69-årige Sonja Christensen brænder for at hjælpe økonomisk udsatte familier med sin formue. Men hun ved også, at hun snart skal dele ansvaret ud på flere skuldre for at sikre, at hendes hjælpeprojekter fortsætter med at være en succes i fremtiden.
Sonja Christensen er gift med Eigild Christensen, og de to bor sammen i en millionvilla på Søndre Skovvej. Villaen, der blev opført i 2003, har en fantastisk udsigt over Hasseris, Aalborg og Limfjorden samt en nybygget underjordisk garage i baghaven til Eigilds biler.
”Da vi flyttede hertil, vidste jeg ingenting om Hasseris. Jeg ville bare kunne se på vandet og være tæt på byen,” fortæller Sonja, der sammen med Eigild flyttede ind tre år før trykkeriet i Vadum, Color Print, blev solgt, hvilket indbragte 635 millioner kroner til parrets formue.
”Næsten alt, hvad Eigild rører ved, bliver en succes. Lige på nær flyselskabet, så der er jo kommet nogle ting til, som vi er knap så stolte af,” griner Sonja.
”For Eigild er succesen vigtigst – også vigtigere end pengene,” fortsætter hun. ”Han er iværksætter, vil se tingene vokse og skabe arbejdspladser. Og for mig giver det da en vis ro, at man har alle de penge. Men jeg har indset, at man ikke bliver lykkelig af det.”
For det er hverken den prægtige villa med udsigt, den store formue eller de tunge smykker om håndleddene, der gør hende lykkelig. I dag gør det hende lykkelig at kunne hjælpe andre.
Støtte og nej-tak
Sonja står op kl. 4 hver dag, hvor hun starter arbejdsdagen med at besvare mails.
”Her skal jeg svare alle dem, der gerne vil have mine penge,” siger hun. Mange henvender sig til hende for at søge økonomisk støtte, men ikke alle anmodninger kan imødekommes af millionæren.
”Et lesbisk par, der vil have 500.000 kr. til fertilitetsbehandling eller en ældre mand fra Sjælland, der ville have 2 mio. til et hus. Det er sådan noget, jeg skal sidde og svare seriøst på. Det bliver et fuldstændigt nej-tak herfra, men jeg forsøger altid at forklare, hvorfor det er sådan,” siger hun.
For Sonja har en helt klar tilgang til sine velgørenhedsprojekter. Hun vil hjælpe udsatte børn på en bæredygtig måde, hvor hendes håndsrækning skal kunne bæres videre og føre folk i den rigtige retning fremadrettet.
Nicaragua på standby
Sonjas hjerte for velgørenhed har tidligere været rettet mod Nicaragua i Mellemamerika med et kæmpe engagement i at skabe bedre levevilkår for befolkningen. Desværre er situationen i landet nu præget af uroligheder, der forhindrer hende i at fortsætte sit arbejde der.
Sonja fortæller, at efter coronapandemien udnyttede landets præsident, Daniel Ortega, kaosset til at undertrykke befolkningen. Derfor har det heller ikke været muligt at genåbne hendes fritidscenter, Los Ninjos de Sonja, der ellers støttede 70 børn med lektiehjælp, mad og omsorg.
Hun valgte så at donere alle tingene fra centeret til en anden organisation, men denne er nu opløst af regimet, og nonnerne, der drev den, er blevet tvunget ud af landet.
“Jeg føler en vis skyld over at have doneret computere, trampoliner og meget andet, som nu er taget fra dem igen,” siger hun. “De har smidt alle børnene ud på gaden – altså sexmisbrugte børn helt ned til 4 års-alderen. Det gør ondt i hjertet, men jeg kan ikke gøre meget herfra, og jeg kunne jo ikke vide, at det ville ende sådan.”
I dag er Sonjas hjælp i Nicaragua begrænset til økonomisk støtte til nogle af de mennesker, hun tidligere arbejdede tæt sammen med i landet. Hendes landsbyprojekt, Villas Sonja, med 101 huse og 700 familier, står stadig, og Sonja har forsøgt at strukturere landsbyen, så nogle har arbejde, mens andre ikke har det.
“Jeg har håbet på, at dem uden arbejde ville lære af dem med arbejde,” forklarer Sonja. “De fleste i landsbyen har i dag arbejde, så det har været en hjælp til selvhjælp.”
Men efter tre års fravær fra landet er Sonja frustreret. ”Hvad tænker de mon om mig? Jeg kom hver tredje måned, og nu har jeg ikke været der i tre år. Jeg næsten græder, hver gang jeg taler om det.”
34 lokale familier
Sonja retter nu sin opmærksomhed mod lokale projekter, og hendes nye passion er at støtte de 34 familier i Aalborg gennem Raise for Kids-initiativet – den forening, hun startede for to år siden.
“Jeg vil gerne hjælpe udsatte børn i mindre bemidlede familier. Men for at gøre det, er jeg også nødt til at hjælpe forældrene. Derfor er det allervigtigste for mig at hjælpe forældre i arbejde. Vi har fået fire i job og to i uddannelse på et år. Det er jeg virkelig stolt af,” deler Sonja.
