Læs historien om Johan Knudsen, der boede på Hasserisvej 109. Han var både godsejersøn, en del af kulturradikale kredse og senere konservativ politiker, der endte som tilhænger af nazismen.
Der har naturligvis gennem årene boet mange interessante personligheder i Hasseris Villaby, hvoraf en hel del havde stor betydning for Aalborgs udvikling på flere måder. Men der er ikke mange, der ved, at en helt særlig personlighed i 1920erne boede i villa Salzach, Hasserisvej 109.
Denne villa blev i 1985 ombygget til fire lejligheder, men var inden da en stor villa med tilhørende garage. Det fine hus ser ud til at have hentet arkitektonisk inspiration fra hovedbygninger på mindre herregårde på landet, og det passer for så vidt fint til den beboer, som denne artikel skal handle om.
Johan Knudsen
Johan Knudsen blev født i 1865 på Mors som søn af en godsejer. Det var meningen, at han med tiden skulle overtage familiens godser Moutrup og Blistrup og derfor var han blevet uddannet i landbrug på Landbohøjskolen, men den unge velhavende mand tog i den grad livet i København til sig.
Ud over at tage studentereksamen på kursus og siden filosofikum på universitetet deltog han i det kunstneriske liv, især teatret, hvor han fungerede som anmelder og kritiker og blev en del af det kulturradikale miljø.
Hans bror var direktør for Dagmarteatret, og da det på et tidspunkt manglede penge, satte han en del af sine midler i det. Han skød også penge i et nystartet blad, ”Kjøbenhavn”, som den senere radikale politiker Ove Rode havde startet i 1890, og han deltog i arbejdet på bladet, både som skribent og redaktør.
Kjøbenhavn beskæftigede tidens mest fremmelige kunstnere, digtere og forfattere, og han fik i de få år, han var i København frem til 1891 en stor bekendtskabskreds i det kunstneriske miljø.
Levemand i København
Knudsen var en del af hovedstadens mondæne liv i en kreds, der blev kaldt Certosaherrerne efter deres favoritdrik Certosa eller absinth. Certosa er det italienske navn for Chartreuse. Kredsen dyrkede et ødselt liv med ekstravagante vaner og holdt til omkring en mondæn cafe Bernina på Vimmelskaftet.
Det var bl.a. Agnes Henningsen, der har beskrevet den unge Johan Knudsen, som hun blev præsenteret for:
”Ham jeg skulle stedes for, var den Johan, som hele byen kendte, godsejersønnen fra Mors. Det morsomme ved ham var hans hovmodige referater under mærket Baron Trip Trap. – Han, som havde sat en formue i Dagmarteatret, han, hvis rigdom der blev snakket om helt ud i Charlottenlund. – Den høje, overlegne, rige, lyse yngling Johan Knudsen.” (Her citereret fra Johannes Jørgensen: Bangsbokredsen).
Knudsen og Bangsbo
Den unge mands storbyliv passede ikke hans godsejerfamilie, der helst ville have ham væk fra hovedstadens fristelser. Han købte derfor tilskyndet af sin stedfar i 1891 den lille hovedgård Bangsbo syd for Frederikshavn. Den var på det tidspunkt i forfald, og Johan Knudsen investerede i dens restaurering med stor hensyntagen til bevaring af de dele af især hovedbygningen, der var værd at værne om.
Han inviterede sine kunstnervenner fra tiden i København til at deltage i arbejdet, og især Th. Bindesbøll prægede det sammen med andre kunstnere som O. Ring, mens forfattervenner som Carl Ewald, Gustav Wied og især Herman Bang ivrigt støttede foretagendet. Herman Bang, der var en af den unge Knudsens nærmeste venner, har beskrevet det i Illustreret Tidende i 1905:
“Først genrejstes huset. Malere, bygmestre, keramikere kaldtes til. Chr. Clausen, Bindesbøll og Ring færdedes og syslede og rodede både i gård og længe. Der gravedes i kældre og der rejstes mur. Møbler blev tegnet, og vægfliser blev skabt. Men var der noget gammelt, som duede, blev det hæget og bevaret. Da reddedes billardsalens skønne empiredøre med de håndgjorte metalsirater, et par af de dejligste i landet.” (efter Johannes Jørgensen: Bangsbokredsen).
