Borgerbevægelsen Aalborg har sendt en bekymringsskrivelse til transportministeren og Folketingets Transportudvalg, hvor foreningen peger på en række forhold, som man mener bør give anledning til at genoverveje projektet om den 3. Limfjordsforbindelse.
I en skrivelse retter Borgerbevægelsen Aalborg ny kritik af projektet om den 3. Limfjordsforbindelse over Egholm. Ifølge foreningen rejser nye undersøgelser og ændringer, der er kommet til efter vedtagelsen af anlægsloven, spørgsmål om grundlaget for den politiske beslutning. Det omfatter blandt andet forhold vedrørende drikkevand, Limfjorden, forurenede affaldsdeponier, PFAS, kviksølv, asbest, beskyttet natur, klima, råstoffer og projektets økonomi. Samtidig peger Borgerbevægelsen på, at Vejdirektoratet siden anlægslovens vedtagelse har ændret og konkretiseret projektet på en række områder.
Bekymring om beslutningsgrundlaget
Borgerbevægelsen anfører i sin henvendelse, at væsentlige miljømæssige konsekvenser efter foreningens opfattelse bør være undersøgt, inden et anlægsprojekt godkendes politisk.
”Politikerne skal kende projektets væsentlige konsekvenser, før de træffer beslutningen. Man kan ikke først få vedtaget en anlægslov på grundlag af et skitseprojekt og derefter udskyde afgørende undersøgelser til detailprojekteringen.”
Foreningen henviser blandt andet til et indslag på TV2 Nord den 28. juni, hvor Vejdirektoratets projektchef, Inge Damsgaard, udtalte sig om de igangværende undersøgelser af PFAS. Her lød det blandt andet:
”Vi er først gået i gang med de her nærmere undersøgelser, efter vi har fået en anlægslov, hvor vi ved, at nu kan projektet realiseres. Så bliver vi nødt til at finde ud af, hvad de egentlige stoffer, der er i jorden, er, og hvordan vi skal håndtere dem, når vi møder dem under byggeriet. Og der er PFAS en kæmpe udfordring.”
Borgerbevægelsen vurderer, at udtalelsen viser, at væsentlige oplysninger om jordforureningen først er blevet undersøgt efter Folketingets vedtagelse af anlægsloven.
Peger på ændringer i projektet
Derudover fremhæver Borgerbevægelsen, at der efter anlægslovens vedtagelse er gennemført nye undersøgelser af forurenede deponier, den bløde fjordbund og drikkevand.Foreningen peger samtidig på ændringer ved blandt andet arbejdsområder, tilslutningsanlæg, håndtering af vejvand, erstatningsnatur, odderhabitater og faunapassager.
”Hvis projektet må ændres væsentligt for overhovedet at kunne gennemføres, er det ikke længere tilstrækkeligt at henvise til den gamle miljøvurdering. Så må det undersøges, om der reelt er tale om et andet projekt end det, Folketinget vedtog.”
Spørgsmålet indgår desuden i den retssag, som Borgerbevægelsen har anlagt mod Transportministeriet. Sagen skal behandles ved Vestre Landsret.
Opfordrer til ny vurdering
I bekymringsskrivelsen henviser Borgerbevægelsen desuden til faglige beregninger, som ifølge foreningen viser, at en udbygning ved den eksisterende Limfjordstunnel kan give en bedre trafikafvikling for de fleste trafikanter og samtidig være omkring 2,5 milliarder kroner billigere end den planlagte forbindelse over Egholm.
”Det handler ikke kun om miljø. Det handler også om retssikkerhed og demokrati. Borgerne blev hørt om ét projekt. Folketinget vedtog ét projekt. Hvis Vejdirektoratet nu vil gennemføre et væsentligt ændret projekt, skal det vurderes og behandles på ny.”
På den baggrund opfordrer Borgerbevægelsen transportministeren og Folketingets transportudvalg til at sætte projektet i bero, få det undersøgt samlet og genoverveje den 3. Limfjordsforbindelse, inden yderligere arbejder igangsættes.
Læs resten af august-avisen her
Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077




















