Hvem bestemmer, hvordan vi sørger?

Indlæg af psykolog Mathilde Serup

Ny dokumentar sætter gang i debat om sorgens væsen og afslører, hvor fastlåst vores syn på sorg stadig er.

TV 2 har for nylig sendt en dokumentarserie om sorg, hvor en familie forsøger at skabe en AI-version af den døende. Dokumentaren har sat gang i en diskussion om, hvorvidt det er skadeligt for sorgprocessen. Hjælper det de efterladte videre, eller fastholdes de i en illusion? Er det en fornægtelse af døden? Diskussionen afslører en del om os selv og vores samfunds måde at forstå sorg på. Vores forestillinger om, hvordan sorg “bør” forløbe, er nemlig ikke naturgivne, men derimod formet af en lang historie, hvor psykologer og tænkere har sat rammerne for, hvordan vi forstår og taler om sorg.

At sørge er et arbejde
Den første indflydelsesrige teori om sorg kom fra Sigmund Freud for over hundrede år siden. Han beskrev sorgen som et arbejde, man skal igennem for at kunne give slip og komme videre. Freud skrev i skyggen af 1. verdenskrig, hvor døden var overalt, og hvor de traditionelle sorgritualer ikke kunne følge med de mange tab. Sorgen blev derfor i stigende grad et privat projekt, og hans idé om, at den sørgende må løsrive sig fra den døde, satte sig dybt i vestlig kultur.

Sorgens faser
I 1960’erne og 70’erne udvidede John Bowlby forståelsen af sorg ved at sætte fokus på relationer. Han mente, at sorg er prisen, vi betaler for tilknytning til andre mennesker. Når tilknytningen brydes, reagerer vi med chok, længsel og desorganisering, før vi går ind i den sidste fase, reorganisering, hvor vi gradvist finder en ny måde at leve på. Bowlbys tankegang har præget os til i dag at tale om sorg som en proces med faser, som den sørgende forventes at gennemleve. I 1990’erne gjorde forskerne Stroebe og Schut op med idéen om faste faser. De beskrev i stedet sorgen som en bevægelse frem og tilbage mellem to spor, hvor man i det ene konfronterer tabet og i det andet prøver at skabe en ny hverdag. Denne mere fleksible forståelse lagde grunden til en moderne tilgang, hvor sorg ikke behøver at ligne en opskrift, men kan bevæge sig i bølger og skift.

Tid til at tænke anderledes
I dag er vi stadig stærkt præget af Freud og Bowlby. Vi hænger fast i idéen om, at sorg er et arbejde, der skal overstås, og at der findes en rigtig måde at sørge på. Det giver en underforstået forventning om, at man på et tidspunkt bør være færdig. Netop derfor er det vigtigt, når en dokumentar som denne tør ruske op i debatten og minde os om, at sorg ikke er ens for alle. Måske er tiden kommet til at slippe de gamle forestillinger og åbne for en mere nuanceret forståelse, hvor sorgen ikke har en slutdato, men er en del af livet, som kan tage mange former.

Læs resten af oktober-avisen her