Pernille Thulin er personlig stylist og rådgiver i farver og snit, så hendes kunder kan finde deres personlige stil og slippe for tøjkriser og fejlkøb.
Du kender det; du bliver fristet af en ny trend, der hænger på bøjlen i forretningen, men når tøjet så når hjem i skabet, matcher det måske ikke resten af garderoben, det bliver derfor sjældent brugt og ender med at blive glemt og gemt væk i bunken af de andre fejlkøb. Når du så skal vælge tøj om morgenen, har du stadig følelsen af, at du intet har at tage på.
Det er netop her Pernille Thulin kommer ind i billedet. Som personlig stylist vejleder og rådgiver hun kunder i farver og snit, for som hun selv siger, handler hendes arbejde ikke om mode – det handler om stil.
”Mange tror, at en personlig stylist er noget fancy – men mine kunder er helt almindelige kvinder, der ønsker et bedre og mere ukompliceret forhold til tøj,” siger hun.
“Det handler ikke om brands eller dyrt tøj, det handler om at finde det, der klæder og får en til at føle sig godt tilpas. Hvis farve og snit passer til personen, så er det irrelevant om et stykke tøj er 10-15 år gammelt,” siger Pernille Thulin.
Garderobetjek
Pernille Thulin har beskæftiget sig med tøj siden 2003 år og startede selvstændigt som stylist i 2017 med en mission om at bringe glæden tilbage i garderoberne med viden om farver, snit og stil.
”Hvis basen i garderoben er gennemtænkt, kan tøjet bruges på kryds og tværs. Men det kræver, at man køber tøj inden for den samme farveskala, for så passer den røde og grønne pludseligt sammen. Så kan man altid supplere med noget modebaseret, der kan pifte garderoben lidt op,” forklarer Pernille og viser en farve-pallette, hun dagen forinden havde med ud til en kunde.
Her lavede hun et garderobetjek for at gøre kundens tøjskab mere overskueligt og funktionelt. Hun gennemgik det eksisterende tøj i skabet, guidede i forskellige snit og farver, sorterede og ryddede ud og gav inspiration til at sammensætte det nuværende tøj på nye måder.
”Det koster selvfølgelig at hyre mig, men det sparer man jo så i fejlkøb på den lange bane,” smiler Pernille og forklarer forskellen på hendes arbejde som stylist og på en personlig shopper i en tøjbutik:
“Det ikke er det samme, vi laver. Jeg vil hellere have et garderobetjek, hvor jeg kan danne mig et billede af kundens stil og lære dem at bruge det, de har, i stedet for at skynde sig ud at købe nyt. Modsat har en personlig shopper til formål at sælge nyt tøj og har ikke nogen anelse om, hvad kunden har hængende derhjemme i forvejen.”
Håndværket
Pernille Thulin er uddannet konstruktør og skrædder, hvilket giver hende en solid forståelse for håndværket, når hun møder sine kunder og deres garderobe. Hun har tidligere arbejdet i tøjproduktion, men tempoet og konceptet om Fast Fashion, salg og trends er ikke noget, der passer til hendes værdier.
”Når man sidder og laver modelinjer, bliver der ikke taget højde for, hvad der klæder den enkelte. Her tænker man ikke over, hvordan danske kvinder generelt ser ud i forhold til valg af sæsonens nye farver og snit.”
I dag bliver hun booket freelance til at gennemgå og tilrette prøver ved fx nyopstartede tøjbrands eller firmaer uden fast konstruktør, der har brug for fagligt blik, men ellers beskæftiger hun sig mest med forskellige stylingsopgaver.
Nyt på CV’et
Generelt holder hun af at have forskellige opgaver i kalenderen, så arbejdsugen bliver så varieret som muligt. Her kan hun eksempelvis holde oplæg ved virksomheder og personaleforeninger vedrørende påklædning, stå for stylingen til reklamefilm og photoshoots, og hun er i øvrigt tilknyttet Aalborg Teater, hvor hun arbejder med skuespillernes kostumer bag scenetæppet.
”Den sidste forestilling havde 34 roller, der alle skulle skifte tøj undervejs. For mig minder det jo om et photoshoot, hvor det hele skal foregå meget struktureret, og det passer mig så fint. Jeg er vant til at have mange forskellige bolde i luften med forskellige jobs,” siger hun og fortæller, at hun netop har tilføjet makeupartist på CV’et.
”Mange stylister, der vælges til produktioner, arbejder primært med hår og make-up. Nu, hvor jeg også kan lægge makeuppen, kan jeg arbejde med endnu flere B2B-kunder – hvor opgaverne er meget anderledes end ved mine private kunder – imens jeg samtidigt har en dybdegående og nørdet tilgang til at sammensætte tøjet,” siger hun.
Det betyder også, at Pernille ikke blot kan hjælpe private kvinder med tøjstyling, men hun kan også assistere med makeup til specielle lejligheder og fester.
”På samme måde som tøjet, tager jeg udgangspunkt i personen foran mig. Det er igen vigtigt at vælge de rigtige farver, så det passer til kundens egne farver,” understreger hun.
Privat er Pernille Thulin gift, mor til tre og har boet i Hasseris i 16 år.