Hvad sker der, hvis du mister evnen til at træffe beslutninger for dig selv? Advokat Tommy Olesen giver indsigt i fremtidsfuldmagter og nye regler om fravalg af genoplivning, der beskytter din ret til at bestemme over eget liv.
Af Tommy Olesen, advokat og partner
Haugaard | Braad Advokatpartnerselskab
Situationen er ikke sjældent forekommende: Alderen finder sit indtog, musklerne svinder ind, og hukommelsen er måske ikke, hvad den har været. Det er livets naturlige gang. Pludselig er man ikke lige så ovenpå, som man ellers plejede at føle sig. De fleste af os tager autonomi og evnen til at bestemme over eget liv for givet, hvilket man specielt bliver konfronteret med, når demens, akut sygdom eller anden modgang står for døren. Men hvad sker der, hvis vi en dag mister evnen til at træffe beslutninger? Hvem skal tale og beslutte på vores vegne, og hvordan sikrer vi, at vores ønsker bliver respekteret? Fremtidsfuldmagter og de nye regler om fravalg af genoplivning sætter individets selvbestemmelse i centrum. Men de kræver aktiv handling.
Fremtidsfuldmagternes fremtog
Traditionelt har generalfuldmagten været mange danskeres løsning på ovennævnte udfordringer, men med opfindelsen af fremtidsfuldmagten i 2017 fødtes en ny mulighed og dermed også et alternativ til værgemål.
Fuldmagternes karakteristika
Generalfuldmagten giver én eller flere fuldmægtige ret til at handle på fuldmagtsgivers vegne og træder i kraft ved oprettelsen. Denne ses ofte at være tidsbegrænset. Fremtidsfuldmagten giver på samme måde den/de fuldmægtige adgang til at varetage fuldmagtsgivers økonomiske og personlige interesser, men bliver derimod først gældende, hvis fuldmagtsgiver mister evnen til at varetage sine egne forhold. Derudover kan fuldmagter kombineres, så flere typer samles i én såkaldt kombinationsfuldmagt. Valget må alt andet lige afhænge af det konkrete tilfælde, og hvad der af fuldmagtsgiver skønnes hensigtsmæssigt.
Fremtidsfuldmagtens fordele
Ved oprettelsen af en fuldmagt kræves det, at man har handleevnen i behold. Man må således ikke være dement, under værgemål mv. Der er som regel intet, der er sikkert her i livet, og man ved undtagelsesvis, hvad fremtiden bringer. Fremtidsfuldmagten kan i den anledning være et redskab, der kan bruges til at forberede sig på det, der potentielt kan opstå. Der kan på den måde skabes en vis sikkerhed og vished for både fuldmagtsgiver og dennes pårørende. Desuden kan der være nogle punkter, som man skal være særligt opmærksom på og forholde sig til i forbindelse med udformningen af fuldmagten, herunder forhold vedrørende gaver, retten til indsigt i din økonomi mv., samt hvem der skal indsættes som fuldmægtig. Samtidig fordrer fremtidsfuldmagten en vis forudseenhed. Det anbefales derfor at tage en advokat med på råd, hvis det er relevant for dig at oprette en fuldmagt af den ene eller den anden årsag.
Alternativet er værre
Hvis du ikke opretter en fremtidsfuldmagt, er alternativet ofte et offentligt værgemål via Familieretshuset, hvor der bliver udpeget en værge, som kan disponere på dine vegne. Her har du og dine nærmeste ingen eller kun begrænset selv-/medbestemmelse. Værgen har et stort ansvar, herunder er der pligt til at føre regnskab over, hvordan indtægterne administreres, og der er et krav om forudgående godkendelse af væsentlige beslutninger, f.eks. salg af hus/lejlighed, hvor Familieretshusets sagsbehandlingstider er både lange og kritiserede. Og hvis formuen er 75.000 kr. eller derover, skal den indsættes og bestyres i en godkendt forvaltningsafdeling. Sådanne forhold gør, at mange oplever værgemål som en formynderisk og uhensigtsmæssig løsning.
Fravalg af genoplivning
Med mantraet om selvbestemmelse i mente, forekommer det næsten indlysende, at der skal gøres opmærksom på endnu en mulighed for at øve indflydelse på eget liv og afslutningen på selvsamme. De nye regler om fravalg af genoplivning er netop trådt i kraft og giver habile borgere over 60 år adgang til at fravælge genoplivningsforsøg i tilfælde af hjertestop. Dette foregår ved registrering af fravalget på sundhed.dk eller ved indsendelse af en blanket til Sundhedsdatastyrelsen. Reglerne er kun bindende for sundhedsprofessionelle, og fravalget kan naturligvis fortrydes. Det kan være en tung beslutning, både for den enkelte og for de pårørende, men den er samtidig et udtryk for retten til at bestemme over egen krop og liv. Formålet er således først og fremmest at forbedre ældres livskvalitet samt sikre, at individets ønsker bliver respekteret – selv i livets afsluttende faser.
Dit liv – dit valg
Passivitet og manglende stillingtagen kan medføre unødige konflikter samt usikkerhed for både dig selv og dine pårørende. Uden en fremtidsfuldmagt kan dine nærmeste ende i en situation, hvor de ikke kan handle på dine vegne, eller hvor myndighederne må udpege en uvildig værge. Tilsvarende kan manglende registrering af fravalg af genoplivning føre til, at der træffes valg, som ikke er i overensstemmelse med dine egne ønsker. Fuldmagter og de nye muligheder for fravalg af genoplivning er ikke blot juridiske redskaber. De er værktøjer, der muliggør en aktiv disponering over eget liv og egen fremtid.
Har du spørgsmål eller kommentarer, kan du kontakte Tommy Olesen via e-mail på to@haugaardbraad.dk.





















