Overlæge Johan Poulsen har gennem en menneskealder udviklet det urologiske speciale på Aalborg Sygehus. Han har skabt et internationalt netværk, som betyder at Nordjylland også i fremtiden kan være på forkant med udviklingen.
Af Jens Skovgaard
Mange Nordjyder er blevet opereret af urolog og overlæge Johan Poulsen, hvis de har lidt af kræft i urinvejene, prostata eller nyrene. Johan Poulsen var med til at indføre robotteknologien på Aalborg Sygehus, Urologisk Afdeling i 2008; en teknologi, der på mange måder bragte Nordjylland helt i front på dette specielle område indenfor kirurgien.
Hasserisavis.dk har aftalt en portrætsamtale med Johan Poulsen, der netop nu afslutter en lang karriere indenfor kirurgien.
Johan Poulsen tager imod i døren, da jeg ankommer til hans privatadresse på toppen af Hasseris Villaby. Jeg bliver budt indenfor i huset, som er en 30’er villa, der både ud- og indvendigt er holdt i den oprindelige stilart. Vi sætter os op på førstesalen, hvorfra der er en fantastisk udsigt ud over Limfjorden, og langt ude kan man ane Gøl og længere ude Løgstør.
Medens vi nyder kaffen og småkagerne, indleder vi samtalen med at Johan fortæller lidt om sin opvækst. “Jeg er født i Klaksvik på Færøerne, hvor jeg boede de første 19 år af mit liv”, fortæller Johan. “Min far var el-installatør, og min mor var kontoransat. Både min morfar og farfar og en del af deres brødre var fiskeskippere. Min morfar var reder med 7 fiskefartøjer. Jeg var den første i slægten, der fik en studentereksamen. Det var i 1972 i Thorshavn.”
Johans studieår i Århus
Johan Poulsen havde tidligere besøgt Århus i forbindelse med en danmarksturné med et harmoniorkester, som han spillede i. Her var han blevet betaget af Århus Universitets karakteristiske arkitektur med de gule bygninger i Universitetsparken. Han valgte at immatrikulere sig på medicinstudiet på Århus Universitet. “Dengang var der jo ikke noget der hed adgangskrav”, siger han med et smil.
Johan fortæller, at han ikke var i tvivl om, at han ville være kirurg. “Måske havde det noget at gøre med, at jeg ofte var sammen med min far i hans værksted, hvor jeg havde mulighed for at arbejde med noget finmekanik, så jeg har altid syntes at det var inspirerende at lave noget med hænderne”, filosoferer han lidt.
I 1977 fik Johan en praktikplads på Sygehus Nord. Han husker, at han havde en dejlig sommer i Aalborg og Blokhus sammen med jævnaldrende venner. Men derudover oplevede han at miljøet på sygehuset gav ham mulighed for at tilegne sig viden og erfaring.
Så efter at have færdiggjort sin uddannelse på Skejby Sygehus med efterfølgende turnusarbejde på Odense og Vejle Sygehus, vendte han tilbage til Aalborg, hvor han blev ansat under Overlæge Tove Nielsson, som han betegner som fantastisk dygtig og inspirerende, og samtidig åben overfor nye muligheder indenfor kikkertoperationer. “I forhold til i dag, var det ret simple midler, man havde til rådighed, men målt i forhold til den klassiske kirurgi, var det et fantastisk fremskridt.
En øjenåbner for Johan
Specielt én episode har brændt sig fast i Johans erindring. En meget overvægtig dame var blevet indlagt med betændelse i Galdeblæren, og man besluttede at fjerne den med en kikkertoperation.
“Det gik godt,” husker han, “ og så glemte jeg alt om den”. Men i løbet af natten skulle han tilse en anden patient på sengeafdelingen, “Og da jeg går ned ad gangen, er det som om lyset går ud, men det er patienten, han tidligere på aftenen havde opereret, der står foran ham. Han spørger lidt forvirret, hvad hun laver ude på gangen. “Jeg skulle sådan tisse”, siger hun, “så jeg har bare været på toilettet”. “Men du er jo lige blevet opereret,” siger han, “så du burde være sengeliggende”.
Men kikkertoperationen havde betydet, at hun var frisk nok til selv at gå på toilettet, hvor andre patienter, der var blevet skåret op og syet, ville have været bundet til sengen i dagevis. Johan havde her fået øjnene op for fordelene ved kikkertkirurgien, som skulle vise sig at blive banebrydende for urologien i Aalborg. Men inden vi kommer ind på det, må vi lige høre historien om Johans vej til det urologiske speciale i Aalborg.
