For første gang kan Aalborgs borgere selv vælge deres favorit blandt byens mest imponerende byggeprojekter – og her er et familiehus ved Rotunden blandt de nominerede til ‘Borgernes Favorit’.
Aalborg Kommune har tradition for at præmiere bygninger og byrum, der bidrager med en særlig arkitektonisk kvalitet til byens udvikling. I år introduceres en ny kategori, ’Borgernes favorit’, hvor byens borgere har mulighed for at stemme på deres foretrukne arkitektoniske projekt.
En af de nominerede i år er Leandervej 1, et smukt enfamiliehus, der ligger centralt i vores område. Huset er udvalgt blandt mange forslag, som Aalborg Kommune har modtaget i løbet af foråret, og er nu en af de otte finalister, der kan vinde prisen.
De øvrige nominerede projekter spænder bredt fra etagebyggeri i Bispensgade til det nye Vestbjerg Idræts- og Kulturcenter på Bakmøllevej. Hvert af de otte projekter er blevet anerkendt for deres unikke bidrag til Aalborgs arkitektoniske landskab.
Rådmand for By og Land, Jan Nymark Rose Thaysen, udtrykker sin begejstring over den nye kategori:
“Det bliver spændende at se, hvem der løber med prisen ‘Borgernes favorit’. Arkitektur diskuteres ofte blandt kommunens borgere, da smag og behag er individuel, men jeg synes i hvert fald, at det er 8 gode emner, som alle er kvalificerede til at vinde prisen,” udtaler han og fortsætter:
“Vi har i år set på virkelig mange flotte projekter, som alle bidrager positivt til Aalborgs arkitektoniske landskab – også ud over dem, komitéen har valgt at præmiere. Jeg er på byens vegne stolt over og glad for, at så mange bygherrer og arkitekter vælger at prioritere det høje kvalitetsniveau.”
Afstemningen er åben frem til den 4. september, og vinderen af ’Borgernes favorit’ afsløres fredag den 11. oktober sammen med de øvrige præmieringer, der er udvalgt af Aalborg Kommunes komité for bygningspræmiering.
Hvis du ønsker at stemme på Leandervej 1 eller en af de andre nominerede, kan du afgive din stemme til ‘Borgernes favorit’ via Aalborg Kommunes hjemmeside.
De 8 emner er:
- Stigsborg Bygade 27-35 – Mobilitetshus
- Nytorv – byrum
- Vesterbro 1B – Ansgars Kirkens sognehus
- Bispensgade 3 – etagebyggeri
- Gaias Allé 36 – enfamiliehus
- Bakmøllevej 280 – Vestbjerg Idræts- og Kulturcenter
- Leandervej 1 – enfamiliehus
- Østerå i Karolinelund – bypark og klimatilpasningsprojekt