Der udspandt sig et turbulent liv på Bangsbo, når vennerne fra København var på besøg. Især Herman Bang var glad for at komme på Bangsbo og knyttede sig til stedet i en grad, så han i et efterladt brev efter sin død i 1912 bad om at blive begravet i Bangsbos smukke park. Det skete dog ikke, vel nok fordi Johan Knudsen ikke længere ejede Bangsbo.
Han solgte gården i 1909, da han på det tidspunkt havde arvet familiens godser på Mors og havde fået andre interesser. Det brogede kunstnerliv på Bangsbo i den såkaldte Bangsbokreds satte sig dog spor i Frederikshavn, der fik besøg af hovedstadens avantgarde, og det satte uden tvivl gang i snakken lokalt. Både Herman Bang og Eva Drachmann, datter af Holger Drachmann har skildret det festlige liv på den hvide herregård, der især udspandt sig i det sidste årti af 1800-tallet. Eva Drachmann:
”… også omegnens proprietærer, fiskehandlere, læger og dyrlæger kom til dundrende middage med påfølgende kortspil. Der spilledes poker, og der spilledes højt – natten igennem hørtes kun korte udråb og næver, der huggede kortene i bordet. Lysene brændte ned i stagerne, tobakstågen slørede spillerne og whiskyglassene. Ved daggry havde man spillet både gård og studestalde væk, så der kun var kone og børn tilbage. Det var ikke bare frasagn, jeg har selv set det. Altid foregik der noget på Bangsbo, elskov og fjendskab, bortførelser, selvmordsforsøg og dueller, drikkegilder og bryllupper, mit eget f.eks.”
Som politiker
Men Johan Knudsen blev som andre ældre og mere moden. Han fik drevet Bangsbo som gods på en måde, der vandt respekt, og han deltog også i det lokale liv. Det førte bl.a. til, at han blev valgt til sognerådet i Flade-Gærum kommune i 1899 og fra 1902-1906 var han sognerådsformand.
Hans politiske interesser som del af det kulturradikale miljø skulle vel egentlig have medført, at han ville være en del af kredsen omkring Ove Rode og Brandes og dermed det liberale miljø, men hans godsejerbaggrund fik ham til at tilslutte sig Højre (senere Det konservative Folkeparti). Han stillede op for Højre til Folketinget i Frederikshavnkredsen i 1898, men blev ikke valgt.
I 1906 blev han så valgt ind i Folketinget for Fredensborgkredsen, og han blev en betydende politiker helt frem til 1920. Han var medvirkende i dannelsen af Det konservative Folkeparti i 1915, og han var formand for folketingsgruppen 1918-1920, men han var på en del områder i modsætning til flertallet i partiet, og han genopstillede ikke til Folketinget i juli 1920.
De sidste år
Sine godser Bangsbo, Moutrup og Blistrup passede han sideløbende med det politiske arbejde, men også dem afviklede han efterhånden: Bangsbo solgtes som nævnt i 1909 og Blistrup blev solgt til udstykning i 1923, og derefter bosatte han og hans hustru sig i Hasseris i villa Salzach i en periode.
Han har i modsætning til i Frederikshavn ikke sat sig spor i det lokale liv i Hasseris og Aalborg på en måde, så der er minder om det, og han deltog efter 1920 heller ikke i den politiske debat. Han og hustruen levede et stille liv, og i 1931 forlod de landet og bosatte sig i først Italien, siden i München. Her blev Johan Knudsen optaget af nazismen og Hitler og han blev forblev overbevist tilhænger frem til sin død i 1942.
I 1940 flyttede han tilbage til Danmark og bosatte sig på Slotskroen på Frederiksberg. Efter sigende blev han bisat med et portræt af Adolf Hitler i favnen efter et liv, hvor han politisk havde bevæget sig fra det kunstneriske, kulturradikale miljø med ubetinget frisind til det yderste højre. I processen mistede han helt kontakten til de kredse, der prægede livet i Bangsbokredsen.
Han havde en skæbne, der efter en lovende begyndelse og en lang periode med stor succes, både på det personlige, kunstneriske og det politiske plan med stor indflydelse sluttede i isolation og uden føling med de mennesker, der ellers havde være så stor en del af hans liv.
Der hvor han har efterladt sig de største spor, er på Bangsbo, hvor den fine hovedbygning, han satte i stand, i dag danner ramme om et smukt museum, hvor historien om Bangsbokredsen stadig fortælles. Og han har altså også boet på Hasserisvej.