Over 25.000 borgere kan blive påvirket, når Egholmmotorvejen åbner, og lokale kræfter kræver, at støjpåvirkningen forebygges bedre, før det er for sent.
Planlægningen af den nye 3. Limfjordsforbindelse gennem Hasseris Enge og videre over Egholm er allerede i gang. Vejdirektoratet har sat tekniske og miljømæssige forundersøgelser i gang, men det har ikke været uden kontrovers. Ulovlige rydninger på Egholm førte til protester, og arbejdet måtte midlertidigt standses.
Nu er der fokus på, hvad der sker, når vejen åbner. For den kommende motorvej vil skabe massive støjproblemer for mange tusinde mennesker.
“Over 25.000 borgere vil blive kraftigt berørt af ny vejstøj”, siger Thorkil Neergaard, formand i Hasseris Grundejerforening.
Dæmninger forstærker støjen
En stor del af problemet skyldes, at motorvejen på lange strækninger anlægges på en 3-6 meter høj dæmning. Det betyder, at støjen bliver markant højere, end hvis vejen havde været helt eller delvist nedgravet, som lokalbefolkningen har foreslået. Samtidig planlægges der mange steder ingen støjværn.
“Vi tror, der er et håb, et spinkelt håb måske, men dog et håb – om, at vi kan få udvalget og transportministeren til at få Vejdirektoratet til at se på støjpåvirkningerne én gang til”, siger Thorkil Neergaard. “Politikerne har skulle tage beslutning om en vestforbindelse frem for en østforbindelse. Men djævlen er i detaljen, og støjproblematikken har slet ikke været tilstrækkelig fremme i bevidstheden.”
Ad hoc-gruppe går til Christiansborg
En lokal ad hoc-gruppe bestående af 15-20 samråd, grundejerforeninger og beboerrepræsentationer langs motorvejsstrækningen har derfor søgt foretræde for folketingets transportudvalg. Samme dag holdes også møde med transportministeren om støjproblematikken. Målet er at få politikerne til at tage problemet alvorligt, inden projektet skrider videre.
“Det vil sandsynligvis koste mere at dæmpe støjen ordentligt nu, men det er langt bedre end at reparere senere”, påpeger Thorkil Neergaard. “Vi ser jo mange eksempler på, at det går galt, også her i Aalborg ved E45’s forløb.”
Forskning og anbefalinger advares
En hvidbog om vejstøj fra 2020 fastslår:
“Støj fra trafikken er uden sammenligning den værste støjkilde i vores samfund. Trafikstøjen påvirker vores helbred og livskvalitet negativt i et omfang, som vi endnu ikke helt kender. Men nye undersøgelser og forskning peger alle i samme retning – det er noget, vi skal tage alvorligt.”
Samtidig viser internationale anbefalinger, at vejstøj ved boliger ikke bør overstige 53 decibel. Vejdirektoratet anvender dog fortsat 58 decibel som vejledende grænse – et niveau, der vurderes at være for højt for de mange boliger langs motorvejen.
“Folketinget har fået advarslerne, men det er endnu ikke trængt igennem. Vi håber, at vi kan få gjort noget, før det er for sent”, slutter Thorkil Neergaard.
Læs resten af januar-avisen her
Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077





















