Hasseris rasede over at skulle ind under den gamle købstads vinger, og man argumenterede med, at man sagtens havde økonomi og praktisk formåen til at håndtere de kommunale opgaver selv.
Aalborg og Hasseris’ historie har altid været snævert sammenflettet.
Helt tilbage i middelalderen var gårdmændene i Hasseris berettiget til at handle i Aalborg på samme vilkår som selve byens borgere, og i kirkelig henseende var Hasseris’ beboere tilknyttet kirker i Aalborg, da bydelen jo først fik egen kirke i 1953.
Men fra 1842 og frem til 1970 var Hasseris i kommunal henseende selvstændig og beboerne kunne derfor med eget styre bestemme, hvordan området skulle udvikles. Det var ikke altid den store nabo mod øst mente, det var til gavn.
Aalborgs ekspansion: Vestbyen
På mange måder var sameksistensen uproblematisk de første årtier, men hen mod 1800-tallets slutning betød stigende folketal og velstand i Aalborg, at byen var presset på sit forholdsvis lille areal for at skaffe jord til både industrier og beboelse.
Derfor begyndte man at kigge på nabokommunerne Nørre Tranders og Hasseris, hvor der var plads til både det ene og det andet.
I Hasseris var villabyen i den periode ved at vokse frem. Det var især velhavende erhvervsfolk og funktionærer med arbejde i Aalborg, der fandt det attraktivt at bygge villaer vest for byens larm og snavs, ofte med udsigt til fjord og skov.
Men også Vestbyen var ved at vokse frem på jorder, der tidligere var gårdene Kastet og Ny Kastet og også Haraldslund. Disse jorder hørte egentlig under Hasseris.
I 1896 blev Kastets jorder mellem nuværende Dannebrogsgade og Schleppegrellsgade indlemmet i Aalborg Kommune, og allerede fire år senere, i år 1900, blev området mellem Schleppegrellsgade og Vester Kæret også lagt til Aalborg.
Vester Kæret var i forvejen en del af købstadens jorder, hvor indbyggerne havde jord til græsning af det kvæg, der i gamle dage var en forudsætning for at skaffe kød og mælkeprodukter til byens befolkning. Overdragelsen til Aalborg skete uden de store sværdslag, men det var et forvarsel om, hvad der senere skulle komme.
Hasseris som skattely
Aalborgs problemer med pladsmangel var slet ikke løst.
Desuden var det en torn i øjet på Aalborgs bystyre, at der efterhånden var mange potentielt store skatteydere, der bosatte sig i nabokommunen mod vest, så tæt på byen som muligt, men hvor de slap med lavere ejendomsskatter og senere også lavere indkomstskat i landkommunen Hasseris.
Der var ikke så langt fra villaerne langs Hasserisvej og forbi Almen Kirkegård til byen, og det var blot en frisk spadseretur for velstillede funktionærer, advokater, forretningsdrivende og andre, når de skulle på arbejde eller handle i byen.
Aalborg klemt inde
En anden del af Hasseris, Kærby, begyndte at vokse frem fra omkring 1918, hvor især jernbanearbejdere og arbejdere fra Kjærs Mølle udviklede et parcelhuskvarter ved Davids Allé (populært kaldet Bethlehem – Davids Stad).
En tilsvarende udvikling skete i Nørre Tranders øst for Aalborg, så byen blev efterhånden lukket inde af bebyggelser hele vejen rundt. For planlægning og udvikling i Aalborg ved det et kæmpeproblem.
I 1920erne og 1930erne forsøgte man at løse en del af byens pladsproblemer ved at købe jord i nabokommunerne.
I Hasseris var det gårdene Scheelsminde, Højbogaard og Vester Mariendal (med Mølle), som blev købt med henblik på at kunne etablere industriområder. Det skete i 1929.
Kommunesammenlægning 1950
Snart efter begyndte det at rumle med kommunesammenlægning. I 1930’erne havde Aalborg problemer med stigende sociale udgifter og udgifter til infrastruktur, som man i bystyret mente, beboerne især i velhaverkommunen Hasseris i praksis nød godt af uden at have udgifterne.
Hasseris fungerede som skattely, og i sammenhæng med det stigende pladsproblem for industrien argumenterede man i Aalborg for at indlemme Hasseris (og Nørre Tranders med Vejgaard) i købstadskommunen, eller at man i det mindste fik etableret en udligningsordning, så byrderne i det sammenhængende bysamfund kunne blive bedre fordelt.
