være det rette værktøj. Det er først og fremmest vigtigt at have sig for øje, at særeje kræver enighed samt en gyldig ægtepagt, der skal tinglyses for at opnå juridisk bindende virkning.

Særeje kan etableres i forskellige variationer, heriblandt fuldstændigt særeje, skilsmissesæreje og kombinationssæreje. Ved fuldstændigt særeje forbliver de omfattede aktiver uden for deling, uanset om ægteskabet ophører ved skilsmisse eller død. Skilsmissesæreje indebærer, at aktiverne ikke deles ved skilsmisse, men til gengæld indgår i delingen, hvis ægtefællen afgår ved døden. Kombinationssæreje udgør – som navnet antyder – en kombination af de to: Ved skilsmisse behandles aktiverne som særeje, mens førstafdødes særeje bliver til delingsformue ved død, og længstlevendes særeje bliver til fuldstændigt særeje. Kombinationssærejet bliver derfor også kaldt for det ægtefællebegunstigende særeje.

Derudover kan der i en ægtepagt aftales sumdeling, hvor alt gøres til særeje bortset fra et specifikt beløb, eller sumsæreje, der bestemmer, at et bestemt beløb er særeje, mens resten af formuen er delingsformue.

Uskiftet bo
Ægteskabets formueretlige menukort byder ydermere på muligheden for at sidde i uskiftet bo – en ordning, der giver den længstlevende ægtefælle mulighed for at videreføre boet som alternativ til straks at skulle dele med livsarvingerne. Er der særbørn i ægteskabet, forudsættes disses samtykke. Denne konstellation, som ugifte samlevende ikke kan benytte sig af, kan bidrage til økonomisk tryghed i en tid, der ofte kan være præget af sorg og afmagt.

Formueforholdet for ugifte samlevende
I modsætning til ægtefæller gælder der for ugifte samlevende intet lovfæstet formuefællesskab og dermed ingen automatisk ligedeling, hvorfor hver part ejer, råder over og hæfter for sit. Dette kan volde vanskeligheder, hvilket blandt andet ses i typetilfældet med fælles ejendomskøb, hvor der ikke er nogen umiddelbar retsbeskyttelse ved samlivsophør.

Det kan i den anledning være en ideel foranstaltning at oprette en samejeoverenskomst, som kan fastslå ejerandele og retningslinjer for, hvad der skal ske i tilfælde af en eventuel opløsning af samejet. Dette kan i praksis have en ikke ubetydelig indflydelse på, om samlivets ophør ender på fredsommelig vis eller i en slåskamp om, hvem der skal have lov til at overtage ejendommen.

Civilstandens betydning
Civilstandens juridiske og økonomiske betydning er særligt iøjnefaldende ved dødens indtræden, hvor ægtefæller automatisk arver hinanden, alt imens ugifte samlevende ikke har nogen lovfæstet arveret. Ægtefællers arveretlige forspring udbygges yderligere af retten til suppleringsarv, som udgør et sikkerhedsnet for den tilbageværende ægtefælle. Ønsker man imidlertid som ugifte samlevende at nuancere sit udgangspunkt, har man mulighed for under visse betingelser at oprette et udvidet samlevertestamente, der sikrer, at man alligevel arver hinanden.

Afsluttende bemærkninger
Opsummerende illustreres et juridisk landskab, hvor ægteskabets institution fortsat nyder privilegier i form af automatisk ligedeling, arveret og mulighed for uskiftet bo – et landskab, der dog ikke nødvendigvis nyder universel beundring, hvilket kan aktualisere præventive og tilpassende tiltag såsom ægtepagt og særeje. Omvendt må ugifte samlevende tage til takke med formueretlig individualitet og et fravær af arveret, men kan støtte sig til muligheden for at oprette samejeoverenskomst og/eller udvidet samlevertestamente.

Det er alt i alt fordelagtigt at kende til de skitserede forskelle og forstå, hvilken juridisk og økonomisk betydning civilstanden i praksis har, når samlivet – af den ene eller anden grund – bringes til ophør.

Læs resten af juli-avisen her