Peter Bühlmann voksede op på Hotel Scheelsminde og har siden tilbragt sit arbejdsliv mellem hoteller og flyvemaskiner. Som 71-årig er han officielt pensioneret, men med endnu en vintersæson i Østrig og opgaver i Skagen er der stadig langt til en tilværelse uden arbejde.
For de fleste er pensionisttilværelsen forbundet med mere fritid og færre forpligtelser, men sådan ser Peter Bühlmann ikke på den. For ham er pensionsalderen ingen hindring for at fortsætte arbejdslivet, og snart tager han hul på sin fjerde sæson som hotelchef i Østrig.
”Det er simpelthen svært at forestille sig et liv uden arbejde. Og uden at prale af noget kunne jeg nok have stoppet for 10 eller 15 år siden. Men det har jeg ikke haft lyst til.”
Forklaringen skal ifølge Peter findes på herregårdshotellet Scheelsminde i Aalborg, hvor han flyttede ind som femårig. Hotellet blev ikke blot familiens hjem, men også det sted, hvor han tidligt lærte en branche at kende, som siden skulle komme til at præge næsten alle dele af hans arbejdsliv.
En barndom blandt hotelgæster
Da Peter kom til Scheelsminde, så området omkring hotellet ganske anderledes ud end i dag. Han husker markerne, alléen fra Hobrovej og en tid, hvor Stjernekvarteret endnu ikke var opført. Hans forældre drev hotellet, og som barn blev han en naturlig del af hverdagen blandt gæster og medarbejdere. Peter hjalp til, hvor der var behov for det, og interessen for arbejdet var større end begejstringen for skolegangen på Sankt Mariæ Skole.
”Som 10-11-årige stod vi i morgenmadsrestauranten og lavede pandekager og vafler. Det var den mest naturlige del af hverdagen. Jeg må nok sige, at det interesserede mig meget mere end at gå i skole. Skolegang var noget forfærdeligt noget for mig.”
Særligt farmoren fremhæver han som en vigtig læremester. Hendes måde at drive hotel på og omgås mennesker blev en del af den opdragelse, Peter senere tog med sig ud i verden. Men inden da skulle familien også igennem vanskelige år. Oliekriserne i 1970’erne ramte hotelbranchen, og Peter fortæller, at Scheelsminde i perioder var tæt på betalingsstandsning. I 1979 fik familien mulighed for at købe hotellet af ejerne, og som 24-årig blev han selv involveret i overtagelsen.
”Vi har også haft nogle slemme år her. Der lærer man at holde sammen og passe på pengene i familien. Det giver lidt ballast.”
Samarbejde i 10.000 meters højde
Selvom hotelbranchen lå lige for, havde Peter også lyst til at prøve kræfter med noget andet end familievirksomheden. Vejen gik blandt andet over København og London, inden han fik arbejde som steward på SAS’ oversøiske ruter. Her opstod interessen for at sidde forrest i flyet. Under ophold i blandt andet Seattle benyttede han derfor fridagene til flyveundervisning, mens teorien også blev læst sideløbende med arbejdet. Prøverne tog han efterfølgende i Danmark, hvor han fik sit pilotcertifikat.
Det blev begyndelsen på en lang karriere i luftfarten, heriblandt hos Mærsk, hvor Peter arbejdede sig fra styrmand til kaptajn og senere fik ledelsesopgaver. Men det var ikke flyenes teknik, der optog Peter.
”Det var miljøet ombord. Man kender ikke nødvendigvis den, man skal flyve sammen med, og man er ikke selv med til at ansætte vedkommende. Nogle gange skal man sidde sammen i et cockpit i 13 timer på en tur frem og tilbage til Gran Canaria. Så lærer man altså at tale med mennesker.”
Samarbejdet i cockpittet krævede mere end blot flyvefærdigheder. Da Peter senere fik ansvar for personaleledelse blandt piloter, viste erfaringerne med mennesker fra Scheelsminde sig nyttige på en ganske anden arbejdsplads.
”Hvis der er noget, der er svært, så er det at irettesætte en kaptajn med fire striber på. Men jeg blev spurgt, om jeg ikke kunne tage mig af personaleledelsen af piloterne, fordi de kunne mærke, at jeg er god til det med mennesker.”
