Visionen om en ny sportsarena i Aalborg kræver finansiering gennem salg af kommunal jord til ejendomsinvestorer, uden direkte brug af kommunale midler, men det er stadig usikkert, hvornår eller hvordan det vil ske.
På et pressemøde den 20. november præsenterede Aalborg Kommune sammen med en række sportsklubber en vision om en ny sportsarena på Aalborg Travbanes nuværende område.
Flankeret af borgmester Lasse Frimand Jensen, rådmænd og repræsentanter for AaB, Aalborg Håndbold, Aalborg Pirates og AKKC præsenterede bestyrelsesformand i Erhverv Norddanmark, Rasmus Haugaard, hvad han betegnede som en vision for en fremtidig sportsarena i Aalborg.
Forudsætningen for realiseringen er blandt andet, at Aalborg Travbane må se sig om efter et nyt areal, for det hele tænkes placeret netop der.
Et visionspapir
På pressemødet blev det understreget, at det hele kun er ‘nogle streger på et stykke papir’ indtil videre.

Der er således ikke fundet finansiering til projektet, men fra kommunens side blev det understreget, at der ikke skal investeres kommunale penge i projektet. Om det bliver tilfældet, må vi så vente og se.
Fakta er, at både det nuværende Aalborg Stadion og Travbanen er kommunalt ejet, og én af forudsætningerne for en realisering af visionen er, at en del af arealerne skal sælges til ejendomsinvestorer, der kan opføre 3-400 lejligheder på området, og indtægterne herfra skal så bruges til opførelse af et nyt stadion til 25 – 30.000 tilskuere med ‘tidssvarende’ sponsorfaciliteter og en multihal til store kongresarrangementer etc.
Der kan være diskussion om, hvorvidt salget af kommunal jord og byggeretter samt opførelsen af en ny sportsarena, der skal være tilgængelig for sportsklubber og lignende, involverer brugen af kommunale kroner, men indtil videre fastholder borgmesteren, at der ikke er planer om at anvende kommunale midler til projektet.
’En europæisk arena’
DBU var ikke repræsenteret, fordi de alle sammen var taget til Belfast for at se Danmark blive slået af Nordirland, men formand for AaB kunne oplyse, at DBU’s interesse i projektet primært er at få en fodboldarena, der er stor nok til, at man kan komme i betragtning til internationale fodboldturneringer.
Det nuværende Stadion
Det står lidt uklart, hvad man vil bruge det nuværende Aalborg Stadion til. På et spørgsmål herom, oplyste man, at der f.eks. vil kunne opføres en håndboldarena, der vil kunne huse op til 10.000 tilskuere, hvor Gigantium kun kan huse ca. det halve.

Direktør for Aalborg Håndbold, Jan Larsen, mente, at man snart ville være ‘verdens bedste’, og derfor ville det være nødvendigt med større tilskuerkapacitet.
Tidshorisonten
Netop tidsperspektivet var oppe flere gange under pressemødet. Rasmus Haugaard drog i sin indledning paralleller til Aalborghallen, som det tog 7 år at få bygget, og til Musikkens Hus, som det tog 14 år at få færdigt.
“Så måske ser vi ind i en periode på 21 år, hvis det er tendensen for byggeri af kulturinstitutioner i Aalborg?” sagde han.
Velbesøgt pressemøde
Spørgelysten var stor på det velbesøgte pressemøde, men de konkrete svar var, som forventeligt få, når man tager i betragtning, at man indtil videre ikke er længere, end at kommunen og en række klubber kun har en fælles vision.
Om det vil tage 7, 14 eller 21 år, eller om det nogensinde bliver en realitet, er der ingen, der på nuværende tidspunkt kan sige. Nu forestår et omfattende arbejde med at få skabt grundlaget for en realisering af visionen, for uden det, vil den blot blive en illusion.
Læs resten af den trykte udgave her på netavisen.























