Springeren – Maritimt oplevelsescenter og Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum sammenlægges til en samlet organisation med virkning fra 2026.
Aalborgs maritime historie og stærke tilknytning til Limfjorden formidles sammen med søfart, marinehistorie og søværn af Springeren – Maritimt Oplevelsescenter. Museet er velbesøgt og tiltrækker i dag gæster fra såvel Danmark som mange internationale gæster. Det gælder også Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum, der formidler forsvarets historie sammen med det faktum, at Aalborg gennem mange år har været og fortsat er Danmarks største garnisonsby.
En visionær plan
Begrundelsen for, at de to museer har besluttet sig for at fusionere, skal findes i en visionær plan om at stå stærkere og være endnu mere attraktive for de mange gæster, der hvert eneste år besøger begge steder, fastslår bestyrelsesformand og daglig leder hos Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum, Flemming Agerskov.
”Begge museer ønsker også at formidle den nye verdensorden med øget oprustning på en måde, som børn, unge og voksne finder relevant og oplysende. Vi ønsker at være dem, der sætter mening og perspektiv i paradokset, at fred og markering af national suverænitet kræver militær tilstedeværelse til vands og til søs,” lyder det fra direktør Mads Sølver Pedersen fra Springeren – Maritimt Oplevelsescenter.
”Selvom vi formidler hver vores temaer og historier, giver det god mening at fusionere de to museer, da vi på den måde kan realisere en lang række besparelser og rationaliseringer, herunder eksempelvis fælles it og regnskabssystem, hvilket allerede er ved at blive implementeret,” fastslår begge.
Fusionen af de to museer har også fanget Aalborg Kommunes bevågenhed, og byens borgmester udtaler følgende:
”Oplevelser er en berigende del af det at bo, leve og besøge Aalborg Kommune, og det glæder mig, at to af vores kulturinstitutioner går sammen for at stå stærkere. Jeg vil se frem til at følge samarbejdet, og jeg er sikker på, at Springeren – Maritimt Oplevelsescenter og Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum sammen kan få fornyet og forstærket oplevelserne og skabt mere synlighed,” siger borgmester Lasse Frimand Jensen.
Kræver målrettet arbejde
”En fusion er en omfattende forandringsproces, som kræver, at vi målrettet arbejder hen imod en ny ambitiøs vision og en virksomhedsplan med mål for udviklingen af den nye samlede organisation. Det betyder, at ledelse, medarbejdere og de mange frivillige på begge museer må arbejde målrettet og åbent hen imod en fælles kultur, identitet og indhold,” lyder det samstemmende fra Mads Sølver Pedersen og Flemming Agerskov, der begge fortsætter:
”Det betyder i praksis, at alt i princippet er i spil, fordi det er vigtigt, at vi indledningsvist tænker ud af boksen for at sikre, at vi får øje på de nye muligheder, som en sammenlægning af de to museer kan bringe i spil. Det kan for eksempel være et nyt navn, nye muligheder for markedsføring og især flere og mere spændende oplevelser for vores gæster, ud over en mere alsidig anvendelse af vores faciliteter.”
Det er dog fastslået, at de to oplevelsescentre og museer forbliver på deres nuværende adresser. Springerens – Maritimt Oplevelsescenters er nært koblet til både fjorden og vandet. Nøjagtigt det samme gør sig gældende med Forsvars- og Garnisonsmuseet, der har til huse i en tidligere hangar med nærliggende bunkeranlæg.
Vigtigheden af medarbejdere og frivillige
Der er nedsat en styregruppe med repræsentanter fra begge museer og med deltagelse af Kulturafdelingen i Aalborg Kommune og andre rådgivere, som skal varetage planlægningen af dels visionsprocessen og den praktiske sammenlægning, og man er allerede trukket i arbejdstøjet. Et af de forhold, som man også vil have fokus på, er medarbejdere og de mange frivillige, som i dag udfører vigtige og betydningsfulde opgaver på begge museer.
”Vi har begge steder altid haft et stort fokus på netop at skabe gode vilkår for frivillige og medarbejdere, og det kommer naturligvis til også fremadrettet at være et nøgleområde for os. Det er vigtigt at fastholde nuværende, men også tiltrække nye ressourcer og kompetencer, da en fusion af de to oplevelsescentre åbner op for nye opgaver og adgang til nye arbejdsopgaver,” lyder det fra Flemming Agerskov.
”Et andet vigtigt punkt er den fremtidige økonomi. En sammenlægning medfører her og nu -udgifter og investeringer, der vil bære frugt i det lange løb. Derfor er vi også, sammen med med Aalborg Kommune, i gang med at opstille budget for fusionsprocessen, men også det mere langsigtede økonomiske fundament, der skal understøtte det nye samlede oplevelsestilbud med fokus på militærhistorie, garnisonsby og maritim tilknytning i Aalborg. Alt sammen med den overligger, at vi skal gøre det endnu mere attraktivt for lokale gæster, men også de tusindvis af turister, der hvert eneste år besøger os,” slutter bestyrelsesformand Flemming Agerskov og direktør Mads Sølver Pedersen.
Læs resten af august-avisen her
Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077





















