Støtten svævede højt til velgørenhedsmiddagen til fordel for Organdonation – ja tak!’, der blev afholdt hos North Flying.
Torsdag den 18. april blev der afholdt en uforglemmelig velgørenhedsmiddag hos North Flying ved Aalborg Lufthavn til fordel for patientforeningen Organdonation – ja tak!’s vigtige arbejde.
Med temaet “Private Jet & Diamonds” samlede arrangementet 84 gæster fra hele landet til en aften med formål: at støtte dem, der venter på et nyt organ.
Velgørenhedsmiddag
I år blev velgørenhedsmiddagen afholdt i hangaren hos North Flying, eftersom det nordjyske taxaflyselskab i Aalborg Lufthavn bl.a. flyver med organer. Sidsel Dalby fra Dalby Diamonds deltog også med et oplæg om investeringsdiamanter. Derudover blev der drøftet af Lasse Heidelbach, medstifter af Organdonation – ja tak! og Bjarne Laustsen, Folketingsmedlem for Socialdemokratiet, om indførelsen af aktivt fravalg.
Efter velgørenhedsmiddagen blev en række spændende og unikke items sat på auktion, hvor Lisbeth Østergaard påtog sig rollen som auktionarius og fik afsat de forskellige effekter. Gæsterne kunne bl.a. byde på middage på eksklusive restauranter, oplevelser som guidede rundvisninger, flyrundvisning med champagne, diamantsmykkesæt og golfturneringer samt unikke kunstværker.
Dermed var aftenens arrangement ikke blot en festlig begivenhed, for vigtigst af alt, blev der indsamlet 207.800 til foreningens fortsatte arbejde.
Organdonation – ja tak!
Bag arrangementet stod patientforeningen Organdonation – ja tak!, som blev stiftet af Lasse og Karen Heidelbach for ni år siden fra deres hjem i Scheelsminde-kvarteret.

Deres engagement blev vakt, da deres datter Esther på to år kæmpede mod en sjælden kræftsygdom i leveren. Efter ti intensive kemobehandlinger blev Esther heldigvis reddet af en ny lever, men familiens rejse fra kræftpatient til transplantationspatient åbnede deres øjne for det store behov for støtte til denne oversete patientgruppe og deres pårørende.
”Hvor der under kræftforløbet havde være masser af støtte at få, oplevede vi pludseligt et vakuum, for der var ingen fokus på patienter med organsvigt, og på de danskere som venter på et nyt organ. Der manglede i høj grad støttetilbud og hjælp til denne oversete patientgruppe og deres familier, der lever med langvarige sygdomsforløb og livstruende sygdom som følge af organsvigt,” lyder det fra Karen Heidelbach, der tilføjer, at det blev startskuddet til patientforeningen Organdonation – ja tak!
I dag har Organdonation – ja tak! knap 600 medlemmer. Foreningen drives i dag af en professionel bestyrelse med bestyrelsesformand Mads Peter Veiby i spidsen, mens Lasse arbejder som den eneste fuldtidsansatte i foreningens sekretariat, med opbakning fra en håndfuld frivillige – og med hjælp og støtte fra foreningens mere end 200 frivillige over hele landet.






















