By- og Landskabsudvalget har sendt et forslag om en ny LIDL varebutik på Skelagervej ved siden af den nuværende Nettobutik og en ny Rema 1000 på hjørnet af Skelagervej og Bygaden i fordebat.
Efter lidt forvirrende meldinger fra By- og Landskabsudvalget ved. placering og antal af eventuelle nye
dagligvarebutikker, har man nu besluttet at sende sagen ud til fordebat.
En fordebat er en høring blandt borgerne, hvor man har mulighed for at komme med kommentarer, inden der udarbejdes en egentlig lokalplan. Fordebatten forløber i en otte ugers periode fra 26. juni til 14. august.
Den 4. april indstillede forvaltningen et forslag om igangsætning af en fordebat for, der omfattede to nye dagligvarebutikker. I sagsbeskrivelsen henviste forvaltningen til, ”… at der foreligger to konkrete ansøgninger til etablering af dagligvarebutikker, der ligger i tilknytning til det eksisterende centerområde”.
LIDL og Rema
Ifølge Hasserisavis’ oplysninger drejer det sig om en LIDL-butik ved siden af den nuværende Netto-butik, og en Rema 1000 butik på hjørnet af Skelagervej og Bygaden Syd. LIDL-butikken vil blive placeret på den nuværende busholdeplads – et areal, der ejes af Aalborg Kommune, og desuden vil Hasseris Boligselskab skulle frasælge et grundstykke, hvor det nuværende fælleshus er placeret.
Rema 1000 butikken planlægges placeret på et areal, hvor der nu ligger seks ejendomme (Bygaden 60, 60A+B, 62, 62A og 64).
Rema 1000 afvist
Noget overraskende besluttede udvalget, at man ikke ønskede en placering vest for Bygaden (hjørnet af Skelagervej og Bygaden Syd. Vi bad efterfølgende rådmand Jan Nymark (V) om en begrundelse for at udtage dette område af fordebatten. I sit svar redegør rådmanden for, at han under indledningen af punktet lagde vægt på det uhensigtsmæssige i at nedrive 4-5 udmærkede og velfungerende boliger. Rådmanden fortsatte i sit svar med at redegøre for, at hans personlige holdning er:
“Jeg er ikke selv afvisende overfor, at der kunne findes plads til endnu en dagligvarebutik i området, og her har Bygaden 98 (hjørnet af Bygaden og Sandtuevej, Red.) tidligere været i spil som en mulig placering… men nu må vi se, hvad forvaltningen indstiller, efter at hjørnegrunden vest for Bygaden er udgået.”
Den 20. juni behandledes en ny indstilling i By- og Landskabsudvalget. Denne indstilling indeholder alene en dagligvarebutik ved siden af den nuværende Nettobutik, i overensstemmelse med udvalgets tidligere beslutning (se ovenfor).
Inde i varmen igen
Selv om den placering, som Jan Nymark omtalte i sit svar til Hasserisavis (Bygaden 98) ikke er indeholdt i indstillingen, redegør forvaltningen indgående for hvorfor det ikke er muligt at placere en butik i dette område.
Her henvises blandt andet til det eksisterende plangrundlag, og til at området indgår som en del af Sorthøjkilen. Hvorfor redegørelsen er medtaget, fremstår ikke klart, men det kan antages, at hensigten er at slå fast en gang for alle, at der i forvaltningen ikke er opbakning til en placering af en butik her, på trods af rådmandens ønske herom.
Derimod er udvalget nu pludselig positiv stemt overfor at geninddrage området vest for Bygaden. Af referatet fremgår “Udvalget dog ønsker at inddrage området vest for Bygaden i fordebatten”. Hvad der ligger bag dette stemningsskifte i udvalget siger referatet dog ikke noget om, men angiveligt ligger der en dialog med Rema 1000 bag det, idet Rema 1000 tilsyneladende har været lydhør overfor et ønske om at placere butikkens parkeringsområde så det ikke er synligt fra vejen.
Dialogmøde i Skelagergården
Hasseris Boligselskab udsendte den 17. juni en invitation til et dialogmøde blandt beboerne i Skelagergårdene. Mødet blev afholdt den 26. juni. I invitationen redegør direktør for Hasseris Boligselskab Jørgen Henriksen for den dialog som boligselskabet har haft med LIDL om muligheden for at placere en dagligvarebutik på en del af afdelingens areal.
I brevet beskrives placeringen som: “Helt specifikt er det arealet hvor adgangsvejen ligger i dag der er tale om. Også den nuværende busholdeplads indgår i arealet”. I en opfølgende samtale med direktøren oplyser han dog, at butiksarealet også omfatter den del, hvor fælleshuset i dag er placeret.
Desuden oplyser han, at LIDL er indstillet på at stille tagetagen på en kommende butik til rådighed som ‘fælleshus’, og Jørgen Henriksen tilføjer, at det formentlig vil blive modtaget positivt blandt beboerne, da der tidligere har været en del klager over støjgener fra beboerne omkring fælleshuset.
Skepsis blandt beboerne
Vi spørger, om vi må overvære beboermødet, men får oplyst, at der ikke er presseadgang, men at vi efterfølgende kan få en opsummering af direktøren.
Efter mødet oplyser han, at der mødte ca. 100 beboere op, og at stemningen i begyndelsen ‘var noget skeptisk’, men at den i løbet af mødet dog blev mere positiv.
Vi har forsøgt at få kontakt til beboerforeningen i Skelagergårdene, men den har via direktøren meddelt, at den ikke ønsker at udtale sig til pressen på nuværende tidspunkt.