I 2022 brækker Mikkel Vest ryggen som følge af et fald på 40 meter fra en skrænt ved Svinkløv Badehotel. En sådan nærdødsoplevelse vender op og ned på mange ting i livet – og nu sætter han ord på hændelsen i en personlig bog.
Efteråret og de mørke aftener har gjort sit indtog, da 63-årige Mikkel Vest fra Hasseris i november 2022 befinder sig ved Slettestrand i Tranum, hvor den står på afslapning i det fri. Mikkel kommer ikke med familien på sommerferie det år, da han kort forinden er blevet opereret. Så da en kollega tilbyder at låne sit sommerhus ud, ser Mikkel sit snit til at holde lidt fri og drager alene nordvest på.
Faldet fra en våd skrænt
Men det, der skulle have været et tiltrængt afbræk fra hverdagen og jobbet som omsorgsmedarbejder, ender med at involvere en nærdødsoplevelse, som forfølger Mikkel de efterfølgende år. For i forbindelse med et besøg til udsigtspunktet ved Svinkløv Badehotel, Svinklovene, mister Mikkel balancen og skvatter efterfølgende ned fra den skrænt, han står på.
”Da jeg vender mig væk fra den udsigt og solnedgang, jeg netop har stået og nydt, mister jeg balancen, fordi underlaget er vådt. Herefter starter et fald på 40 meter, og i de få sekunder, det står på, passerer hele mit liv revy. Jeg når desuden flere gange at tænke, at det var det. Altså enden på mit liv,” fortæller Mikkel og viser undertegnede sin højre arm, hvorpå hårene stritter.
Fragtet i akuthelikopter
Mod alle odds overlever Mikkel det voldsomme fald, men ryggen er brækket, og nu handler det om at få hjælp.
”Under faldet falder min telefon ud af lommen, så jeg kan ikke ringe 112, og der er ikke en sjæl i området. Jeg er dog høj på adrenalin og nogenlunde ved bevidsthed og formår derfor at kæmpe mig hele vejen rundt om skrænten og hen til min bil, som har et nødkaldeanlæg. Men det var en kamp uden lige, og jeg var flere gange ved at give op.”
Mikkel får aktiveret nødkaldeanlægget, og til sit store held viser det sig, at der i Saltum holder en akuthelikopter. Efter få minutter ankommer den til parkeringspladsen ved Svinklovene og flyver Mikkel til Aalborg Universitetshospital.
”Ankomsten til hospitalet var en kontrastfyldt oplevelse til det, jeg lige havde befundet mig i. For få timer forinden har jeg ligget mutters alene på en strand i mørke, og pludselig er man i selskab med en masse læger og sygeplejersker, der står og lyser en i hovedet.”
Det efterfølgende forløb
Efter at have været indlagt på henholdsvis Aalborg Universitetshospital og Frederikshavn Sygehus i en uge, bliver Mikkel opereret i ryggen. Herefter formidles en kontakt til et kommunalt rehabiliteringscenter i Mou, hvor han tilbringer tre uger. Og efter at have været inde og ude af diverse hospitaler med dertilhørende to rygoperationer samt været i genoptræning, returnerer Mikkel langt om længe til hjemmet i Gammel Hasseris.
”Ugerne efter operationen var noget af en turbulent omgang, hvor alt i en virkelig bliver sat på prøve. Du dealer med store smerter hver dag, og samtidig skal du kæmpe dig igennem det ene trænings- og behandlingsforløb efter det andet. Men alle personer var virkelig søde under hele forløbet, og jeg er dem evigt taknemmelig,” lyder det fra Mikkel.
Nye perspektiver på livet
I dag, to og et halvt år efter faldet ved Svinklovene, er Mikkel mere eller mindre i fuld vigør, hvilket vil sige, at han kan varetage sit arbejde som omsorgsmedarbejder i Nørager på fuld tid og derudover være en nærværende ægtemand og far. Den frygtelige hændelse har sat sine spor og hjemsøger fortsat Mikkel fra tid til anden, men han forsøger at vende oplevelsen til noget konstruktivt.
”Hændelsen har givet mig nye perspektiver på livet. Jeg er blandt andet blevet meget mere bevidst om at være den bedste udgave af mig selv, da jeg ønsker at efterlade et godt eftermæle, når jeg på et tidspunkt ikke er her mere. Efter at have oplevet så stor en smerte – både fysisk og mentalt – forsøger jeg samtidig ikke at hænge mig i små hverdagsproblemer.”
Udgiver bog om hændelsen
Derudover er Mikkel nu aktuel med en personlig bog om hændelsen – ikke for at dvæle ved det tragiske, men for at give noget videre.
”Min psykolog opfordrede mig til at skrive dagbog, hvori jeg nedfældede mine tanker. Og det er der nu kommet en bog ud af. Det har været særligt at skulle genkalde sig alle de følelser og detaljer. Men det er også nødvendigt, hvis det skal have en virkning, både for mig selv og for dem, der læser med.”
Mikkel håber, at bogen, der hedder ‘På kanten af livet’, kan være en påmindelse om, hvor hurtigt hele ens tilværelse kan ændre sig – men også om, at man kan rejse sig igen, selv efter det værste.
”At skrive en bog på 100 sider på baggrund af en masse noter og efterfølgende udgive den på egen hånd er noget af et arbejde. Men hvis bare én person læser min historie og føler sig mindre alene eller mere håbefuld, har det været det hele værd,” slutter Mikkel Vest.
Du kan købe bogen ‘På kanten af livet’ af Mikkel Vest ved at kontakte ham via Facebook.
Læs resten af juni-udgaven i vores arkiv.
Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077





















