Ole Nielsen, SIFAs formand, er bekymret over de planlagte budgetbesparelser i Aalborg, der kan skade lokale idrætsklubber og det frivillige arbejde. Han advarer om mulige medlemsnedgange og påpeger, at idrættens rolle er vigtig at bevare.
Onsdag 27. og torsdag 28. september 2023 tager politikerne i Aalborg Byråd fat på sidste del af forligsforhandlingerne om det endelige kommunale budget. Og første tirsdag i oktober bliver der lukket endeligt for politiske ændringsforslag til budgettet.
Det er med andre ord travle dage for de folkevalgte – men også for en lang række mennesker, som på forskellig måde prøver at påvirke udformningen af det endelige budget.
Hasserisavis.dk har talt med én af dem.
Det er Ole Nielsen – formand for Samvirkende Idræts-Foreninger Aalborg (SIFA) og dermed repræsentant for flere end 70.000 mennesker organiseret i over 200 idrætsforeninger i Aalborg Kommune.
Forleden kunne man i et opslag på Facebook læse, at du blev vældig glad, da SIFA holdt det første officielle medlemsmøde med Aalborgs nye borgmester. Men at din glæde er blevet afløst af bekymring. Hvorfor det?
”Først af alt blev jeg glad, fordi Lasse Frimand Jensen sagde, at Aalborgs ’dna er præget af idrætten’ og at de frivillige er med til at ’at holde gang i noget af det allervigtigste i vores samfund.’ Det er som formand for den aalborgensiske idræts fællesorganisation svært ikke at blive begejstret, når den nye borgmester udtrykker sig lige så klart om idrættens rolle, som hans forgængere gennem de seneste 40-50 år har gjort. Men desværre er der et ’men’. Når jeg ser på det kommunale budget, som politikerne netop nu er ved at forhandle på plads, bliver jeg bekymret på idrættens vegne. Der er lagt op til ganske massive besparelser, som ikke kan undgå sine steder at gøre stor skade.”
Der er vel forskel på, hvordan det vil påvirke klubberne?
”Det er klart. Der er nogle af SIFAs medlemsklubber, der vil klare sig igennem uden de store udfordringer, men for andre bliver det en helt anden sag at skulle få hverdagen til at hænge sammen.”
Du er næppe uenig i, at også idrætten må bære en del af byrderne, når nu Aalborg Kommune står over for betydelige økonomiske udfordringer. Lidt firkantet sagt må klubberne vel selv vaske gulv, slå græs og stå for andre dele af de omkostninger ved deres klubdrift, som hidtil har været båret af kommunen?
”Nej, selvfølgelig er jeg ikke uenig i det. Men man må bare ikke være blind for, at idrætten med et reduceret økonomisk råderum alt andet lige er dårligere rustet til at påtage sig nogle af de ekstra opgaver, som det offentlige gerne set det frivillige foreningsliv medvirke til løsningen af. Det er klart, at idrætten må bære sin del af byrderne, hvis det er nødvendigt at beskære den kommunale økonomi. Jeg minder bare om, at det ikke ligefrem er omkostningsfrit.
Gitte Paulsen, der er formand for Lindholm Badmintonklub, har egentlig udtrykt problematikken så præcist. I hendes klub er der blandt medlemmerne en del børn og unge med udfordringer, hvilket kræver mange trænere på hvert hold. En konsekvens af en beskæring af klubbens kommunale tilskud vil være, at man må sætte loft på antallet af disse medlemmer, så der kan skæres i trænerstaben. Men det sker jo ikke uden, at det kommer til at gå ud over børn og unge, der har brug for et sundt fritidstilbud.
Jeg har også lyst til at citere Pia Haack Vadstrup, der er formand for Aalborg Fægteklub og i debatten blandt andet har pointeret, at denne klub med en reduceret økonomi får meget vanskeligere ved at engagere sig i de ting, som Aalborg Kommune de senere år har opfordret den til at være en del af. Det gælder blandt andet Bevæg Dig For Livet-indsatsen, Små Job Med Mening, Ukraine-hjælp, TryOut for de nye studerende og fægteintroduktion i folkeskolen.”
