Aalborg Triton har gjort sig noget af et scoop, da man i sommer hentede brasilianske Ygor Coelho til klubben. Hasserisavis.dk har mødt den OL-deltagende badmintonstjerne med det smittende væsen, som fremover skal repræsentere de røde farver ved kampe og stævner samt være med til at løfte Tritons talentmasse via sin store erfaring.
Ygor Coelho er typen, som kan lyse en ellers grå og regnfuld onsdag i starten af marts op. Da Hasserisavis.dk ankommer til Stjernevej, hvor Aalborg Triton blandt andet holder til, bliver undertegnede således mødt af et kæmpemæssigt smil og en venlighed uden lige. Og den rest af vintertræthed, der fortsat klamrer sig til min krop, forsvinder som dug for solen.
OL og to gange Pan Am Championship-guld
Ud over at besidde et enormt smittende væsen er brasilianske Ygor Coelho fra Rio de Janeiro også god til badminton. Drøngod, faktisk. Så god, at han som blot 28-årig allerede har repræsenteret sit land tre gange til OL (Rio 2016, Tokyo 2020 og Paris 2024), mens CV’et også tæller to gange guld ved Pan American Championship.
Det er altså ikke en hr. hvem som helst, Aalborg Triton har rendende rundt på klubbens rødmalede badmintongulve, hvilke hovedpersonen træner på alle ugens syv dage. For træning skal der til for at være i stand til at konkurrere med landets mange dygtige talenter. Og i sommer faldt valget på Danmark og Aalborg Triton på grund af vores evner til at udklække talenter og udvikle badmintonspillere. Derudover er vi ofte med, hvor det er sjovt, på den internationale scene.
“Jeg har altid beundret og haft stor respekt for dansk badminton, og at være blevet en del af Aalborg Triton ser jeg som en fantastisk mulighed for min karriere og udvikling. Klubben er ambitiøs, både på mine og de øvrige spilleres vegne, og rummer desuden en stor talentmasse, som jeg også håber at kunne præge i en positiv retning med min erfaring,” fortæller Ygor, der, ud over at repræsentere Aalborg Triton ved kampe og stævner, også skal træne nogle af klubbens spillere.
En uvurderlig ressource for Triton
Det er med rette en stolt formand for Aalborg Triton, Claus Pedersen, som sidder med under mit møde med Ygor. Han istemmer sig straks med brasilianeren, da snakken kredser om Ygors bidrag til klubben.
”Med sin enorme erfaring fra internationale turneringer bringer Ygor ikke blot sportsligt talent til Aalborg Triton, men også en inspirerende energi, som er særdeles værdifuld for klubbens øvrige spillere. Hans tidligere optrædener ved blandt andet OL samt dyster mod nogle af de bedste spillere i verden bliver en uvurderlig ressource for Triton.”
Små økonomiske rygstød kan gøre en stor forskel
Ifølge Claus Pedersen render der i Aalborg Triton, foruden Ygor, en masse talent rundt, og formanden håber desuden, at sommerens signing kan styrke klubbens position i det danske badmintonlandskab og bidrage til en øget interesse for sporten.
”Ligesom i andre sportsgrene kræver det i badminton også kapital, når det kommer til talentudvikling og sund drift af en klub. Og talent har vi masser af her i Aalborg Triton. Men vi er fortsat udfordret på en manglende kommerciel interesse. Det er ærgerligt, da vi også kan se, hvor meget godt badmintonsporten bidrager med til det lokale foreningsliv,” fortæller Claus og fortsætter:
”Derfor håber vi, at en international badmintonstjerne som Ygor, der samtidig er forbilledlig rent menneskeligt for alle i og omkring klubben, kan skabe bevidsthed om vores sport – også hos potentielle sponsorer og øvrige bidragsydere. For med bare små økonomiske rygstød kan vi fortsætte med at udvikle talenter, tilbyde vores medlemmer bedre faciliteter og skabe et endnu stærkere fællesskab omkring sporten,” lyder det afslutningsvis.
Ygor Coelho og hans holdkammerater skal i denne sæson forsøge at spille Aalborg Triton op i landets bedste liga, Badmintonligaen, hvorfra de senest rykkede ned.
Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077





