Karrieren på Urologisk Afdeling begynder
Ved et tilfælde fik Johan ansættelse som specialist på Urologisk afdeling i Aalborg. Han fortæller, at han i en periode havde turnus på afdelingen, og en aften får de en ung kvinde ind, som er blevet sparket i nyreregionen af sin hest. Hun er meget dårlig, og de får hende ind til operation. Da de åbner hende, kan de se, at den ene nyre er sprængt. Johan får standset blødningen og sikrer sig, at den anden nyre fungerer.
Derefter kontakter han Torben Krarup, som var overlæge og den eneste urolog på Aalborg Sygehus. Han møder ind, og det første han siger er, at det er et fint arbejde, de har lavet på stuen, hvorefter han opererer patienten, og redder så meget som muligt af den beskadigede nyre.
Senere kontakter Torben Krarup ham, og spørger om det er rigtigt at han er uddannet specialist i urologi, hvilket Johan bekræfter. “Kunne du så have lyst til at blive ansat hos os”, spørger han. Det ville Johan meget gerne, for det var lige det han havde drømt om i alle studieårene.
På et tidspunkt siger overlægen til Johan, at der er nogle ubrugte midler på budgettet, og han spørger Johan, om han har et forslag til indkøb. Johan foreslår naturligvis at indkøbe udstyr til kikkertoperationer, hvilket overlægen accepterer, og på den måde kom Urologisk afdeling som den første i Danmark i gang med at udføre kikkertoperationer med topmoderne udstyr.
Kikkertoperationer udføres ved at man gennem et snit på 1 til 2 cm. fører en kikkert og et instrument ind i patienten. Tidligere kikkede man gennem et objektiv, men den elektroniske udvikling gik stærkt, så det blev muligt for lægen at få billedet vist på en skærm.
Samarbejdet med Kings College indledes
På en konference i Paris i 1998 mødte Johan en verdensberømt urolog fra Kings College i London, Malcolm Copcoat. Johan spurgte om han måtte besøge ham i London, hvilket han meget gerne måtte.
Besøget indledte et samarbejde som ledte frem til at Johan blev inviteret til at arbejde et halvt år på Kings College. Alt blev forberedt til opholdet, som skulle begynde i januar år 2000. Hjemmet var blevet udlejet, og hans børn var indskrevet i en engelsk skole, men pludselig bliver Johan ringet op og får at vide at Malcolm Copcoat, som på det tidspunkt kun var 44 år gammel pludselig var død af en blodprop.
Men da alle forberedelser var lavet, og der var ansat en vikar til at dække hans stilling i Aalborg, besluttede Johan og hans hustru Kirsten alligevel at rejse derover.
Johan blev tilbudt at overtage Copcoats operationsstue, men da formålet med opholdet jo var, at Johan skulle oplæres af Malcolm Copcoat, sagde han, at det kunne han da ikke. “De må udføre de kikkertoperationer, De er i stand til, og ellers må De udføre operationerne på sædvanlig vis”, var svaret. Johan valgte at gå ind på den aftale, og da det halve år var ved at udløbe, blev opholdet forlænget med endnu et halvt år.
Efter et års ophold, var Johan og hans familie fast besluttet på at tage hjem, men Kings College ønskede at beholde Johan, og tilbød ham en fast stilling. Johan takkede nej, men indgik på en aftale om at arbejde i London to dage hver anden uge.
Da de kom hjem til Aalborg, genoptog Johan sit fuldtidarbejde på Urologisk afdeling, ved siden af arbejdet i London. Denne aftale fortsatte i de næste 19 år, hvilket naturligvis udfordrede privatlivet, men jævnligt tog Kirsten med til England, når Johan havde weekendvagter på Kings College.
Johans arbejde på Kings College betød, at han kunne bringe den nyeste udvikling indenfor kikkertoperationer med sig tilbage til Aalborg, hvilket betød, at Aalborg blev førende i Danmark til at udføre en række kræftoperationer på nyrer og urinveje.
Samarbejdet med Kings College resulterede også i at engelske kirurger blev inviteret til Aalborg for at få erfaring i kikkertoperationer ved at operere på de grise, som Sygehus Nord havde i en ‘grisestald’ i kælderen. Forklaringen er, at det i England ikke er tilladt at operere på dyr, så for de engelske læger var det en kærkommen mulighed for at få erfaring i kikkertoperationer, og for lægerne på Sygehus Nord gav det mulighed for at skabe internationale relationer.
