Mette Villadsen, specialiseret fysioterapeut, har gjort det til sin opgave at bryde tabuet om underlivsrelaterede lidelser og bækkenproblemer – både hos patienter men også blandt sundhedspersonalet.
Mette Villadsen, indehaver af Aalborg Bækkenklinik, ønsker at nedbryde tabuet omkring underlivet og bækkenet. Hun fortæller, at der ofte er tale om et dobbelttabu, når det kommer til problematikker relateret til underlivet, hvortil hun pointerer, at der er lavet flere undersøgelser, der viser, at også sundhedspersoner ofte har svært ved at tale om gener relateret til underlivet.
“Jeg vil rigtig gerne være med til at sørge for, at vi får nedbrudt tabuet omkring underlivsrelaterede problemer både hos mennesker, der lever med det og hos os, som møder dem i sundhedssystemet,” siger hun og fortsætter: ”Underlivet er en naturlig og vigtig del af en sund og velfungerende krop, og dét skal vi huske at minde hinanden om i sundhedssystemet og samtidigt huske at informere patienter om, at der er hjælp at hente.”
Svært at leve med
Hasserisavis.dk møder Mette Villadsen i Aalborg Bækkenklinik, hvor hun til dagligt tilser og behandler patienter med underlivs- og bækkenrelaterede problemer.
“Det er ikke som at have spændingshovedpine eller ondt i ryggen. Underlivet taler vi ikke med kollegaen eller naboen om, og nogle gange ikke engang med vores læge eller partner,” siger Mette Villadsen, der har specialiseret sig i at behandle underlivsrelaterede lidelser. Hun påpeger, at gener, der er relaterede til underlivet, ofte har en betydelig indvirkning på selvfølelse, livskvalitet og sociale aktiviteter. Mange mennesker stopper med at træne og bliver mindre seksuelt aktive som følge af disse udfordringer.

”Det er ikke fedt at gå til crossfit, hvis man har problemer med at holde på vandet, og det er heller ikke fedt at komme i løbeklubben, hvis det tynger i underlivet, hver gang man har været afsted. Det er svært at leve med noget, der vedrører underlivet og bækkenet, men der er samtidigt masser af undersøgelser, der viser, at hvis folk har inkontinent eller smerter ved samleje, går de med deres problemer i fem til ti år, før de taler med egen læge om det. Det er virkeligt et problem, når vi på den anden side næsten altid kan behandle tingende og ofte relativt simpelt,” forklarer hun.
Tid til sin niche
Mette Villadsen startede efter sin uddannelse på Hvidovre Hospital og arbejdede senere ti år på en almen privat praksis i Aalborg. Hun blev gennem arbejdet på Hvidovre Hospital optaget af kroppen under og efter graviditeten, og specialiserede sig i fysioterapi under navlen, som hun har beskæftiget sig med siden 2002. I november 2016 slog hun dørene op til sin egen klinik i Hasserisgaard Centret, hvilken gav hende mulighed for at skabe de rammer, hun mener, er nødvendige for at håndtere de følsomme og tabubelagte emner, hun beskæftiger sig med.
”Jeg startede min egen klinik for syv år siden, nok mest af alt i en frustration over ikke at have tid nok, når folk var i mit rum. Når folk fejler noget i relation til underliv og bækkenbund er tid en vigtig faktor, fordi det er et følsomt emne. Førhen havde jeg flere dage, hvor jeg cyklede hjem fra arbejde med ondt i maven, men i dag er jeg velsignet med bedre tid til at skabe det rum, der giver plads til en dybere samtale – også om følelserne, der ligger omkring generne, man har,” fortæller hun og tilføjer, at hun også på den måde kunne nørde og koncentrere sig om sin niche indenfor fysioterapien.
I klinikken behandler hun alle typer af underlivs- og bækkenrelaterede lidelser hos både kvinder og mænd herunder inkontinens, forstoppelse, nedsynkning af underlivet, smerter i haleben, bækken eller underliv, smerter ved samleje samt følger til diverse sygdomme herunder endometriose, Lichen Sclerosus og vulvodyni.
