Aalborg Freja fik for nylig overrakt en check på 3.799 kroner af Føtex Food i Hasseris Bymidte, som donerer sine pantpenge til fodboldklubben.
Når du som kunde fodrer pantautomaten i Føtex i Hasseris Bymidte med dine tomme flasker og dåser samt ølkasser og efterfølgende trykker på Støt sundheden lokalt-knappen, slår man et slag for lokale aktiviteter. Og det kommer nu Aalborg Freja til gode, da fodboldklubben på Vestre Fjordvej for nylig modtog en check på 3.799 kroner, hvilket er pantpenge, som Føtex Food i bymidten har indsamlet i perioden fra september 2024 til og med februar i år.
”I Føtex vil vi gerne bidrage til, at børn og unge kan være aktive i deres fritid, og her spiller lokale initiativer en væsentlig rolle. Derfor giver Støt sundheden lokalt-knappen på pantautomaten rigtig god mening, og vi er taknemmelige for, at vores kunder er så generøse og vælger at donere deres pant til lokale aktiviteter,” fortæller en glad varehuschef i Føtex Food i Hasseris Bymidte, Peter Langeland, som for nylig kunne overrække checken til Gustav Vernal fra Aalborg Freja.
Går til klubbens børneafdeling
Gustav Vernal er børneudviklingstræner i klubben, og han tilføjer, at en donation som den fra Føtex Food er kærkommen.
”Vi er meget taknemmelige over, at Føtex og butikkens kunder har valgt at tilgodese Aalborg Freja. De 3.799 kroner falder på et godt sted og kommer til at gå til vores børneafdeling. Det betyder, at vi kan blive ved med at afholde blandt andet vores årlige børne- og ungdomsstanderhejsning, ligesom det muliggør nye initiativer til glæde for vores yngste medlemmer,” lyder det fra børneudviklingstræneren.
Aalborg Freja kan se frem til på ny at modtage et økonomisk rygstød fra Føtex Food i bymidten, da alle pantdonationer for de næste seks måneder kommer til at gå til fodboldklubben.
Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077





















