Når romancen møder arbejdsdagen, kan det både styrke og udfordre relationer, produktivitet og kollegiale dynamikker.
Indlæg af psykolog Mathilde Serup
I døgnets 24 timer tilbringer de fleste af os 1/3 af dem på arbejdspladsen, og for mange er arbejdspladsen en social arena, hvor man danner dybe relationer. Det er derfor ikke overraskende, at en undersøgelse fra 2020 viser, at omkring hver 10. dansker finder sin partner på arbejdspladsen, eller at næsten halvdelen af danskerne har haft en flirt med en kollega. Men er det en god idé? Hvad kan der ske, når Amor skyder med sine pile på arbejdspladsen?
Forelskelse er en altopslugende følelse, der kan få en til at glemme tid og sted, og det gælder delvist også vores arbejdsopgaver. Når vi er nyforelsket, kan vi blive så opslugt, at vi er mindre produktive på arbejdet. Men når forelskelsen falder til ro, kan et parforhold på arbejdspladsen faktisk styrke produktiviteten. Ens behov for nærhed og samvær bliver tilfredsstillet undervejs i arbejdsdagen, så der er mere mental plads til at fokusere på arbejdet.
Når et nyt par dannes på arbejdspladsen, kan det hurtigt blive interessant og spændende sladder blandt de øvrige kollegerne. Usikkerhed blandt kollegerne kan opstå i forhold til, hvordan man skal navigere i relationen til det nye par. Det kan for nogle føles kunstigt og akavet, især hvis man havde en relation forinden deres romance. Men forelskede mennesker er ofte også glade mennesker, og den energi kan smitte og skabe en positiv stemning på arbejdspladsen.
En af de mest udbredte bekymringer, der kan opstå, når et par opstår på arbejdspladsen, er frygten for favorisering. Vil de to give hinanden fordele, eller vil deres relation påvirke arbejdsfordelingen? Interessant nok viser undersøgelser, at frygten ofte er ubegrundet. Derimod er det modsatte oftest tilfældet, og de fleste par går bevidst for langt for at bevise, at de er professionelle i deres samarbejde.
Der er en kønnet forskel i, hvordan arbejdspladsromancer opfattes. Kvinder bliver oftere gjort ansvarlige for relationen, og kvinder møder oftere flere negative reaktioner fra kollegaer. Af denne årsag oplever flere kvinder, at parforholdet påvirker deres karriere negativt. Kvindedominerende brancher, såsom sundhed og uddannelse, anser i højere grad arbejdspladsromancer som uprofessionelle, mens mandsdominerede brancher som teknologi og finans ser mere mildt på den romantiske kemi mellem kollegaer.
Kærlighedsforhold på arbejdspladsen er et komplekst fænomen, hvor mange faktorer spiller ind. Det kan både være en kilde til lykke, men det kan også skabe nogle udfordringer. Hvis du selv har kastet dig ud i et forhold med en kollega, så frygt ej: Som med alt andet handler det i høj grad om tilvænning, hvor både jer selv og kollegerne skal vænne sig til den nye situation. Kærlighed på arbejdspladsen er måske ikke så farligt, som man kunne tro – medmindre I selvfølgelig går fra hinanden.
Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077





















