I 1999 udgav forfatteren Gorm H. Rasmussen, som tilbragte en del af sin barndom på Bundgårdsvej lige i nærheden af Solbyen og op og ned ad Kridtgraven, en bog på forlaget Vindrose med navnet Batmans Have. Den bygger i meget høj grad på forfatterens barndoms- og ungdomserindringer, men også på research i historisk kildemateriale, som forfatteren gennemførte på Aalborg Stadsarkiv. Gorm H. Rasmussen havde få år før udgivet en anden bog, Hvo intet vover: Emil Jennerjahn og hans mor (1994), som første led i en serie af bøger om originaler i Aalborg og omegn. Nummer to var Batmans Have, den tredje var Professor Stærkstrøm (2000) om Aalborgs svar på Georg Gearløs, og serien sluttede af med Originalernes By (2007), som portrætterer et bredt udsnit af de mange originaler, som befolkede Aalborgs gadebillede i anden halvdel af 1900-tallet. Mange af disse ville i dag have boet i beskyttede boliger, eller have fået hjælp på andre måder, men dengang indgik de som en selvfølge i livet i byens gader. Der findes jo stadig hjemløse og andre, som indgår i gadernes liv, men de er ikke på samme måde som før en accepteret og delvist værdsat del af byens liv.
Forfatteren skildrer i de fire bøger originalerne som baggrund for sine barndoms- og ungdomsminder om Vejgaard, Aalborg og Hasseris, og de giver et både underholdende, tankevækkende og poetisk billede af byens skæve eksistenser. De kan stærkt anbefales. Det gælder ikke kun som beskrivelse af lokale historier, for de rummer stof, som vil være genkendeligt fra andre byer end Aalborg. Mange, der voksede op i 1960’erne og 1970’erne, vil kunne genkende følelser og fantasier fra barndommens kvarterer med de mysterier, der omgav folk, der skilte sig ud fra normalen.
Batmans Have
Bag Villa Thule, der engang lå for enden af den nuværende Svalegårdsvej op mod bakken, og som har givet navn til Fyrrebakken, lå et grundstykke, hvilket henlå som morads med forskellige maskindele, jernskrot og et par skure. Der residerede den original, som børnene i området havde givet navnet Batman, og derfor fik området også navnet Batmans Have. I sin bog beskriver Gorm H. Rasmussen, hvordan børnene fantaserede om, hvad manden gik og lavede, og kommer også med et bud på, hvorfor manden fik sit navn: Børnene fantaserede om, at han kunne styre de flagermus, der flaksede rundt om natten, når de vågnede fra deres søvn i den lange tunnel eller minegang, der var gravet fra Kridtgraven op mod Fyrrebakken. Der gik rygter om, at minegangen mundede ud i Batmans Have, og at han lukkede dem ud der om natten for at plage kvarterets børn. Haven lå på bakken, hvor børnene fra Solbyen og de omgivende gader kom forbi, når de skulle til og fra skole på Stolpedalsskolen. De så ham således ofte, og fordi han var en særling, der skilte sig ud med både laset eller slidt klædedragt og speciel opførsel, blev han et naturligt offer for drillerier og tilråb.
En af hans aktiviteter var at herse rundt med en flok gæs, som han holdt på grunden og gik tur med, som andre gik med deres hunde. Det var en yndet sport for nogle af børnene at kaste sten efter dem for at skræmme dem. Andre så det som en udfordring at liste sig ind på grunden og undersøge, hvilke mystiske forehavender den sære eneboer havde gang i. Den mystik, der omgav eneboeren i børnenes fantasi, svarede ikke til den virkelighed, som han var en del af. Batman, som kaldes Kristian Jacobsen i bogen, var i virkeligheden noget så almindeligt som fuldmægtig ved Aalborg Amtstue, hvor han arbejdede med skatteregnskaber gennem et langt arbejdsliv. Han tog hver dag afsted iført jakke og slips, men når han kom hjem, klædte han om og førte et helt anderledes liv, arbejdede med de forskellige maskiner, især vindmøller, han havde gang i, fløj med drager og ellers levede under primitive forhold i skurene i sin have. Som Gorm H. Rasmussen udtrykker det i Originalernes By: Han legede. Men han var altså ikke uden midler eller uden almindeligt erhverv.
Flagermusenes Sovesal
Flagermusene, som gav Batman tilnavnet, levede og lever stadig i den minegang, som optog fantasien hos børnene i Solbyen og omegn. Indgangen findes i Kridtgravens sydside neden for Solbyen, og hver aften kommer de fredede vandflagermus ud for at jage insekter langs skrænterne ud mod engene og over kridtgraven. Der findes en stor koloni af dem, og blandt andet på grund af fredningen er der ikke adgang til minegangen. Den blev bygget i 1930’erne, og historien bag er, at Cementfabrikken Norden var ved at have opbrugt det kridt, der var tilgængeligt i Kridtgraven. For at sikre fremtidig forsyning af kridt til cementproduktionen havde fabrikken sikret sig ret til at grave kridt på arealerne op mod Sorthøj, og for at skabe let adgang til transport af det brudte kridt ned til fabrikken i Mølholm ville man bygge en tunnel med transportspor frem til de nye kridtforekomster.
2. Verdenskrig kom til at afbryde den store plan, da der ikke var mulighed for at opretholde en stor cementproduktion under krigsforholdene. Arbejdet blev genoptaget efter krigen, men planen blev opgivet i 1950’erne. Det betød heldigvis, at der ikke kom til at være et stort kridtbrud på østsiden af Hasserisvej, hvor Thulebakken og bebyggelsen på sydsiden af Stolpedalsvej i dag ligger, mens Sorthøj stadig ligger delvis åbent uden bebyggelse. Minegangen var dog kommet langt. Den findes stadig og går ind under Solbyen, krydser under Svalegårdsvej, ikke langt fra Strøybergsvejs udmunding i den, og fortsætter frem til et sted under kirkediget ud mod Hasserisvej. Men som nævnt er den lukket for adgang og kan stadig fodre fantasier om, hvad der er foregået i den, og hvad den kan gemme på af hemmeligheder.
