Det er nu tid til at vælge medlemmer til Ældrerådet, når valget, der både gennemføres digitalt og via brev, finder sted fra den 1. til 28. september.
Ældrerådet fungerer som bindeled mellem de ældre borgere og kommunen og sikrer, at deres stemme bliver hørt i beslutningstagning. Rådet er upolitisk og uafhængigt af interesseorganisationer, hvilket betyder, at det arbejder objektivt for at sikre, at de ældres behov bliver anerkendt i kommunale beslutninger og i planlægning af fremtidige initiativer.
“Det er vigtigt at have nogen, der taler vores sag. Ældrerådet skal sørge for, at de ældres erfaringer og behov bliver inddraget i kommunale beslutninger,” fortæller nuværende medlem af Ældrerådet, Hanne Richter.
En stemme til de ældre
Ældrerådet arbejder bredt på sager, der påvirker ældres livskvalitet, såsom plejehjem, hjemmehjælp, transport, aktiviteter og madordninger. Selvom disse områder kan virke tekniske, handler de om at sikre tryghed, værdighed og gode levevilkår for de ældre.
Hanne Richter forklarer videre, at Ældrerådet ikke kun handler om møder og beslutninger, men om at gøre en konkret forskel for de mennesker, der har været med til at forme vores samfund. Rådet giver en stemme til de ældre, og de synspunkter, som formidles, kommer fra de mange borgere, de taler med.
Ældrerådets indflydelse
De seneste fire år har Ældrerådet i Aalborg Kommune haft indflydelse på en lang række vigtige områder for kommunens ældre borgere. Rådet har blandt andet bidraget til arbejdet med kommunens budget samt strategier for demens, integration, digitalisering, frivillighed, forebyggelse og rehabilitering. Derudover har de været med til at forme politikker for hjemmeplejetilsyn, sundhed, fritid, pårørende og værdighed. Ældrerådet har også haft indflydelse på kvalitetskrav til leverandører af hjemmehjælp, pleje, madservice og træning – samt på udbud af hjælpemidler og ændringer i kommunens organisering. Endelig har rådet været involveret i fastsættelse af servicemål, sagsbehandlingsfrister, udmøntning af ekstra midler, Sundhedsaftalen med Region Nordjylland og planlægning af busnettet.
“Vi kan ikke løse alle problemer, men vi kan sikre, at beslutninger om ældre ikke tages uden at inddrage deres synspunkter,” lyder det afslutningsvis fra Hanne Richter, som stiller op til Ældrerådet på ny.
Stem digitalt eller via brev
Valgperioden for Ældrerådet er fra den 1. til 28. september 2025. Afstemningen kan ske både digitalt og via brev, så alle har mulighed for at deltage.
- Borgere med Digital Post vil få tilsendt valgmaterialet digitalt og kan afgive deres stemme elektronisk.
- Borgere uden Digital Post vil modtage valgmaterialet med fysisk post og skal afgive deres stemme som brevstemme.
Du kan blive orienteret yderligere om Ældrerådet på Aalborg Kommunes hjemmeside.





