”Selvfølgelig kan man have lyst til at købe en ring mere eller endnu et armbånd. Men hvis der skal hænge mere på mig, skal jeg have en tiara på hovedet. Men så kan jeg jo heller ikke gå ned og handle i Rema. Jeg mangler jo ikke noget mere. Derfor synes jeg også, at jeg har en forpligtelse til at give til andre.” – Sonja Christensen.
“Den ene af de fire starter i arbejde i dag. Da han ringede til mig efter sin jobsamtale og havde fået jobbet, græd han i fem minutter i røret. Jeg bliver selv rørt, nu hvor vi taler om det,” siger hun og fortsætter:
“Jeg har i over en måned forsøgt at få ham i arbejde, og jeg ville bare ikke give op. Jeg sad i Spanien, så jeg kunne ikke selv køre ham rundt og hjælpe med at søge arbejde, så jeg måtte tænke kreativt.”
Sonja husker, at hun scrollede gennem sin kamerarulle på telefonen og stoppede ved et billede af en af Eigilds ferrari’er. ”En ferrari-tur! Det kunne jeg byde ind med,” husker hun og delte et Facebook-opslag, hvor hun udloddede en Ferrari-tur som belønning til dem, der skaffede manden et arbejde. ”Og jeg fik så mange henvendelser, at en anden mand også fik et job.”
Rigdom forpligter
Sonja Christensen er vokset op i Hvorupgård, 3 km fra Vadum, og hun husker, at midlerne i hendes barndom var begrænsende.
”Som barn syntes jeg altid, at der var for lidt. For lidt slik, for få gaver til jul og så gik jeg i min kusines aflagte tøj,” husker hun. Men i dag er det anderledes, og ifølge Sonja forpligter det.
”Selvfølgelig kan man have lyst til at købe en ring mere eller endnu et armbånd. Men hvis der skal hænge mere på mig, skal jeg have en tiara på hovedet,” griner hun. ”Men så kan jeg jo heller ikke gå ned og handle i Rema. Jeg mangler jo ikke noget mere. Derfor synes jeg også, at jeg har en forpligtelse til at give til andre.”
Sonjas næste punkt på sin dagsorden er etableringen af et hus bestående af fire pavilloner, der skal fungere som et socialt samlingssted for Raise for Kids-familierne.
Hun venter på svar fra Aalborg Kommune om en passende grund, men hvis det går i vasken, har hun en backup-plan med ”rigmanden Eigild Christensen”, der har lovet at stille underetagen i en etageejendom til rådighed gratis.
“For familierne handler det ikke kun om penge,” forklarer Sonja. “Det, der fylder mest, er følelsen af ensomhed.” Hun drømmer om et hyggeligt sted, hvor duften af kanelsnegle og nybagte boller møder familierne, og hvor der er plads til familiearrangementer som konfirmationer.
Det videre ansvar
Med sit Raise for Kids-engagement føler hun et ansvar for at følge det til dørs, så det i fremtiden kan bære sig selv. For den 69-årige Sonja Christensen må også erkende, at hun i dag arbejder for meget, hvor alt for meget hviler på hendes skuldre.
Derfor er hun i fuld sving med at få omstruktureret sin velgørende hjælp, så hun i fremtiden kan overlade flere opgaver til andre.
”Vi har fået en rigtig fin bestyrelse med nogle seje kvinder i ledelsesjobs på omkring de 35 år, og de skal have værsgo’ at komme til. Til vores næste generalforsamling skal vi planlagt nogle arbejdende grupper under bestyrelsen, så ansvaret bliver delt ud og lagt sat i faste rammer. På den måde kan vi også blive endnu større,” siger hun og tilføjer, at hun drømmer om, at Raise for Kids ville kunne hjælpe 50 lokale familier i fremtiden.
Sonja sidder selv i bestyrelsen i Raise for Kids som formand, men hun fortæller, at hun egentligt ikke bryder sig meget om bestyrelsesarbejde, og når Sonja så forhåbentlig i fremtiden kan overlade nogle af bestyrelsesopgaverne til de andre i Raise for Kids, er hun begyndt at spekulere i, om hun skal begynde at geare en smule ned.
”Jeg tror, jeg skal slappe lidt mere af, selvom det er svært. Hvis jeg var barn i dag, ville jeg have fået konstateret ADHD for fuld skrue. Jeg håber, at tempoet kan dæmpes på et tidspunkt, men det kan jeg ikke lige nu. Jeg er nødt til at få gjort dét kørende, som jeg selv har sat i gang,” understreger hun.
Sonja Christensen forventer at fælleshuset i Raise for Kids vil stå færdigt i løbet af 2024. Derudover vil Eigild gerne mere til Spanien, hvor de både har hus og racerbane, men spørger man Sonja, vil hun fortsat engagere sig i det, der gør hende allermest lykkelig: at løse akutte problemer for udsatte familier.