Vi har besøgt den store og mystiske bygning i Saxogade, der gemmer på spændende historier, gamle traditioner og et væld af frimurerhemmeligheder.
Den store bygning på 2.618 kvadratmeter har siden 1931 huset frimurerlogen Sankt Johanneslogen Cimbria, der blev stiftet den 15. november 1856. Oprindeligt fungerede villaen, som fik navnet Fjordblink, som Frederik Obels landsted fra 1887. I 1921, da frimurernes tidligere lokaler i Slotsgade blev for små, købte logen huset, og i 1931 blev en tilbygning tilføjet, hvilket gav bygningen dens nuværende størrelse.
Vi møder Ordførende Mester, Ole Bredvig Larsen, der sammen med Kasper Nimand Steffensen, et nyt medlem optaget i oktober 2023, deler indsigter om logen.
“Vi er ikke en hemmelig loge – vi er en loge med hemmeligheder,” fortæller Ole med et glimt i øjet. Det er netop disse hemmeligheder, der har fået fantasierne til at løbe løbsk blandt folk. Mange fordomme omgiver frimurerne, men Ole og Kasper forsikrer, at man hverken hæfter for hinandens gæld eller at frimurerne for den sags skyld konspirerer hele verden som nogle myter ellers beretter om.
Hemmeligheder
I dag rummer bygningen tre loger: Sankt Johanneslogen, som Ole Bredvig Larsen beskriver som ”livets grundskole” med 360 medlemmer; Sankt Andreas-logen, De Fire Søjler, ”mellemskolen” med 570 brødre; og inklusive kapitel-logen Syvstjernen, som Ole kalder ”realskolen”, er der omkring 700 frimurer, der bruger huset.
Hver gang et logemedlem forfremmes til en af de ti grader, sker det gennem en hemmelig optagelsesceremoni fyldt med gamle ritualer.
“Når man optages eller forfremmes til en ny grad, får man en oplevelse, som er med til, at man kommer til at tænke over, hvor man selv er i livet, hvad man står for, samt hvilke værdier man har,” forklarer Ole Bredvig Larsen. “Det er det enkelte menneske, der med sig selv afgør, hvilke ting man vil arbejde med, og der er ingen i logen, der dømmer hinanden.”
Men det er begrænset, hvad Ole og Kasper kan fortælle os. Kasper, fordi han stadig har logens første grad og endnu ikke har meget erfaring med frimureriet, og Ole, som har logens tiende grad, fordi han ikke vil ’spoile’ oplevelsen for andre.
“Jeg har engang prøvet, at en logebror ved en fejl røbede for mig, hvad der skulle ske i den næste grad, og det ødelagde alt for mig,” fortæller Ole. “Jeg ventede bare på at komme igennem det, så jeg igen kunne opleve tingene selv. Det tog hele oplevelsen og glæden fra en, for man får den bedste oplevelse ved ikke at vide noget om, hvad der venter.”
Kasper nikker anerkendende. Han har ofte hørt andre logebrødre sige til ham: “Jeg misunder dig for at være i første grad, for du har så meget i vente.”
Logeskjold
Ole og Kasper viser os ind i taffelsalen, hvor væggene er dækket af skjolde fra gulv til loft. Midt i rummet hænger en stor, pragtfuld lysekrone, og Ole joker med, at førstegradsbrødrene skal pudse den som en del af deres optagelse. “Det er selvfølgelig ikke rigtigt,” tilføjer han med et smil. Det, han i virkeligheden ville fortælle, er, om en tradition for brødrene i ottende grad, der skal designe deres eget logeskjold.
“Det er virkelig en spændende udfordring,” siger Ole. “Det er ikke helt ligegyldigt, hvad man får tegnet, når skjoldet også skal hænge her om 100 år.” Da Ole blev optaget i frimurerlogen, kom han ind i en sal som denne og blev bedt om at finde sin afdøde fars logeskjold. Han husker, hvordan han gik rundt og kiggede på de mange skjolde, indtil han fandt to mulige kandidater. Den ene viste sig at være hans fars skjold, tegnet i ottende grad.
“Det var en kæmpe oplevelse at se min fars skjold for første gang,” siger Ole. “At se, hvordan min far havde defineret sig selv gennem skjoldet, så jeg, flere år efter, kunne genkende det.” Denne oplevelse gjorde Oles egen opgave med at designe sit skjold endnu mere betydningsfuld.
Tid til refleksion
Rundvisningen fortsætter i huset, der rummer en række imponerende historiske rammer: Dronningesalen, Kongeværelset, Orgelværelset, kaffesaloner og Logesalen. Sidstnævnte forbliver hemmelig for udefrakommende, og er logens mytiske samlingssted.
“Inden jeg blev optaget, var jeg meget i tvivl, om frimureriet var noget for mig,” siger Kasper ærligt. “Men jeg fandt ud af, at det handler om at hente nogle gode værdier, som jeg kan bruge i mit daglige liv.”
Kasper beskriver oplevelsen af at være i logen som forløsende. “Ude i verden har vi travlt med karriere, og det hele skal gå hurtigt. Men herinde kan man ikke skynde på det. Tingene tager den tid, tingene tager. Jeg kan ikke komme til Ole og sige, at nu vil jeg altså gerne have min anden grad.”
Processen med at avancere i graderne tager tid – omkring 14 til 16 år fra man bliver optaget, til man når tiende grad. Og Kasper har netop fået brev om, at han skal videre i anden grad til oktober 2024, men hvad det præcist indebærer, ved han endnu ikke.
En god frimurer
Der kan være en fordom om, at frimurerlogen er for samfundets spidser, men Ole understreger, at sådan var det måske i 1717, men sådan er det slet ikke længere. Han lægger stor vægt på, at frimurerne ikke går op i, hvad du er – de går op i, hvem du er.
“Vi har alle typer som medlemmer af vores loge – ung som gammel – fra tyverne til halvfemserne. Selvom vi ikke taler om erhverv, så finder vi også alle erhverv repræsenteret i logen. Så fordommen om, at det kun er de udvalgte, de rige eller de høje – den passer ikke længere her i 2024.”
Men en fast, gammel tradition er, at man som logebror bør bestræbe sig på at være en god samfundsborger.
”En af vores dyder er, at vi bruger vores fornuft og samvittighed, når man træffer valg i livet. For mit eget vedkommende er jeg blevet noget mere rummelig som menneske, og mange ting er kommet mig til gavn, fordi jeg lige har tænkt mig om en ekstra gang,” siger Ole.
For både Kasper og Ole er frimureriet en kilde til personlig udvikling og en stærk følelse af fællesskab. Ole blev optaget som 40-årig, og Kasper som 42-årig. De fortæller, at mange træder ind i logen, når de har samlet livserfaringer og ikke længere har små børn derhjemme. Men det er aldrig for sent. “Vi har lige optaget en logebror på 70 år, og han føler, at han er gået glip af så mange gode år,” fortæller Ole.
I år har de budt 21 nye brødre velkommen, og de forventer det samme næste år. Nogle bliver inviteret, andre kender til logen fra barnsben, mens mange selv opsøger frimurerne af ren nysgerrighed og interesse.