Det mente man ikke var en god ide i Hasseris.
Der mente man, at velstanden var et resultat af, at dygtige og sparsommelige indbyggere havde lagt penge op, og at bidrog ved at handle i Aalborgs butikker og i øvrigt bidrage til at opretholde byens erhvervsliv. Hasseris bekæmpede med næb og klør en kommunesammenlægning.
Aalborg havde helt tilbage i 1909 nedsat et udvalg, som skulle indlede forhandlinger med Hasseris om indlemmelse af dele af Hasseris. Det var Kærby og Villabyen, der var målet for bestræbelserne.
Hasseris var ikke interesseret, men ville godt tale om nogle mindre udvekslinger af areal, især Hundeklemmen, som var en passage fra kærene syd for Aalborg over til Vester Kæret, hvor Aalborgs kvæg kunne flyttes, og som tilhørte købstaden.
Den løb i grove træk, hvor Vestre Allé, Stolpedalsvej og Svalegårdsvej løber i dag, og havde gennem mange år været en torn i øjet på Hasseris’ bønder. Det var ikke rart, at nabokommunen ejede en jordpassage, der gik tværs gennem Hasseris.
Men Aalborg ville ikke uden videre give afkald på passagen, og hele forløbet strandede efter forgæves forhandlinger i midten af 1930’erne, hvor Aalborg havde stillet krav om indlemmelse af hele Hasseris.
Det varede helt frem til 1947, hvor Aalborgs pladsproblemer med Indenrigsministeriets hjælp blev løst ved, at hele Nørre Tranders Kommune med virkning fra 1950 blev en del af Aalborg Kommune.
Vedrørende Hasseris fik man endelig løst problemet med Hundeklemmen ved, at Aalborg overdrog den til Hasseris mod at Aalborg fik overført et område omkring Vester Mariendal, Scheelsminde og Højbogård.
Hasseris Kommune var godt tilfreds, men byrådsflertallet i Aalborg med borgmester Marius Andersen (den første) i spidsen var ikke. Skattelyproblematikken var ikke løst. Det skete først 20 år senere, da den første store kommunalreform kom i 1970.
Kommunesammenlægning 1970
I forløbet op til reformen var alle klar over, at det ville give store problemer især omkring de tre store provinsbyer Aarhus, Odense og Aalborg. Der var bitre slagsmål alle tre steder, hvor de gamle købstadskommuner ville overtage rige forstadskommuner, der gennem årene havde fungeret som skattely.
I Aalborg var problematikken yderligere krydret ved, at man i Aalborg regnede med at indlemme tvillingebyen Nørresundby nord for fjorden, hvilket der var stor modstand mod i nordenfjords. Der var store slagsmål i forbindelse med forhandlingerne mellem de involverede parter, hvor både Nørresundby og Hasseris rasede over at skulle ind under den gamle købstads vinger.
I Nørresundby forsøgte man at etablere grundlaget for en selvstændig kommune med naboerne nord for fjorden og var også nået ganske langt med det, men det strandede i sidste ende på, at Folketinget vedtog den samlede lov om kommunesammenlægning med en udformning, der svarede til Aalborgs ønsker.
Det gjaldt også Hasseris, hvor man ellers havde forsøgt at argumentere med, at man sagtens havde økonomi og praktisk formåen til at håndtere de kommunale opgaver selv. Det overbeviste dog ikke nogen højere oppe i hierarkiet, og indbyggerne i Hasseris måtte acceptere, at det var slut med lav grundskyld og lave kommunalskatter.
Der var formentlig langt ind i sognerådet en klar bevidsthed om, at det var slut med selvstændigheden, og i årene inden sammenlægningen havde man allerede indgået samarbejder omkring etableringen af Nordjyllands Kunstmuseum (Kunsten), svømmehallen Haraldslund og Hasseris Gymnasium, der alle blev etableret lige før eller i 1970. Men det kommunale selvstyre i Hasseris var væk.
Den store kommunalreform levede indtil 2007. Så blev Aalborg Kommune igen udvidet og fik endnu mere landområde at arbejde med og i.
Læs resten af den trykte udgave her på netavisen.