Et trygt rum
I Aalborg Bækkenklinik er der ikke behov for en henvisning for at få en konsultation hos Mette Villadsen eller hos Ina Dahl, som også arbejder i klinikken. Mange af patienterne kommer dog via egen læge, gynækologer eller forskellige afdelinger på sygehuset og fået en henvisning med derfra. Men uanset hvor man kommer fra, tilbyder Mette Villadsen erfaren og specialiseret fysioterapi med god tid, fokus på kvalitet og faglighed i en tryg og professionel atmosfære. Hun sætter god tid af til at spørge ind til patientens almene sundhed, mens hun også bruger god tid på at forklare anatomiske modeller og tegninger for at give patienten et indblik i, hvad hun vil undersøge, igen for at skabe et trygt rum omkring en – for mange – svær samtale og undersøgelse.

”Der er faktisk mange mennesker, der frygter at få foretaget en gynækologisk undersøgelse,” fortæller hun og understreger, at både hun og Ina er specialiseret i at foretage indvendige undersøgelser både hos kvinder og mænd.
Ønskeverdenen
Hun fortæller, at både mænd og kvinder kommer i klinikken, med størstedelen af hendes patienter er kvinder i alderen 19-55 år, hvoraf den største gruppe er i den fødedygtige alder. Og selvom disse kvinder har mange konsultationer og dialoger med sundspersonalet i forbindelse med graviditet og fødsel, synes hun stadig, at der er mangel på nødvendig information om underlivet, særligt efter graviditet og fødsel.
”I en ønskeverden kunne man i forbindelse med fødselsforberedelsen informere en smule mere om generne, man kan have efter en fødsel. Ikke for at male fanden på væggen, men for at berolige og få det talt ned i et niveau, hvor kvinderne ved, hvad der er normalt. Vi ved fx, at omkring 85 % af førstegangsfødende får en større eller mindre bristning i forbindelse med en fødsel, så det er meget normalt. Det ved kvinderne ikke, og der er mange gravide, der frygter voldsomt at skulle syes efter en fødsel. Når vi har noget, der forekommer så hyppigt, og det samtidigt er det, kvinderne frygter mest, mener jeg, at vi har en oplysningsopgave, som ikke er taget ordentlig hånd om.”
Værktøj til at bryde tabuet
Ud over sin kliniske praksis, bruger Mette Villadsen en betydelig del af sin tid på at undervise andre fagfolk og bidrage til at øge opmærksomheden omkring tabuet om underlivsproblematikker. Hun underviser bl.a. på jordemoderuddannelsen på UCN, på temadage eller fyraftensmøder for læger og sygeplejersker. Ligesom hun jævnligt laver oplæg i patientforeninger og idrætsforeninger.
”Det er vigtigt, at man som sundhedsfaglig også kan tale om underlivet og underlivsproblematikker, fordi der er rigtig mange mennesker, der har det. Omkring 500.000 danskere er inkontinente. Hver tredje kvinde har inkontinens efter en fødsel og hver tredje har det, efter man er fyldt 50 år. Det er rigtigt mange mennesker. Halvdelen har nedsynkning af underlivet efter en fødsel, hvor 10 % har gener heraf. Og generne har altså en kæmpestor betydning for, hvordan man har det som menneske,” siger hun og fortæller, at hun har takket ja til at undervise praktiserende læger i underliv og seksualitet sammen med to andre faglige kollegaer på området, og at hun i november skal afholde et fagligt oplæg for gynækologerne på Hjørring Sygehus.
Mette Villadsen håber på at være med til at nedbryde tabuet omkring underlivsrelaterede problemer og derved være med til, at alle mennesker har mulighed for at tale åbent om deres udfordringer og søge den rette hjælp.
“Hvis man har smerter, tyngde, inkontinens eller andre gener i relation til underlivet eller bækken, skal man tage kontakt til en fagperson, som ved noget om det – i første omgang vil det ofte være egen læge. Det er altså ikke noget, man skal leve med, fordi det i mange tilfælde er relativt simpelt at gøre noget ved,” insisterer Mette Villadsen, der hver dag hjælper sine patienter med råd og vejledning, øvelser og tid til den gode undersøgelse i klinikken.
Læs resten af den trykte udgave her på netavisen.





















