Susanne Kristensen kan den 1. oktober fejre sit 10-års jubilæum med Plii Hairstyling, og forinden fejringen gør hun status på det sidste årti med frisørsalonen.
Den 1. oktober kan Susanne Kristensen slå dørene op til frisørsalonen på hjørnet af Kornblomstvej og Vestre Allé med et ekstra stort smil på læben. Der kan hun nemlig fejre sit 10-års jubilæum som indehaver af Plii Hairstyling, som hun overtog som 25-årig. Susanne Kristensen blev ansat i salonen i april 2013, og da Plii Hairstylings tidligere ejer ikke ønskede at drive salonen videre, fik Susanne Kristensen tilbuddet om at overtage.
”Jeg havde et par dage til at beslutte mig, og det valgte jeg at takke ja til. Det føltes bare rigtigt, og det værste, der kunne ske, ville være, at jeg skulle sælge salonen igen. Og nu er der jo gået ti år,” fortæller Susanne Kristensen, der på dette tidspunkt havde været udlært frisør i et år.
”Det faldt så naturligt til mig at blive selvstændig. Jeg er selv vokset op med, at min far er selvstændig, og min mor har været butikschef i næsten 20 år. Derfor var det ikke nyt for mig, at man arbejder længe og hårdt for at få tingene til at lykkes,” siger hun.
Tro mod sig selv
Susanne Kristensen fortæller, at den største udvikling, der er sket i salonen gennem tiden, er hendes egen udvikling rent fagligt.
”Jeg er selv blevet 10 år ældre, og med tiden er jeg blevet mere tro mod mig selv i mit arbejde, end da jeg startede. Jeg er ikke bange for at sige fra, hvis der er noget, som ikke kan lade sig gøre, hvorimod jeg i starten måske var mere tilbøjelig til at forsøge at efterleve kundens ønsker, selvom jeg havde en fornemmelse af, at det ikke ville blive pænt i første omgang. Så kunne jeg bruge ti timer dagen efter på at rette op på det gratis. I dag har jeg ti års erfaring, hvor jeg har lært, at det er ok at sige fra, hvis jeg bedømmer, at det ikke kan blive, som kunden ønsker,” forklarer hun.
Navn på facaden
Mange af Susanne Kristensens kunder er med tilbage fra dengang, hun tog springet i 2013, og af hensyn til dem og for at undgå forvirring, besluttede hun sig for at beholde salonens tidligere navn. Senere fik hun også sit eget navn på facaden, der nu prydes med det sorte skilt med hvide bogstaver, hvorpå der står: Plii Hairstyling v. Susanne Kristensen.
”Nogle af mine kunder er kommet hver femte uge i ti år, så derfor ser man hinanden meget. De har støttet mig, siden jeg startede, og det er jeg virkelig taknemlig for. Og så er jeg selvfølgelig glad for alle de nye kunder, der er kommet til gennem årene. Når man får anerkendelsen fra kunderne, der er tilfredse og kommer igen, bliver man bare så glad. Det løfter mig hver eneste dag, og jeg har aldrig fortrudt, at jeg overtog salonen,” siger hun.
God tid
Det er vigtigt for Susanne Kristensen at understrege, at Plii Hairstyling er en salon helt nede på jorden. Her skal kunderne kunne slappe af, og de skal føle, at der er tid til den enkelte. Og at give sig god tid til kunderne er en af hemmelighederne bag Susanne Kristensens succes.
”Det er ikke en banegård, hvor kunderne bliver sendt ud halvfærdige. Så bruger jeg hellere ti minutter længere, og næste kunde får selvfølgelig samme behandling. Det er fordelen ved at have en lille salon, hvor der er god tid til den enkelte kunde, og det kan jeg mærke, at mine kunder værdsætter.”
Reception og goodiebags
Susanne Kristensens kalender er booket hver eneste dag, og hun er taknemlig for sine loyale kunder, der anbefaler hende til andre; for sin elev, Melanie, der er en fantastisk hjælp for hende i salonen; for den firbenede salonassistent, den engelske buldog Hr. Frederiksen, som har tjent i salonen i 4½ år; og for sin tålmodige kæreste, Lars, for hans støtte på de travle dage.
Susanne Kristensen ser positivt på fremtiden og planlægger at fortsætte som selvstændig mange år endnu, hvor de første 10 år nu bliver fejret med reception på Vestre Allé 25 med goodiebags, konkurrencer og tilbud på lækre behandlinger lørdag den 30. september kl. 10 til 15.
Læs resten af den trykte udgave her på netavisen.





















