Speciallæge og klinisk professor Ulla Møller Weinreich har siden 2015 stået i spidsen for Aalborg Universitetshospitals lungemedicinske forskningsenhed, som hver dag arbejder på at blive klogere på kompleksiteten i sygdomsforløbene hos kronisk lungesyge patienter.
Godt gemt væk bag Højhuset på Aalborg Universitetshospital Syd, der rager 47 meter op, finder man Gartnerboligen på Mølleparkvej. Stedet ligner til forveksling en privat bolig, men bag de gule murstensvægge huser hospitalets lungemedicinske forskningsenhed, som speciallæge og klinisk professor Ulla Møller Weinreich tilbage i 2015 var med til at etablere.
I dag leder Ulla forskningsenheden, og hun og teamet, der består af fire forskningssygeplejersker, tre postdocs, seks ph.d.-studerende og en sekretær, arbejder målrettet med at omsætte forskning til konkret forbedring af patientbehandling. I tæt samspil med øvrige dele af hospitalet udvikles og afprøves nye, evidensbaserede metoder, som skal styrke beslutningsgrundlaget for behandlingen af patienter med lungesygdomme som KOL – en kronisk lungesygdom, hvor luftvejene er indsnævret og lungerne skadet, ofte på grund af rygning.
En udslagsgivende tur til Afrika
Ud over at være speciallæge og klinisk professor bestrider 53-årige Ulla flere udvalgsposter i Sundhedsstyrelsen. Derudover er hun formand for både Lungeforenings Fond og Dansk Lungemedicinsk Selskab samt medlem af internationale styregrupper, hvorfor rejsedage i udlandet også er en fast bestanddel. Men faktisk lå det ikke i kortene, at Ulla skulle uddanne sig til læge for dernæst at bidrage til at sætte retningen for fremtidens lungemedicin i Danmark. Ulla, som er mønsterbryder, ville nemlig være journalist, da hun altid har besiddet en stor nysgerrighed på omverdenen.
”Jeg kommer fra et ikke-akademisk hjem i Nordsalling, tæt på Fur-færgen, og hverken min mor eller far var højtuddannede. Men jeg gik med en drøm om at læse til journalist, så jeg kunne komme ud og snakke med en masse spændende mennesker, stille spørgsmål og blive klogere på alverdens emner.”
En tur til Afrika i 1992, mens AIDS-epidemien og væbnede konflikter fortsat præger store dele af kontinentet, viser sig dog at blive udslagsgivende for den dengang 22-årige Ullas fremtid. Under rejsen oplever hun på nært hold konsekvenserne af sygdom og et manglende sundhedssystem, og netop de møder med mennesker i svækket tilstand og nødtørftig behandling gør stort indtryk.
”På en tur gennem den afrikanske jungle kunne man se, hvordan indfødte lå uden for deres hjem på små håndlavede senge og døde. Det var uhyggeligt at være vidne til og gjorde i den grad indtryk,” fortæller Ulla, som var af sted i forbindelse med et sabbatår.
Samtidig ville skæbnen, at en af de rejsende fik malaria i løbet af turen. Med om bord var nogle lægehåndbøger samt førstehjælpsartikler, og Ulla skred til handling. Det lykkedes hende at få kontrol med denne kaotiske situation, som efterfølgende bliver en ret så afgørende faktor for fremtidsplanerne.
”At jeg formåede at behandle min medrejsende for malaria ved hjælp af nogle tilfældige lægehåndbøger og et hjemmeapotek, gav mig den her følelse af virkelig at have gjort en forskel, og det var fedt. Det var i det øjeblik, at det gik op for mig, at jeg skulle være læge.”
Fra verber til brøker
Efter at være vendt hjem fra Afrika begynder Ulla derfor at tage gymnasiale suppleringskurser for at forfølge sin nye drøm. Selvom motivationen for at komme ud og gøre en forskel som læge var tårnhøj, ser Ulla, som er sproglig student, dog tilbage på et intenst halvt år, der flere gange var ved at tage pusten fra hende.