Den første robot anskaffes
I 2008 anskaffede Aalborg Sygehus den første robot. Johan husker tydeligt at det var den 1. april 2008. “Egentlig syntes jeg, at det var lidt pjat”, siger han. “For vi kunne jo allerede udføre de samme operationer, så hvorfor bruge en robot ?”.
Apparatet blev installeret i kælderen, så lægerne kunne opøve erfaring i brugen ved at operere på grise. “Men allerede da jeg prøvede robotten første gang, blev jeg virkelig imponeret over hvor præcist man kunne arbejde med apparatet.
“Det var som om man selv var inde i maven på patienten – lidt som virtuel reality, hvor man bevæger sig rundt i en kunstig verden”.
Allerede den 7. oktober samme år blev robotten taget i brug på mennesker, og i løbet af de efterfølgende år blev robotten brugt til alle typer af urologiske operationer, hvilket betød, at kikkertoperationerne til sidst blev helt udfaset.
Med robotteknologien føres instrumenter ind i patientens mave via små porte, der kobles på robottens arme. Kirurgen sidder ved en konsol, og styrer med joysticks instrumenternes bevægelser. Lægen ser operationsfeltet i et tredimensionelt syn via okularer, og kan dermed udføre operationen både skånsomt og præcist.
Robotoperationer er teamwork
Oprindelig var de to læger om at udføre operationen, men på et tidspunkt fik man på afdelingen den idé, at man i stedet kunne uddanne sygeplejersker til at assistere ved operationerne, og dermed frigøre den anden læge til andre opgaver.
Sygeplejerske Jane Petterson var den første sygeplejerske, der blev uddannet som assisterende robotsygeplejerske, og hurtigt blev det klart, at hvis man uddannede flere sygeplejersker, kunne man forøge antallet af operationer drastisk.
Et robot operationsteam består i dag typisk af kirurgen, en assisterende robotsygeplejerske og to operationssygeplejersker. Johan har altid lagt vægt på, at en vellykket robotassisteret operation forudsætter et fast team, da det kræver et tæt samarbejde, og kendskab til hinanden.
Jane foreslog på et tidspunt, at man oprettede en decideret uddannelse for robotsygeplejersker. Det gjorde man, og i løbet af årene har mere end 100 sygeplejersker fra hele Skandinavien gennemført denne uddanelse.
Argentineren
Et andet eksempel på Johans interesse for internationalt samarbejde var, at han fik kontakt med en argentinsk læge, som han inviterede til Aalborg. Den argentinske læge viste sig at have stort talent indenfor det urologiske speciale, så Johan fik ham fast tilknyttet på afdelingen.
Under opholdet i Danmark fik det argentinske ægtepar tvillinger, og Kirsten og Johan blev knyttet så tæt sammen med det argentinske ægtepar og deres børn, at de kom meget sammen privat, og at de fejrede Julen hjemme hos Kirsten og Johan.
Historierne om Johans faglige resultater og ikke mindst hans menneskelige egenskaber står nærmest i kø, selv om Johan tydeligvis forsøger at nedtone dem, fordi han på ingen måde er en mand der ønsker at fremhæve sig selv.
Tværtimod er Johan meget opmærksom på de mennesker, han omgiver sig med. Hans kolleger kan fortælle om mange pudsige episoder med Johan, som ofte bunder i hans trang til at gøre tingene rigtigt. Hvis han f.eks. står overfor en kompleks og uvant operation, planlægger han den grundigt i hovedet, og instruerer derefter sit team meget nøje, og de ved godt, at når Johan gør det, skal de ikke afbryde ham.
Han kan måske virke lidt distræt, hvilket kan opfattes som om han overser nogen. I en sådan situation konfronterede en sygeplejerske ham med dette, hvilket resulterede i at Johan stoppede op, så på hende, hvorefter han gav hende et stort kram og gik videre, medens sygeplejersken lidt paf, men smilende stod tilbage.
Johan har nu nået de 69, og han har derfor besluttet sig for at stoppe. Han siger selv, at han gerne vil give plads for nye læger, for han oplever en ny generation af læger, der er opvokset med den nye teknologi, og som derfor har en helt anden tilgang til det at bruge teknologien som redskab indenfor kirurgien.
Johan hjælper dog fortsat til i ‘grisestalden’ med oplæring i robotkirurgi, og han og Kirsten tager også jævnligt hjem til Færøerne, hvor Johan hjælper med at udføre alment lægearbejde.
Bag ordene aner man dog en lille tristesse over at skulle give slip på sin livsgerning indenfor kirurgien, men omvendt åbner den nye frihed mange nye muligheder, som Johan og Kirsten helt sikker vil forstå at udnytte i fremtiden.