Efter 20 år på formandsposten i Centerforeningen Hasseris Bymidte takker Bente Bjerring fra tøjbutikken BJERRING nu af og giver stafetten videre til Vitae Floras Ahmad Vakili.
Den lokale forening, Centerforeningen Hasseris Bymidte, der arbejder for at fremme samt udvikle bymidten, får ny formand. Det sker, efter Bente Bjerring har besluttet at stoppe, og hendes afløser bliver Ahmad Vakili fra blomsterbutikken Vitae Flora. Ahmad har været en del af Centerforeningen Hasseris Bymidte, og nu bliver det altså ham, der fremover skal stå i spidsen for foreningens aktiviteter.
Et stort aktiv for bymidten
I forbindelse med formandsskiftet syntes Ahmad, at det var på sin plads at overbringe en stor tak til Bente, som har siddet på posten i 20 år. På vegne af hele centerforeningen troppede han derfor på en solskinsrig 1. maj op i Hasseris Bymidte 15, hvor Bente har butik, og overraskede hende med blomster, en gavekurv og nogle flotte ord.
”Du, Bente, skal have stor tak for at have været et så stort aktiv for Centerforeningen Hasseris Bymidte i hele 20 år. Vi er mange, som er enormt taknemmelige for det arbejde, du har lagt i at fremme livet i bymidten,” lød det blandt andet fra Ahmad den dag.
Ser tilbage på en god tid
Den nu forhenværende formand ser tilbage på mange gode minder, men Bente føler, at det er det helt rette tidspunkt at stoppe og give stafetten videre.
”Gennem årene synes jeg, at vi har formået at stable flere rigtig vellykkede arrangementer på benene, og når vejret viste sig fra sin bedste side, har det jo været helt fantastisk. Men der er altid en del arbejde i at være formand på frivillig basis, og det kan sommetider være svært lige at finde den ønskede tid til det. Derfor føler jeg, at det er det helt rigtige tidspunkt at bakke ud og lade andre, nye kræfter træde til,” fortæller Bente, hvis tøjbutik for nylig kunne fejre 25-års jubilæum.
Mange idéer i støbeskeen
Ahmad glæder sig til sin nye rolle, og idéerne i støbeskeen er allerede mange, hvilke han håber løbende at kunne realisere i samarbejde med den øvrige del af centerforeningen.
”Det kunne være fedt med et ekstra arrangement i forlængelse af Lyserød lørdag, da interessen for den dag er stor. Og så håber jeg også på flere udendørs events i løbet af sommermånederne, hvor vejret er godt, og vi kan samle folk om eksempelvis grill- og vinhygge,” forklarer Ahmad.
Læs resten af juni-udgaven i vores arkiv.
Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077





















