Den nye bestyrelse i Hasseris Grundejerforening har holdt sit konstituerende møde og er dermed klar til at tage fat på bestyrelsesarbejdet.
Bestyrelsen i Hasseris Grundejerforening holdt sit første møde den 11. juni. Her konstituerede den sig således: Formand Thorkil Neergaard, næstformand Peter Jølck, kasserer Anders Kofoed og sekretær Ane Lemvigh. Desuden blev Britta Magnussen udpeget som medlemsadministrator.
Efter mødet udtaler den nye formand: “Der var masser af energi på det første møde i bestyrelsen. Det er bestemt et kompetent hold, inklusive de to suppleanter, og alle virker opsatte på at samarbejde.”
Det er glædelige – og nye toner oven på nogle turbulente år, hvor interne stridigheder og manglende samarbejde har været karakteriserende for bestyrelsen.
Flot initiativ
Det hele ramlede ellers på den ordinære generalforsamling tilbage i april, som endte med at foreningen stod helt uden en bestyrelse, men til den ekstraordinære generalforsamling i maj viste det sig, at medlemmerne fortsat ønsker en grundejerforening, og at der er aktive medlemmer, der vil bidrage direkte til foreningens fortsatte eksistens ved at stille op til bestyrelsen.
Ikke mindre end 21 medlemmer meldte deres kandidatur, og af dem blev otte valgt til bestyrelsen på en liste, som den tidligere næstformand, Thorkil Neergaard, havde opstillet, og af de individuelle kandidater blev to valgt som suppleanter, der vel at mærke indgår som en del af bestyrelsen, dog uden stemmeret.
De kommende opgaver
Den nyvalgte formand Thorkil Neergaard fortæller, at man på det konstituerende møde på Svalegaarden fik drøftet prioriteterne for bestyrelsens arbejde de kommende år. Han gør dog samtidig opmærksom på, at bestyrelsen er parat til at ændre prioriteterne, hvis nye og vigtigere opgaver viser sig.
Men lige nu drejer det sig om at får styr på organisationen, økonomistyringen og administrationen, siger Thorkil Neergaard.
“Desuden ønsker vi at opprioritere medlemskommunikationen og få nogle flere medlemmer ind i foreningen. Det skal blandt andet ske gennem kampagner, gerne med fokus på nye tilbud til medlemmerne, så også yngre familier ønsker at bakke op om foreningen. Desuden skal vi have genskabt det gode samarbejde med Aalborg Kommune, blandt andet gennem et aktivt samarbejde omkring nye lokalplaner og byggesager,” siger formanden og fortsætter:
”Vedrørende den 3. Limfjordsforbindelse er det klart, at den både i anlægsfasen og efter ibrugtagningen vil have stor indvirkning på Hasseris. Vi skal derfor have en kritisk dialog med både kommunen og Vejdirektoratet om konkret mindskelse af de massive støj- forurenings- og trafikale problemer, der vil blive til gene for hasserisborgerne. Men vi lader Borgerbevægelsen med flere, ikke Hasseris Grundejerforening om at føre an i kampen i EU for en omstødelse af beslutningen.”
Der er således lagt op til en frisk start på den ny bestyrelses arbejde for Hasseris og dens beboere.