”Det var noget af en omgang pludselig at skulle bruge så mange timer på at sætte sig ind i og læse op på fysik og kemi, da begge var fag, jeg ikke havde modtaget undervisning i siden 9. klasse. Og så kan du lægge matematikken oveni. Så der var meget, man skulle nå at lære på kun seks måneder,” lyder det forpustet og leende fra Ulla.
Men flid og tålmodighed overvinder alt, og det efterfølgende år, nærmere bestemt vinteren 1993, bliver Ulla optaget på medicinstudiet.
Sagen om asbestforgiftning
Meget vand er løbet gennem åen, og i dag er det 25 år siden, at Ulla dimitterede som læge fra Aarhus Universitet. I 2010 opnår hun speciallægeanerkendelse i lungemedicin, og det er inden for det felt, at Ulla, som desuden får en ph.d.-grad fra Aalborg Universitet fem år senere, har bidraget med ny viden. Her kan blandt andet nævnes implementeringen af evidensbaserede og patientnære forskningsprojekter, der sigter mod at forbedre klinisk beslutningstagning og patientbehandling. Et af de projekter, som dog står særlig klart i Ullas erindring, er en undersøgelse af nordjyske kvinder, der fra 1996 til 2012 fik konstateret lungehindekræft.
”Jeg var vejleder på en undersøgelse, hvor vi satte os for at undersøge mere end 20 kvinder fra Nordjylland, der i en periode på 16 år var blevet diagnosticeret med lungehindekræft hos os. Da vi dykkede ned i sagen, viste det sig, at ud af dem var næsten hver anden i nær relation til en mand, der havde arbejdet med asbest på Dansk Eternit Fabrik,” forklarer Ulla og fortsætter:
”Kvinderne fortalte os, at de rystede mændenes arbejdstøj for støv, inden de puttede det i vaskemaskinen. På den måde blev de udsat for de farlige fibre, når det hvide støv hvirvlede op. Det vil altså sige, at de pårørende kvinder ufrivilligt blev udsat for en arbejdsskade.”
Det var første gang, at danske læger påviste, at ægtefæller til asbest-arbejdere også havde en forhøjet risiko for at udvikle uhelbredelig lungehindekræft, og undersøgelsen blev derfor også omtalt vidt og bredt i landets medier.
”Sagen var sørgelig. Men jeg er glad for at have været med til at sætte fokus på et skjult sundhedsfagligt problem. Vores undersøgelse, som først var en artikel og dernæst blev et ph.d.-projekt, har også resulteret i, at alle, der er blevet udsat for asbest i hjemmet via udefrakommende påvirkninger, i dag har ret til erstatning. En sådan epokegørende forandring er jeg ret stolt over at have bidraget til.”
Kønsforskelle hos KOL-patienter
I dag er undersøgelsen om asbestforgiftning blandt ægtefæller blevet erstattet af et nyt fokus, som Ulla nu vil fordybe sig i. Det drejer sig om en potentiel forskel mellem køn, når det kommer til at udvikle kronisk obstruktiv lungesygdom – både før og efter man er blevet diagnosticeret.
”Frem til 1990 blev der kun forsket i mænd, da man mente, det var for besværligt at inddrage kvinder på grund af deres cykliske hormonelle ændringer. Og i dag er det fortsat sådan, at der i selv de største publicerede studier, som danner grundlag for behandlingsretningslinjer, ikke er kønsbalance i resultaterne. Derfor har jeg sat mig for nu at dykke ned i forskellene mellem køn. Vi har nemlig at gøre med en sag, der bør blive kastet mere lys over, da det tyder på, at kvinder er langt mere følsomme over for tobakkens virkning end mænd,” siger Ulla, som for nylig modtog en bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond til at realisere sit næste store forskningsprojekt.
Min snak med Ulla Møller Weinreich er nået til vejs ende, og arbejdsdagens sidste gøremål kalder. Herefter går turen til San Francisco, hvor hun skal deltage i American Thoracic Societys årlige konference og holde et oplæg om kønsforskelle hos KOL- og astmapatienter.
Læs resten af juni-udgaven i vores arkiv.
