I en årrække er der blevet skrevet og bragt meget om boligprisernes himmelflugt og faldende liggetider i de større danske byer. På det seneste har det handlet om, hvorvidt markedet er på vej op eller ned efter usædvanlig travlhed på boligmarkedet under corona samt rentestigninger. Ejendomsmægler Thorkild Kristensen maner dog til ro, da boligmarkedet i Aalborg ikke kan sammenlignes med byer som Aarhus og København, og udviklingen er slet ikke så dramatisk.
Der er ikke noget, der tyder på, at boligmarkedet i Aalborg har været overophedet, ligesom der hverken er registreret bemærkelsesværdige stigninger eller nedgange i salget af boliger eller liggetider hos ejendomsmægler Thorkild Kristensen. Sådan er konklusionen, når ejendomsmægler Jette Gudiksen gør tallene for boligsalget op for de forgangne år samt det første halvår af 2022.
”Der er rigtig travlt hos os, ligesom der har været igennem længere tid. Vi søger blandt andet efter to nye mæglere for at kunne følge med. Når jeg kigger på solgte boliger, liggetider og salgspriser, så er der faktisk ikke de store forskelle at spore på boligmarkedet i Aalborg i de seneste år. Pris- og salgsudviklingen følger de helt forventelige konjunkturer, og det handler nok mere præcist om, at udbud og efterspørgsel påvirker situationen på boligmarkedet” forklarer ejendomsmægler Jette Gudiksen.
Hun forstår dog fuldt ud, at folk lader sig rive med af stemningen, når der er spekulationer om, hvordan markedet udvikler sig og bliver påvirket af stigende renter, høj inflation og stigende energipriser.
Under corona blev boligmarkedet beskrevet som overophedet på grund af den store købelyst, hvor boligpriserne angiveligt strøg i vejret og liggetiderne faldt som følge af den store efterspørgsel. Dog er prisstigningerne ikke helt så vilde i Aalborg som andre steder, og liggetiderne samt antal solgte boliger lader ikke til at have ændret sig synderligt.
”Priserne i Aalborg er stadig på et fornuftigt niveau i forhold til landsgennemsnittet, og der bliver stadig opført en bred type af nye boliger med plads til alle fra de unge studerende, børnefamilier, par uden børn til seniorer. Derfor er det et attraktivt marked set ud fra købers perspektiv, og Aalborg Kommunes popularitet er voksende med befolkningstilvækst igennem flere år, hvorfor der stadig er både behov for og lyst til at købe og bygge boliger i området. Vi har på kort tid solgt 59 boliger på Stigsborg Brygge og 45 byggegrunde i Frejlev, så købelysten fejler i hvert fald ikke noget”, forklarer Jette Gudiksen.
Ifølge statistik fra Boligsiden.dk, der er ejet af størstedelen af landets ejendomsmæglere, så er gennemsnitsprisen i salgspriserne på huse i Aalborg Kommune steget 4,4 procent i det seneste år.
I Aarhus er ændringen i gennemsnitlig salgspris også kun steget 5,4 procent i det forgangne år, hvorimod kommuner i hovedstadsområdet som Rudersdal er steget 23,3 procent og Gentofte er steget 23,1 procent. Der er dog også kommuner, hvor prisudviklingen går den anden vej, da boligejere i eksempelvis Jammerbugt, Skive, Morsø og Mariagerfjord oplever faldende salgspriser.