Der er altid livlig aktivitet i sommerhusområderne i påsken, for mens ejerne nyder feriedagene, går potentielle købere på udkig efter sommerhuse, som de kan investere i. I forbindelse med en analyse af prisudviklingen på sommerhuse i Aalborg Kommune råder Nordjyske Bank nordjyderne til at sætte sig grundigt ind i, hvordan blandt andet renteudviklingen og udlejning af sommerhuse kan påvirke deres økonomi.
Foråret er højsæson for de mange danskere, som gerne vil investere i et sommerhus, og der er ingen tvivl om, at aktivitetsniveauet stiger, når det bliver påske. Derfor har både købere og sælgere en interesse i at følge med i prisudviklingen på sommerhuse for at vurdere, om det er nu, der skal handles.
Men inden man går på jagt efter et sommerhus, er der en række forhold, som man bør få et overblik over, påpeger Nordjyske Bank. Selv om mange danskere har en forholdsvis stor opsparing, skal langt de fleste låne penge for at realisere sommerhusdrømmen.
”Man skal eksempelvis have en økonomi, der kan tåle forholdsvis store udsving, hvis man vælger at finansiere sit sommerhus ved hjælp af et lån med variabel rente. Hvis man vil udleje sit sommerhus, skal man også tage højde for, at der fra år til år kan være forholdsvis store forskelle på, hvor ofte sommerhuset bliver lejet ud, og man skal være opmærksom på skattemæssige forhold i forbindelse med udlejning. Det er derfor altid vigtigt at tale med sin bankrådgiver om, hvad der er mest hensigtsmæssigt i forhold til blandt andet finansiering af sommerhuset, og hvordan hele familiens økonomi bliver påvirket af et sommerhuskøb,” siger afdelingsdirektør i Nordjyske Bank i Hasseris, Michael Thoft.
Sommerhuse i Aalborg Kommune er blevet dyrere
Prisudviklingen på sommerhuse har naturligvis også stor betydning for, om det er muligt at realisere sommerhusdrømmen. Nordjyske Bank har ved hjælp af statistik fra Boligsiden set på, hvordan priserne på sommerhuse i Aalborg Kommune har udviklet sig. Konklusionen er, at priserne er steget med 10,5 procent fra februar 2024 til februar 2025, mens husene er blevet 16,4 procent dyrere siden 2021.
Til sammenligning steg priserne i Jammerbugt Kommune med 31,2 procent i perioden 2021-2025 og 14,1 procent fra februar 2024 til februar 2025.
”Selv om renterne var stigende i en periode, har priserne på sommerhuse i Aalborg Kommune udviklet sig positivt. Det vidner om, at der stadig er stor efterspørgsel, fordi det er attraktivt at have et sommerhus i området, og det er samtidig et udtryk for, at mange foretrækker at holde ferie i Danmark. I de seneste par år er stigningerne blevet hjulpet på vej af blandt andet en lav inflation, et faldende renteniveau og en positiv reallønsudvikling, mens eksempelvis geopolitisk uro kan få nogle til at holde mere på pengene,” siger Michael Thoft.
Den gennemsnitlige kvadratmeterpris for et sommerhus i Aalborg Kommune lå i februar i år på cirka 12.500 kr., hvilket er markant lavere end ved de mest populære områder på vestkysten, hvor kvadratmeterprisen i flere tilfælde ligger på over 20.000 kr.
Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077





















