Nordjyske Bank Caféen i Aalborg KFUM Fodbold kan bryste sig af at have et internationalt snit over sig. Man kan nemlig tit opleve at blive betjent af et par 16-18-årige unge mennesker, der kun taler engelsk og sparsomt dansk.
Én af de vigtigste samarbejdspartnere for Aalborg KFUM Fodbold, i forhold til den daglige drift er uden tvivl Hasseris Gymnasium & IB
World School. Som et vigtigt supplement til bemandingen af klubbens cafeteria, leverer det lokale gymnasium hvert år elever fra en hel årgang.
Det er andetårsstuderende fra skolens internationale IB afdeling der, som et led i deres uddannelse skal udføre frivilligt arbejde i lokalsamfundet. Programmet hedder CAS og er en forkortelse af creativity, activity og service. Det frivillige arbejde i KFUM er disse elevers første møde med CAS-programmet, hvis hovedformål er at bevidstgøre eleverne om, at læring og personlig udvikling ikke
bare er noget der foregår i skoleregi, men i høj grad også, er noget der sker i samarbejdet med lokalsamfundet. Her er det meningen, at eleverne selv skal udpege og opsøge de steder i lokalsamfundet, der har brug for frivilligt arbejde.
Cafévagterne – som de hedder i daglig tale – er obligatoriske for netop at hjælpe eleverne i gang med disse CAS-aktiviteter, der i løbet af et skoleår byder på interaktion med organisationer som Red Barnet, Røde Kors, Aalborg Karneval og Børnecancerfonden.
Ambassadør-korps
For at samarbejdet skal forløbe så optimalt som muligt, er der oprettet et ambassadør-korps, der skal lette kommunikationen mellem de ca. 60 elever, der primært er engelsk-talende, og klubben. Hver elev forpligter sig på tre vagter halvårligt, hvilket naturligvis nødvendiggør en indføring i opgaverne i cafeteriet – især i efterårssæsonen. Så bliv ikke overrasket, hvis du bliver mødt af et ”hello, how can I help you?”
Taknemmelig for samarbejdet
I Aalborg KFUM Fodbold er man meget taknemmelige for samarbejdet, der efterhånden kører på 5. år. Uden IB-eleverne skulle de mange vagter nemlig dækkes af forældre til klubbens børneog ungdomsspillere samt seniorspillere, der i stedet kan nøjes med at byde ind med et par vagter i løbet af året.
”Vi har stor fokus på at have Nordjyske Bank Cafeen åben, især på dage med kampe, for at skabe et klubliv til glæde for alle. For at dette kan lade sig gøre, er vi meget afhængige af det gode samarbejde med Hasseris Gymnasium. Uden dette samarbejde, ville vi have svært ved at have cafeen åben hver dag, uden at skulle trække ekstra meget på forældrene og seniorspillerne i klubben”, udtaler forretningsfører Anders Christensen.