Tålmodighed og flid overvinder alt, lyder et gammelt ordsprog. Og 17-årige Saif Mo fra Hasseris, der i dag spiller i Aalborg Håndbold, er et glimrende eksempel på, hvor langt man – trods et tvivlsomt udgangspunkt – kan komme med hårdt arbejde tilsat en god portion vedholdenhed.
På blot seks år har Saif Mo formået at kæmpe sig op fra C-holdet i Aalborg KFUM Håndbold til i dag at tørne ud som træningsspiller for Aalborg Håndbold. Men at Saif nu står på tærsklen til at blive indlemmet i truppen stod ikke ligefrem skrevet i stjernerne. Faktisk var Saifs håndboldfærdigheder reduceret til, at han knap kunne gribe en bold, da han i 6. klasse blev introduceret til spillet.
”At jeg begyndte at spille håndbold, var lidt en tilfældighed. Men flere af mine klassekammerater på Gammel Hasseris Skole, som jeg dengang gik på, spillede det, og en dag efter skoletid inviterede de mig med ned i KFUM-Hallen. Det var helt nyt for mig. Jeg havde store problemer med at kontrollere bolden, og jeg kendte heller ikke rigtigt til reglerne. Så det hele føltes meget amatøragtigt,” griner Saif, da Hasserisavis.dk møder ham i barndomsklubben i Under Lien 60.
Stort udvikling på kort tid
På trods af et tvivlsomt udgangspunkt fangede håndboldspillet hurtigt Saif, og det, der startede som ren hyggebold med vennerne, begyndte pludseligt at fylde meget. Timerne efter skoletid foregik nu primært i KFUM-Hallen, ligesom den dengang 11-årige Saif blev en del af Aalborg KFUM Håndbolds C-hold. Og miljøet i klubben havde i den grad en positiv indvirkning på Saif udvikling, som nu tog fart.
”I Aalborg KFUM Håndbold er der en helt særlig atmosfære og følelse af fællesskab. Trænerne tager virkelig hånd om en, uanset ambitionsniveau, og min egen træner, Tonny, som jeg den dag i dag kalder min håndboldfar, brændte virkelig for at lære fra sig. Men omvendt blev der heller ikke lagt noget pres på en. Det har helt sikkert bidraget til, at jeg kunne fastholde min forkærlighed til spillet, samtidig med at jeg hele tiden udviklede mig. I løbet af få år gik jeg fra at spille på C-holdet til at blive førsteholdsspiller i klubben.”
Blod, sved og tårer
Saifs vej til en plads på Aalborg KFUM Håndbolds førstehold var dog ikke en dans på roser, og ifølge hovedpersonen selv krævede det mange timer – både i og uden for træning – samt en stor tålmodighed at nå dertil.
”Jeg skulle virkelig knokle for at komme på førsteholdet, da tingene ikke kom let til mig. Men jeg var villig til at arbejde benhårdt for at blive lidt bedre hver dag – også i perioder, hvor det hele virkede uoverskueligt. Så jeg er af den overbevisning, at man virkelig kan nå langt, hvis bare du vil det nok, og du lægger masser af blod, sved og tårer i det.”
Fremtidsdrømme
Det hårde arbejde og den store vedholdenhed har resulteret i, at drengen med det ellers tvivlsomme håndboldtalent i sommer blev shanghajet til Aalborg Håndbold. Her træner Saif med nogle af de dygtigste talenter inden for håndboldsporten, og Saif er ikke et sekund i tvivl om, hvad drømmen for fremtiden er.
”Min store drøm er at blive fast trupspiller i Aalborg Håndbold og gøre en professionel karriere i håndboldverdenen. Lige nu er dét nærmest det eneste, jeg kan se mig selv i. Jeg er derfor klar til at gøre, hvad der skal til for at nå til tops. Og så bliver jeg ved med at være tålmodig og tro på, at det nok skal lykkes i sidste ende,” slutter Saif med stor målrettethed i stemmen.
Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077





















