Blomsterbutikken, beliggende på hjørnet af Hasserisgade og Sankt Jørgens Gade i 91 år, er på vej ind i en ny æra med nye kræfter ved roret.
Blomsterforretningen, der har prydet hjørnet af Hasserisgade og Sankt Jørgens Gade i Aalborg siden 1933, undergår en markant forandring, som markerer en ny æra for den 91 år gamle blomsterbutik.
Fra den 1. februar 2023 overtager Mark Ovesen to tredjedele af butikken, mens Bloomit Danmark fortsat ejer den sidste tredjedel.
Nye ejere
Hasserisavis.dk har talt med Claus Lethenborg, stifter og direktør for E-commerce-forretningen Bloomit Danmark, der ser med forventning frem til forandringen. Claus Lethenborg, der også er indehaver af en blomsterforretning i Odense, overtog den historiske blomsterforretning i foråret 2023.
Årsagen hertil var, at ordrerne på blomsterbuketter til Mors Dag 2023 var tikket ind via Bloomit’s hjemmeside, og da samarbejdspartneren, Blomsterhallen By K, gik konkurs, måtte Claus Lethenborg agere hurtigt.
”I stedet for at brænde vores egne kunder af, besluttede jeg mig at overtage blomsterbutikken. Det var egentligt ikke, fordi jeg havde lyst til at have en blomsterbutik i Aalborg, for jeg driver også en stor butik i Odense,” siger Claus og tilføjer: ”Derfor har jeg nu solgt to tredjedele til Mark Ovesen.”
Liv og spræl
Claus Lethenborg håber, at Mark Ovesen vil give den 91 år gamle blomsterbutik liv igen.
”Jeg ser frem til, at der kommer liv og spræl i butikken igen. Det var engang en ærværdig og stor blomsterbutik, og med Mark Ovesen ombord, er det mit håb, at vi kan komme i den retning igen. Meningen er, at den nye butik skal have fuldt skrald,” siger Claus Lethenborg.
Mark Ovesen har været en del af blomsterbranchen i over 30 år og startede den første Blomster by Ovesen for otte år siden i Hirtshals og driver i dag blomsterforretninger i Hirtshals, Brønderslev og Hjørring – og fra 1. februar 2023 også i Aalborg.
”Jeg glæder mig til, at Mark kommer og gør det lige så godt i Aalborg, som han har gjort i sine tre andre forretninger,” afslutter Claus Lethenborg.





















