Efter flere udfordringer og skift i strategien er Egetbo Ejendomme nu klar med en ny plan for Sorthøjshave. Det tomme byggefelt på Sorthøj vil blive til et moderne boligområde med 51 lejeboliger.
Efter en længere proces er Egetbo Ejendomme ApS, stiftet af Mads Peter Veiby og Torben Nielsen, klar til at genoptage arbejdet på det store byggefelt på Sorthøj, de købte i februar 2023 for 32,6 mio. kr. af Aalborg Kommune.
Med et areal på 18.260 kvm og en byggeret på 5.750 kvm var den oprindelige plan at opføre cirka 50 boliger med henblik på salg – nu efter flere forskellige strategier er planen, at boligerne bliver bygget med henblik på udlejning.
Drømmen om etplansboliger
Hasserisavis.dk har mødt Torben Nielsen for at få et overblik over processen frem til i dag. Han forklarer, at efter købet af grunden blev Egetbo præsenteret for et ønske fra Sorthøjs beboere om at opføre etplanshuse i stedet for toplansrækkehuse. Egetbo var positive over for ideen, da de også mente, at markedet var klar til denne type boliger.
Derfor valgte de at ændre den oprindelige plan for Sorthøjshave og begyndte at arbejde på en løsning med etplanshuse. Men det blev svært at gennemføre, fordi lokalplanen og fredningen i området ikke tillod det. Aalborg Kommune kunne ikke give dispensation til at udvide byggefeltet, så det kunne blive økonomisk bæredygtigt, og derfor måtte Egetbo justere deres plan igen.
Bag i køen med villastrategi
I maj 2024 præsenterede Egetbo en ny strategi: Udstykning af 31 villagrunde til salg, hvor de første ti blev udbudt til 2,995 mio. kr. pr. grund. Men projektet stødte på modstand.
”Ifølge mægleren var kravene til, hvad folk måtte bygge, for stramme. Det skulle være på en bestemt måde og med gule sten og sorte vinduer. Når folk skal bygge et parcelhus, ønsker de ikke at være bundet af så stramme krav,” forklarer Torben Nielsen.
Derfor blev villagrundene taget af markedet igen i august 2024.
“På den måde er vi kommet lidt bag i køen,” forklarer Torben Nielsen. “Men vi kan ikke tillade os at være sure på nogen, for ingen havde lovet os, at etplansvillaer kunne blive en realitet dengang, og markedet var desværre ikke med på vores villastrategi.”
Egetbo bygger selv
Egetbo Ejendomme er nu tilbage ved den oprindelige plan om selv at stå for byggeriet, men denne gang vil boligerne blive opført som lejeboliger.
Torben Nielsen afslører, at projektet, som stadig hedder Sorthøjshave, vil bestå af tre etplansvillaer, 20 lejligheder fordelt på fem punkthuse à cirka 86 kvm samt 28 rækkehuse på omkring 125 kvm.
De afventer nu byggetilladelsen fra Aalborg Kommune og håber at kunne starte byggeriet til sommerferien 2025.
Cirka 16 måneder senere forventer de, at alle 51 boliger vil være klar til indflytning i slutningen af 2026.






















