Immanuel Stuhr var ikke blot en eventyrlysten ung mand med hang til motorcykler og langfart, men også drivkraften bag Aalborg Værft.
I en tidligere artikel er forbindelserne mellem Aalborg Værft og Hasseris beskrevet, især i forbindelse med, at Aalborgs borgmester var utilfreds med, at ledende medarbejdere bosatte sig i skattely i Hasseris. Den egentlige grundlægger af Aalborg Værft, Immanuel Stuhr, var ikke en af dem, selv om der ikke var langt. Han boede gennem mange år i villaen, Erikshøj, på Hobrovej 7. Men hans indsats i forhold til at skabe en af byens mest betydningsfulde arbejdspladser, hvor også mange i Hasseris havde deres udkomme, kan nok berettige til at fortælle lidt om hans farverige ungdom.
Stuhrs ungdom og uddannelse
Immanuel Stuhr blev født i 1879 i Aalborg, hvor hans far, C.C. Stuhr, drev et mekanisk værksted i en baggård i kvarteret syd for Budolfi Kirke, der også rummede De Smithske Maskinfabrikker. Området blev i midten af 1930’erne totalsaneret, og de små gyder og gader forsvandt til fordel for Budolfi Plads og nybyggerier omkring den. Men længe inden var Aalborg Mekaniske Etablissement & Maskinværksted, som firmaet hed, flyttet til Danmarksgade 14-16 (i 1903). Den unge Stuhr og hans lidt ældre bror, Peter Philip, blev begge udlært som maskinarbejdere i farens virksomhed, og som nyudlært fik han ansættelse på Schertigers Maskinfabrik i Aalborg, der lå på Vesterbro. Samtidig blev han aktiv i den lokale fagbevægelse, hvor han var sekretær i Smede og Maskinarbejdernes Fagforening. Den unge Stuhr var dog drevet af eventyrlyst og ville gerne dygtiggøre sig inden for sit fag. Så i 1898 tog han til København, hvor han blev ansat hos Burmeister & Wains maskinfabrik på Christianshavn. Mens han her arbejdede med skibsmaskineri, uddannede han sig på aftenskole til maskinist. Efter uddannelsen tog han ud at sejle som maskinassistent med DFDS, mens han ret hurtigt i år 1900 blev indskrevet som værnepligtig i søværnet, også der som maskinist. Efter veloverstået værnepligt vendte han tilbage til B&W, hvor han arbejdede med at opstille skibsmaskineri og med skibsreparationer. Det var erfaringer, han fik stor glæde af senere.
Den unge mand på langfart
Efter kort tid tog den unge Stuhr ud at sejle igen for DFDS som maskinassistent. Efter et år kunne han afmønstre med certifikat som maskinist. Så drog den eventyrlystne unge mand til Tyskland, hvor han blev ansat på bilfabrikken Adler i Frankfurt og lidt senere på en motorcykelfabrik i Neckarsulm. De værdifulde erfaringer, han gjorde sig i Tyskland, som også dengang var førende i fremstilling af motorer af alle slags, tog han med sig hjem til familieforetagendet i 1903. Han blev det år kaldt hjem for at hjælpe sin ældre bror, Peter Philip Stuhr, med at drive Aalborg Mekaniske Etablissement & Maskinværksted. Det var som nævnt netop flyttet til Danmarksgade til større forhold. I forretningen blev der solgt symaskiner, cykler og motorcykler, og i værkstedet i baghuset var en maskinfabrik samt reparationsværksted. Samtidig begyndte firmaet med Immanuel Stuhr som drivende kraft at tage ordrer på skibsreparationer ind, naturligvis især af maskineri. Det var den retning, den unge mand helst ville gå.
Væddeløb med eksprestoget
Interessen for motorcykler og troen på den ny tids trafikmidler fik den unge Stuhr til i 1906 at indgå et væddemål med redaktøren på Aalborg Stiftstidende. Det gik ud på, at han på sin nyanskaffede Adler-motorcykel med fire hestekræfters motor og remtræk ville kunne køre hurtigere fra Frederikshavn til København end eksprestoget på samme strækning. Den unge Stuhr havde sans for marketing, og historien blev dækket intensivt af både Stiftstidende og Politiken. Væddeløbet fandt sted den 27. maj 1906, hvor Stuhr på sin motorcykel startede samtidigt med eksprestoget fra Frederikshavn Banegård. Stuhr havde et reklamearmbind på, som hele tiden gav ham problemer ved at glide ned, så han måtte stoppe ved Hjallerup for at spørge en mand på cykel, om han havde en sikkerhedsnål, han kunne få. Det havde han, men han havde brug for den til at holde sine bukser oppe. Han afgav dog sikkerhedsnålen mod en betaling på 50 øre og et stykke sejlgarn som erstatning herfor. Derefter gik turen over stok og sten over pontonbroen til Aalborg, videre ned gennem Jylland til Snoghøj og med færge til Strib på Fyn. Der gik det galt for Stuhr, da han kørte forkert og spildte en halv time. Det gjorde, at han var lige ved at komme for sent til færgen over Storebælt i Nyborg. Den var ved at sejle, da han kom, og det var kun på grund af velvilje fra kaptajnen på færgen, der satte farten lidt ned, at han med nød og næppe fik bakset motorcyklen ombord på færgen, hvor toget i forvejen var. Både tog og motorcykel kunne derefter køre fra borde i Korsør, og Stuhr kørte på motorcyklen hele vejen til Rådhuspladsen i København. Her ankom han uden flere svinkeærinder eller uheld en halv time, før toget kørte ind på Hovedbanegården. Han blev straks omringet af journalister og i triumf ført ind på Politikens redaktion, hvor han gav interview om sine oplevelser på vejen.
Oprettelse af skibsværftet
Den unge Stuhr havde vist, at den nye teknologi kunne være vejen frem, og han havde formået at skabe opmærksomhed om det. Det samme drive kom ham til glæde få år senere, da det i 1912 lykkedes ham at overtage lejemålet på Aalborg Havns ophalerbedding i Østre Havn. Det var forudsætningen for at kunne etablere et stålskibsværft i Aalborg. Indtil da havde byens da største maskinfabrik, De Smithske, haft anlægget, men uden stor vilje til at opbygge en større virksomhed omkring det. Det var ellers ønsket fra havnens og kommunes side, da det blev bygget i 1903 i forbindelse med etableringen af Østre Havn. Den unge Stuhrs overtagelse af lejemålet skete efter debat i byrådet, hvor han fik støtte af socialdemokraterne, især deres leder i byrådet, bogtrykker Leander Nielsen. Der kan ikke være meget tvivl om, at Stuhrs fortid i Aalborgs fagbevægelse kom ham til gode i den sammenhæng.
Den videre historie viste, at Immanuel Stuhrs drøm om, at der skulle bygges dampskibe af stål i Aalborg, i den grad blev opfyldt, men det er en anden og meget længere historie.
Læs resten af oktober-avisen her
