I juni og juli har Hasseris Grundejerforening sat en hvervekampagne i gang for at få flere medlemmer.
I Hasseris Grundejerforenings nye hvervekampagne fokuserer de denne gang på boligejerne i Hasseris Enge og Marmeladekvarteret. I det husstandsomdelte materiale refereres der særligt til foreningens arbejde med at få mindsket støjgenerne fra den kommende Egholmmotorvej, som kommer lige i baghaven.
”Vi ser meget gerne, at vi får øget vores medlemstal netop i dette område, som jo vil blive hårdest belastet af støjen fra motorvejen,” fastslår formanden for foreningen, Thorkil Neergaard, som fortsætter:
”Vi ved, at mange boligejere i Engene allerede er medlem af et lokalt vejlaug eller lignende, men vi – og de – har brug for, at de også melder sig ind i Hasseris Grundejerforening. Sammen står vi stærkere, når vi øver indflydelse på for eksempel Vejdirektoratet og Aalborg Kommune, så jo flere jo stærkere,” fortsætter han.
Hasseris Grundejerforening er i forvejen en af de største og ældste af slagsen i Danmark med et medlemstal, som de seneste år har talt omkring 1.600 husstande. Formanden understreger dog, at opfordringen til at melde sig ind gælder i hele Hasseris. Indmelding foretages via Hasseris Grundejerforeningens hjemmeside.
Læs resten af juli-avisen her
Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077























