Indlæg af psykolog Mathilde Serup
Vi forbinder ofte stress med sygdom, men i virkeligheden er det en biologisk reaktion på belastning. Først når belastningen bliver langvarig, begynder problemerne.
Stress er et af de mest omtalte sundhedsproblemer i vores tid, og ifølge Sundhedsstyrelsen oplever omkring hver fjerde dansker et højt stressniveau. Stress omtales ofte som en folkesygdom, men det er i virkeligheden en misforståelse. Stress er ikke en sygdom, men en naturlig biologisk reaktion på belastning, som evolutionen har udviklet for at beskytte os. Når hjernen registrerer en trussel, går kroppen i beredskab. Hjertet slår hurtigere, musklerne spændes, og opmærksomheden rettes mod det, der kræver handling. Det er en mekanisme, der har sikret menneskets overlevelse gennem tusindvis af år. Set fra et biologisk perspektiv er stress i sig selv hverken et problem eller farligt. Tværtimod. Uden stress ville vi have svært ved at præstere, træffe hurtige beslutninger og tilpasse os de udfordringer, vi møder i hverdagen. Problemet opstår dog, når kroppen aldrig får besked om, at faren er drevet over.
Når alarmen aldrig slukker
Det er her, det moderne liv udfordrer os. De fleste af os bliver ikke jagtet af vilde dyr. Til gengæld lever mange med en strøm af belastninger, der aldrig rigtig stopper. Arbejdsopgaverne står i kø, telefonen bliver ved med at bippe, og følelsen af aldrig at være helt færdig bliver en del af hverdagen. Hver enkelt belastning kan virke overkommelig, men tilsammen holder de kroppens alarmsystem aktivt. Forskningen kalder det en langvarig belastning af kroppens reguleringssystemer. Kroppen er ganske enkelt ikke skabt til at være i alarmberedskab uge efter uge og måned efter måned.
Hjernens reaktion på langvarig belastning
Det er også derfor, stress begynder at forandre den måde, vi fungerer på. Mange oplever, at de bliver mere glemsomme, mister overblikket eller har svært ved at koncentrere sig. Andre bliver mere irritable, trækker sig fra sociale relationer eller føler sig konstant trætte, selv efter en god nats søvn. For mange er det mest skræmmende, at de ikke længere kan genkende sig selv. Men det er ikke, fordi man er blevet et andet menneske. Det er hjernens naturlige reaktion på en vedvarende belastning og et vigtigt signal om, at belastningen har varet for længe.
Balance mellem krav og ressourcer
Samtidig er det vigtigt at understrege, at belastning ikke automatisk fører til stress. Vi mennesker kan håndtere store krav, når vi oplever, at vi har ressourcerne til det. Det afgørende er balancen. Forskningen viser, at risikoen for stress vokser, når kravene gennem længere tid overstiger de ressourcer, vi har til rådighed. Især hvis vi mangler indflydelse, møder uklare forventninger eller står alene med ansvaret. Det er derfor sjældent de høje krav i sig selv, der skaber stress, men derimod den vedvarende ubalance mellem krav og ressourcer.
Forebyggelse handler om mere end pauser
Det peger også på, hvordan stress bedst forebygges. Søvn, motion, pauser og andre strategier til restitution er vigtige, fordi de hjælper kroppen ud af alarmberedskabet. Men de kan ikke stå alene, hvis de belastninger, der holder alarmen tændt, fortsætter uændret. Forebyggelse handler derfor både om den enkelte og om de rammer, vi lever og arbejder i. Når der er balance mellem krav, ressourcer, indflydelse og social støtte, falder risikoen for langvarig stress markant. Stress er derfor ikke kun et signal fra kroppen, men også et signal om, at balancen mellem mennesket og dets omgivelser er kommet ud af kurs.
Læs september-avisen her
