Rockmusiker Pete Repete (kendt fra bl.a. Big Fat Snake & Malurt) har sammen med dirigent Peter Ettrup Larsen (kendt fra bl.a. Maestro og Den Klassiske Musikquiz) stablet et stort hjælpeprojekt på benene, der skal sikre jordskælvsofrene i Tyrkiet tag over hovedet samt frisk drikkevand.
”Selvom februars store jordskælv i Tyrkiet har mistet nyhedens interesse, er nøden stadig enorm,” fortæller Pete Repete.
”Gennem samarbejde med ”The 9 Eylul Rotary Club of Izmir” sikrer vi os, at pengene ikke ryger i de forkerte lommer undervejs,” fortæller dirigent Peter Ettrup Larsen, der selv er præsident for Aalborg Søndre Rotary Klub, og han tilføjer:
”Desuden er Bornova kommune i Izmir gået med i projektet, så al nødhjælp vil blive indkøbt og faktureret gennem dem. Derudover bidrager kommunen ved at donere al transporten.”
Støtteprojekt i højskoleånd
I dag bor Pete i Izmir i Tyrkiet mens Peter godt nok bor i Aalborg, men har verden som sin arbejdsplads.
”Som freelance dirigent arbejder jeg med orkestre over hele verden” fortæller Peter, og fortsætter: ”Og her oplever jeg jo konstant, hvor skønt det er, når vi spiller sammen i stedet for at bygge mure og grave grøfter, og i Tyrkiet er der virkelig brug for at vi ’spiller sammen’ netop nu.”


Pete Repete tilføjer: ”Vi må ikke glemme, at det er et område på størrelse med England, der er blevet ødelagt først af jordskælvet og siden af enorme mængder nedbør. Det er en katastrofe af episke dimensioner.”
Pete og Peter mødte oprindelig hinanden, da de begge sad i bestyrelsen på Den Rytmiske Højskole i Odsherred, så støtteprojektet er da også båret af en vis portion højskoleånd, fortæller de to:
”I højskoleverdenen hjælper vi hinanden uden at skele til folks politiske, sociale, økonomiske, ja sågar musikalske baggrund,” siger de samstemmende.
Tag over hovedet
Alle de penge, der bliver indsamlet, går ubeskåret til at indkøbe beboelsescontainere, der koster 28.000,- kr. stykket, og frisk flaskevand til katastrofeområdet.

”Intet bidrag er for lille,” siger Peter, og Pete tilføjer: ”Vi håber rigtig meget, at folk har lyst til at hjælpe, for behovet er enormt.”
Bidrag kan doneres her.
For nærmere information kontakt: Peter Ettrup Larsen på tlf.: 20 82 24 07 eller mail: peter@ettruplarsen.dk. Pete Repete på tlf.: 40 51 49 31 eller mail: pete@peterepete.dk























