Overdiagnosticerer vi?

Indlæg af psykolog Mathilde Serup

Mange har sikkert stødt på artikler og udtalelser om, hvordan vi i Danmark diagnosticerer for meget. Der er en voksende bekymring for, at vi har udviklet en såkaldt ”diagnosekultur”, hvor fremtrædende stemmer såsom professor i psykologi, Svend Brinkmann, mener, at grænsen mellem egentlige lidelser og livets almindelige udfordringer er blevet udvisket.

I debatten bliver der ofte lagt fokus på, hvor mange flere danskere, der får stillet en diagnose sammenlignet med for 50 år siden. Det er en vigtig debat, og selvfølgelig skal diagnoser stilles med omhu og faglige præcision, men alt for ofte stopper diskussionen her, og det skaber en ensidet og unuanceret fortælling om diagnoser, som ikke afspejler hele virkeligheden.

Hvis vi ser nærmere på en diagnose som ADHD, der ofte er i centrum i debatten, bliver det hurtigt klart, at medierne ofte skaber et billede af, at næsten alle har eller kan få diagnosen ADHD. Den måde, diagnosen bliver fremstillet på, kan give indtryk af, at vi overdiagnosticerer ADHD, men når vi kigger på tallene, tegner der sig et andet billede. Globalt estimeres det, at omkring 8% af både voksne og børn har ADHD, mens der i Danmark er diagnosticeret mellem 4,5-7,5%. Disse tal taler imod den ofte fremførte tese om, at ADHD diagnosticeres i overflod. Faktisk tyder det på, at Danmark muligvis underdiagnosticerer i forhold til hvor mange, der faktisk har ADHD.

En væsentlig årsag til ovenstående kan være, at vi historisk set har overset bestemte grupper, for eksempel piger. Mens drenge i gennemsnit får diagnosen som 8-årige, får piger først diagnosen som 17-årige. Denne forskel i diagnosealder afspejler, hvordan ADHD i mange år er blevet betragtet som en lidelse, der primært ramte drenge, hvilket har ført til, at piger er blevet overset eller fejldiagnosticeret.

Vi ved, at mennesker diagnosticeret med ADHD klarer sig dårligere i uddannelsessystemet, har lavere livskvalitet og oplever flere konflikter. Med udgangspunkt i dette er en diagnose ikke et forsøg på at sygeliggøre dem, men derimod en måde at tage deres problemer alvorligt. Den øgede opmærksomhed på psykiske lidelse og den voksende accept af at have en diagnose er noget, der burde anses som en positiv udvikling, hvor mennesker i højere grad kan søge hjælp uden frygt for at blive stigmatiseret.

Det er vigtigt at forholde sig kritisk til vores samfunds brug af diagnoser, men det er også nødvendigt at overveje, hvorvidt denne stigning i antallet af diagnoser er et tegn på overdiagnosticering, eller snarere et tegn på, at flere får den hjælp, som de har brug for.

Læs resten af majudgaven i vores arkiv.