Men der er vel ikke noget, der forhindrer for eksempel fægterne i de ting – det må være deres egen prioritering inden for de rammer, de nu en gang har at arbejde med?
”Det kan du sige, men jeg vil nu ikke bebrejde hverken den eller andre idrætsforening, når den i takt med reduktion af økonomien vælger at koncentrere kræfterne om det, der er kerneopgaven.”
Det er vel ikke ligefrem en naturlov, at kontingentet i en idrætsklub skal forblive det samme år efter år?
”Selvfølgelig er det ikke det. Du må bare ikke glemme, at hos mange familier er økonomien stram på grund af inflation, højere el- og fødevarepriser og anden elendighed. Derfor kan du ikke bare lige vælte en kontingentstigning i hovedet på folk – i hvert fald ikke uden at det har omkostninger. Én ting er, at det kommer til at koste klubberne medlemmer. Men du skal også huske på, at den negative betydning kan være, at de svageste medborgere med det mindste rådighedsbeløb til for eksempel medlemskab af en idrætsforening bliver ramt. Og vælger du idrætten fra – ja, så vælger du i mange tilfælde også den fysiske og den mentale sundhed fra. Det kan samfundet på ingen måde være interesseret i.
Nogle sportsgrene er nærmest omkostningsfrie med hensyn til udstyr, men det er jo ikke tilfældet for eksempelvis ishockey. Det er næppe svært at forestille sig, at ekstra kontingentudgifter i den sidste ende kan føre til, at medlemmer der i øvrigt fungerer rigtig godt i klubben, er nødt til at stoppe med at spille ishockey, fordi de ikke kan klare de ekstra omkostninger.”
Fair nok. Så lad os tale lidt om, hvordan SIFAs medlemsklubber har det, uden at vi tager de aktuelle økonomiske forhandlinger med i regnestykket. Går det egentlig ikke meget godt i Aalborg?
”Det afhænger meget af, hvor du ser hen. Spørger du i Gug Badmintonklub, som træner i hallen ved Byplanvejens skole og i Gughallen, er de morderligt kede af, at klubben fra næste skoleår mister den ene af de helt store fødekæder i relation til nye børnemedlemmer. Allerede nu er de mest ressourcestærke elever flyttet fra Byplanvejens skole til andre skoler, hvilket er gået mærkbart ud over tilgangen derfra til den lokale badmintonklub. Spørger du i LKB-Gistrup Idrætsforening, kan du høre om konsekvenserne af en tidligere beskæring fra kommunal side, som betyder, at man har måttet ansætte en inspektør til vedligehold af baner og lokaler, så medlemmerne møder en klub med en nogenlunde rimelig standard. Og der skal man lige huske, at der er skåret i rengøring og vedligehold, selvom det er kommunens bygninger og arealer. Skal jeg give dig et tredje eksempel, kan det være Nørresundby Squash- og Tenniscenter, som Nørresundby Tennisklub er en del af. Her driver man et ret omfattende indendørs anlæg med tennisbaner og squashbaner, omklædning, cafeteria og lokaler til en kampsportsklub samt udendørs anlæg til tennis og padel. Det er med andre ord en pænt stor butik med hundredvis af brugere og en årlig omsætning omkring én mio. kr. For år tilbage fik klubben til driften af disse faciliteter kommunalt tilskud til en centerleder og til forbrugsmaterialer til de udendørs tennisbaner. Nu er det erstattet af et tilskud til rengøring. Alle de andre opgaver er overtaget af klubbens frivillige.”
Lad os lige dvæle lidt ved de frivillige.