Peter Pilot og Peter Hotel
Trods de mange år i luften slap Peter aldrig Scheelsminde. Hustruen, Mona, tog sig i vid udstrækning af hotellet, mens han fløj, og når Peter var hjemme, hjalp han selv til. I de travle måneder med konfirmationer, bryllupper og julefrokoster sørgede han så vidt muligt for at holde fri fra flyvningerne. På den måde kom de to brancher til at eksistere side om side gennem en stor del af Peters arbejdsliv.
”I hotelbranchen siger alle Peter Pilot. Og ovre i Mærsk hedder jeg bare Peter Hotel.”
Efterhånden som næste generation begyndte at overtage driften på Scheelsminde, blev det tid til at finde en ny rolle. Datteren Anemette og hendes mand, Danni, trådte ind i virksomheden, og Peter fortæller med et smil, at der hurtigt blev klart, at der ikke var plads til to, der ville bestemme. Vejen videre viste sig under et tilfældigt møde i en lufthavn.
”Jeg mødte formanden for Ruths Hotel i lufthavnen, hvor jeg gik i pilottøj. Så sagde han: ’Peter, jeg tror godt, jeg kan bruge dine hotellevner. Prøv lige at komme til et møde oppe i Skagen.’”
I 2010 blev Peter direktør for Ruths Hotel. Han beholdt stillingen i 11 år og fortsatte derefter i bestyrelsen. Men selv efter skiftet til hotelledelse var det svært helt at slippe luftfarten. Derfor fik Peter efter en periode lov til at bruge sine søndage på at flyve, indtil aldersgrænsen for erhvervspiloter satte en stopper for den del af karrieren.
Et pensionistliv med fuld kalender
I dag har Peter overladt driften af Scheelsminde til næste generation, men forbindelsen til hotelbranchen er fortsat tæt. Om vinteren arbejder Peter for Højmark Rejser i Østrig, hvor han er med til at få hverdagen til at fungere på et hotel med både gæster og medarbejdere. I modsætning til tidligere har han nu langt færre administrative og økonomiske forpligtelser. Sideløbende er Peter engageret i hotelprojekter i Skagen, hvor han blandt andet hjælper med økonomi og budgetter.
Arbejdet betyder, at Peter fortsat rejser meget, hvilket også har sat sit præg på familielivet. Peter og Mona har kendt hinanden i mere end 50 år, men deres hverdag har langt fra været traditionel.
”I 40 år har vi ikke boet fast sammen, fordi jeg har haft de jobs, jeg har haft. Monas veninder er nærmest delt i to grupper. Nogle siger, at det må være dejligt med en mand, der rejser så meget, mens andre slet ikke kan forstå, hvordan man kan leve med det. Men vi har haft det fint.”
Mona har desuden været en vigtig del af Peters arbejdsliv og hjælper fortsat til, blandt andet når hotellet i Østrig skal åbnes og lukkes for sæsonen. Samtidig har de bevaret forbindelsen til Hasseris. Selvom Peter opholder sig meget i både Skagen og Østrig, har parret deres danske base i området, og han følger fortsat med i det lokale liv – også når han er langt hjemmefra.
Drømmer om at blive kældermester
Når Peter ser tilbage på årene i hotelbranchen og luftfarten, er det især de mennesker, han har arbejdet sammen med, der står tilbage. Han glæder sig over at følge tidligere elever og yngre kolleger, som siden har skabt deres egne karrierer.
”Lige pludselig ser man nogle af de gamle styrmænd stå som kaptajner på en Boeing 777 i Dubai. Eller tidligere elever fra hotelbranchen, som arbejder på en michelin-restaurant. Sådan noget bliver man rørt over, fordi man har haft dem i så mange år og fulgt dem.”
Netop samværet mellem generationer optager ham også, når han taler om seniorarbejde. Han mener, at ældre medarbejdere fortsat har meget at bidrage med, og han har ikke selv planer om at lægge arbejdslivet bag sig, så længe helbredet tillader det. Men når den dag kommer, hvor rejserne og de store ledelsesopgaver ikke længere skal fylde så meget, har han allerede gjort sig tanker om, hvordan han gerne vil bruge sin tid.
”Hvis I spørger mig om, hvad min seniortilværelse skal være, når jeg bliver rigtig pensionist, så er min drøm simpelthen at få lov til at gå her på Scheelsminde som kældermester. Det indebærer at holde styr på vin, øl, vand og de praktiske forberedelser til selskaberne. Den måde kunne jeg godt tænke mig at blive gammel på. Og så på et sted, hvor man trods alt er vokset op.”
