Da udgiveren af hasserisavis.dk, Palle Bjørnstrup i 2013 besluttede sig for at lave en lokalavis til Hasseris og omegn, begav han sig ud i ukendt land.
Af Jens Skovgaard
Efter 9 år i redaktørstolen kan han konstatere, at projektet lykkedes, og at han med ro i sindet kan overdrage den til den nye ud-
giver Jesper Franzen. I denne artikel ser vi sammen med Palle tilbage på forløbet.
Vi har aftalt at mødes hjemme hos Palle i hans ‘penthouselejlighed’ i Skt. Jørgens Gade. Efter at have fået adgang via dørtelefonen, tager jeg elevatoren op til 5. sal, og bliver modtaget af Palle og hans bedre halvdelKirsten. Fra deres lejlighed er der udsigt ind over Hasseris, og ned over Sygehus Nord og Gåsepigen. Spisebordet er fyldt med gamle udklip og andet materiale fra Palles lange erhvervskarriere. Ja, det var noget jeg fandt i en skuffe, siger han. Jeg ved jo ikke hvad du har tænkt dig at skrive om. Vi bliver dog hurtigt enige om, at vente med Palles mange år i reklamebranchen, og i stedet koncentrere os om hans avishistorie.
Palle fortæller, at idéen til en Hasserisavis opstod ret spontant i 2013. Palle havde passeret de 67, og kunne kalde sig pensionist, men det ligger ikke lige til ham. Så medens Palle arbejdede som konsulent for firmaet Point S Dækcenter, begyndte idéen om avisen at modnes. De digitale medier var efterhånden blevet allemandseje, og medierne var begyndt at få øjnene op for, at der både lå muligheder, men også en trussel i netmediet.
Palles ræsonnement var, at der i Hasseris ikke fandtes noget lokalblad, og at der måtte ligge nogle muligheder for annoncører til at nå ud til et købestærkt publikum via en netavis, som kunne etableres uden de store startomkostninger. Planen var at starte netavisen op i efteråret 2013, men da det tog lidt længere tid end forventet at få det hele på plads, passerede vi årsskiftet inden netavisen kom i æteren den 8. januar 2014. Palle havde etableret sig med en redaktion på Hasserisvej 97, hvorfra han arbejdede med at skaffe annoncører til avisen. Det viste sig at være lidt vanskeligere end forventet. Det virkede ikke som om virksomhederne på det tidspunkt helt troede på mulighederne, husker Palle. Men der var da overskud allerede fra starten, som der i øvrigt har været hele vejen igennem.
I efteråret 2014 opstod idéen om at supplere avisen med en papirudgave, som skulle udkomme nogle gange om året, uden faste udgivelsesdatoer. At lave en papiravis er ikke ‘bare lige’, siger Palle. Der er mange praktiske spørgsmål, men fra starten lå det fast, at den skulle have et ret stort dækningsområde, og at den skulle trykkes på en god papirkvalitet med en tydelig typografi. Den første udgave udkom 16. september 2014, og var på 16 sider. Dækningsområdet var Hasseris, afgrænset af Annebergvej/Saxogade og Skelagervej. Hertil kom Skipperområdet, i alt 7.200 husstande med ca. 12.000 borgere, svarende til en oplandsby. I en artikel i den første udgave fortæller Palle, at han med papiravisen gerne vil ‘materialisere’ hasserisavis.dk, for derigennem at fortælle borgerne, at den findes, og samtidig komme bredere ud med historier om hvad der rører sig i klubber og foreninger i området.
Papiravisen blev godt modtaget af både læsere og annoncører, så meget hurtigt blev udgivelsesfrekvensen lagt fast til 6 udgaver om året. Et meget konkret bevis på borgernes interesse fik Palle, da der opstod distributionsproblemer med én af udgaverne. I den anledning fik jeg 44 henvendelser fra borgere, som efterspurgte avisen, fortæller Palle. Det overraskede mig godt nok, for hvorfra vidste de, at der var udkommet en avis ? Jeg spurgte en af dem der ringede, og hun svarede: Jamen, det har jeg da skrevet det op på en seddel, der hænger på min opslagstavle.
Senere udvidede Palle dækningsområdet med Kærby, så der nu omdeles 9.400 eksemplarer af avisen, hvilket svarer nogenlunde til Hobro eller Brønderslev. Sideantallet er bestemt af annoncemængden, som helst skal være ca 50% af avisen for at dække omkostningerne. Det seneste nummer af avisen var på 24 sider, så også her er der en positiv udvikling for avisen.
Tanken om at stoppe opstod i løbet af 2021. Et kig på dåbsattesten afslører jo, at jeg er 77, siger Palle. Alting har jo sin tid, så jeg synes at det var tiden at stoppe. Helst ville Palle afhænde avisen til én, der kunne drive den videre, men skulle det ikke lykkes, var han klar til at stoppe udgivelsen. Palle fik dog headhuntet Jesper Franzen til opgaven. Han er marketingmand, men med en lang erfaring inden for produktion af lokalaviser, i det tidligere familieejede firma Franzen Offset.
I de senere år har Jesper drevet marketingvirksomhed til online og print. Det arbejde fortsættes med Hasseris Medier som fremover også udgiver hasserisavis.dk.
Palle glæder sig over at det lykkedes ham at skabe en lokalavis for Hasseris og omegn, men mest glæder han sig over, at avisen bliver drevet videre og fortsat udviklet til gavn for både virksomheder, foreninger og borgerne i området.
Som afslutning på vores samtale om avisen, vil vi gerne høre lidt om hvad Palle nu vil bruge tiden på. Jeg er jo fortsat medlem af en række foreninger i Aalborg, bl.a. Chr. den 4.s Laug og Aalborg Kanonlaug, og så har jeg jo en familie, som Kirsten og jeg gerne besøger. Men om kort tid skal jeg på en af livets store rejser, for der tager Kirsten og jeg en tur tværs over USA med besøg i både New York, Florida, San Francisco og Las Vegas.
Vi ønsker Palle god rejse.