”Ja, de frivillige der med borgmesterens ord er med til at ’at holde gang i noget af det allervigtigste i vores samfund.’ Jeg er aldeles enig. Men jeg må erkende, at jeg desværre har en vis bekymring på det område. I stadig flere af SIFAs medlemsforeninger er det en kendsgerning, at det i vid udstrækning ofte er de samme mennesker, der bærer de tunge frivillige opgaver. I årenes løb er økonomien rundt omkring kommet mere og mere under pres – med det resultat, at de frivillige frem for at koncentrere sig om det sportslige skal slås med en masse administrative funktioner. Det gør det ikke ligefrem nemmere at rekruttere nye frivillige og derfor er det mange steder de samme, der år efter år bærer ansvaret, mens de stille og roligt bliver ældre og ældre. Og mere og mere slidte.”
Aarrh, så er det vel heller ikke værre?
”Der er selvfølgelig forskel på det fra klub til klub, men desværre er det kendetegnende for mange, det jeg beskriver her. Og du skal huske på, at gør man livet alt for surt for de frivillige, så ender de med at springe fra. Og så bliver vi faktisk alle sammen fattigere.”
Hvordan det?
”Det gør vi, fordi det frivillige arbejde i idrætsforeningerne er med til at skabe rigdom i form af meningsfulde tilbud for tusindvis af mennesker. Ifølge Det nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd er det hver fjerde dansker, der udfører frivilligt arbejde i gennemsnitligt 15 timer pr. måned. Det er med andre ord en kæmpemæssig værdi for samfundet, og den skal vi passe på ikke at sætte over styr i bestræbelserne på at spare.”
Både Lasse Frimand Jensen og hans forgænger har talt om Aalborg som landets bedste idrætskommune. Er du – fra din stol som formand for idrætten i kommunen – ikke af samme opfattelse?
”Nu er tal jo taknemmelige, ikke? Det afhænger i sidste ende af, hvordan man gør tingene op. Men hvis vi lader være med at gøre det selv og i stedet ser på den seneste udgave af Danmarks Idrætsforbunds kommuneundersøgelse, så fremgår det ret tydeligt, at den aalborgensiske idræts vilkår er blevet stadig ringere over det seneste årti. For 10 år siden var Aalborg placeret som nr. 25 blandt landets kommuner, når der måles på ’andel af driftsudgifter til idrætsområdet’. Fire år senere var Aalborg gledet ned som nr. 49 og i 2021 – den seneste måling – er placeringen yderligere forringet til en 51.-plads.
Målt i procent er Aalborgs andel af driftsudgifter til idrætsområdet senest opgjort til beskedne 0,98%. Sammenholdt med et landsgennemsnit på 1,05% er det ikke ligefrem prangende for en kommune, der vil være blandt de bedste.”
Der er vel ikke så langt fra 0,98 til 1,05%, hvis du skal være helt ærlig?
”Det kan man mene. Men det hører med til billedet, at Danmarks bedste idrætskommune målt på midler afsat til drift på idrætsområdet er Furesø med 1,95%. Det er altså bid over Aalborg. Og ser vi på Herning, som Aalborg af forskellige årsager ofte sammenligner sig med – ja, så hygger midtjyderne sig på en 7.-plads, som de opnår med 1,54%.”
Hvor vil du hen med det?
”Jeg vil derhen, at denne realitet – andet kan man vist ikke rigtigt kalde det – harmonerer meget dårligt med de fine ord om Aalborgs placering i toppen som idrætskommune. Og endnu dårligere når man ser på den fortsatte beskæring af klubbernes rådighedsbeløb.
Som sagt er det indlysende, at idrætten også må være med til at bære, hvis det viser sig endegyldigt nødvendigt at beskære den kommunale økonomi. Jeg minder blot om, at det ikke er omkostningsfrit. Og at man i så fald vil stå sig ved også at regulere skønmaleriet af Aalborgs rolle som idrætsby.”
Er det ikke ok med mere end det sædvanlige ’At blive ved jorden’, som så ofte præger os nordjyder?
”Der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg om nogen synes, det er dejligt med ambitioner. Og – selv for en nordjyde – ind imellem også med store armbevægelser. Vi skal bare ha’ noget at ha’ det i. Så meget desto mere håber jeg virkelig, at politikerne lander på et fornuftigt resultat, så idrætten ikke skal kæmpe med nedskæringer i det omfang, som vi har set præsenteret på det seneste.”
