Simon Fjeldgaard fra Kundeservice i Føtex i Hasseris er i gang med sin afsluttende fagprøve, hvor han har valgt at fokusere på et produkt, som tiltaler kunderne.
25-årige Simon Fjeldgaard er Management Trainee i Føtex i Hasseris Bymidte og er godt i gang med sin afsluttende fagprøve. Inden Simon kom til butikken i Hasseris i 2022, har han været ansat i Føtex i Aalborg Øst i fire år. Arbejdet i Føtex startede egentligt ud som en sabbatår-beskæftigelse, men for Simon Fjeldgaard blev det til lidt mere, og han valgte derfor at tage uddannelsen som Management Trainee, som er Salling Groups interne elevuddannelse. For at starte på en frisk og lære en ny, spændende kundegruppe at kende, faldt valget på Føtex i Hasseris.
En passion for kvalitet
Ifølge den passionerede Management Trainee, er der nemlig noget særligt over kundegruppen i Føtex i Hasseris i forhold til, hvad han har været vant til.
“Jeg kunne jo med det samme se, da jeg kom herud, at det er en helt anden kundegruppe,” fortæller han.
Her er der nemlig en passion for kvalitetsprodukter, og ifølge Simon Fjeldgaard er der også et stort salg af vin:
“Vi sælger meget vin – sådan helt vildt meget vin”, siger han, og fortsætter: “Og så har vi også bare en masse kunder, som godt kan lide den gode historie og godt kan lide kvalitetsprodukter”.
Et dansk produkt som inspiration
Til Simon Fjeldgaards fagprøve gav det derfor god mening at sætte fokus på et produkt, som kunderne i Hasseris godt kan lide; nemlig vin. Med en kundegruppe, der elsker den gode historie og kvalitet, så han potentialet i det danske firma Frederiksdals kirsebærvin og -likør. Og selvom produkterne er i den dyre kategori, var Simon Fjeldgaard sikker på dets appel:
“Jeg var slet ikke i tvivl om, at det ville falde i god jord her, og at folk ville synes, det var spændende,” siger han.
Valget af det danske produkt har også været en mulighed for at inspirere andre salgselever: “Det er lidt for at prøve noget nyt, men også for forhåbentligt at inspirere andre elever til at turde tage et andet produkt end det man plejer,” fortæller Simon Fjeldgaard.
Nyt liv til kirsebærvinen
Selvom mange forbinder kirsebærvin med drikke fra gamle dage, har Simon Fjeldgaard formået at overbevise kunderne med både smagsprøver og fortællinger om baggrunden for vinen fra Frederiksdal Gods.
“De bliver meget overraskede over, at noget man forbinder med noget andet, smager så godt. Og det var jo det, jeg håbede ville ske, for det var den samme oplevelse, jeg havde, da jeg smagte på det,” siger han og griner.
I maj 2024 skal Simon Fjeldgaard forsvare sin afsluttende fagprøve som Management Trainee, og kan derefter kalde sig udlært. Hvad der skal ske efterfølgende, har han ikke helt på plads endnu, men indtil da, er han i hvert fald at finde i Føtex i Hasseris.





















