Cementfabrikken “Norden”, grundlagt i 1898, var en nøgleaktør i Aalborgs industrielle udvikling, og dens historie spænder fra innovative produktionsmetoder og ekspansion til forsøg på at skabe en tunnel under byen. Læs historien her!
Portland Cementfabrikken ”Norden” blev anlagt i 1898, som den femte danske cementfabrik på daværende tidspunkt. Der fandtes to ved Mariager Fjord, Dania og Cimbria, og der var i forvejen to ved Aalborg, nemlig Aalborg Portland Cementfabrik i Rørdal og Portland Cementfabrikken ”Danmark”, der lå, hvor eternitfabrikken senere kom til at dominere bybilledet i den sydøstlige del af Aalborg.
”Danmark” var blevet grundlagt året før ”Norden”, mens fabrikken i Rørdal var den første i Aalborgområdet, anlagt i 1889. Der kom senere to cementfabrikker mere i Aalborgområdet, nemlig i 1906 ØKs cementfabrik i Nørresundby og i 1913 Dansk Andels Cementfabrik i Lindholm.
Alle fem cementfabrikker har sat deres uudslettelige aftryk på Aalborg i form af store kridtgrave, og de var baggrunden for, at Aalborg tilbage omkring 1900 blev kendt som byen med de rygende skorstene. Der var også mange arbejdspladser forbundet med cementfabrikkerne, og derfor affandt alle sig med, at de både forurenede og ændrede landskabet ved at grave kridt og ler i ufattelige mængder.
Cementbyerne
Årsagen til, at cementproduktion blev koncentreret i Aalborg, er, at råstofferne kridt og ler er let tilgængelige i store mængder, og at der kan sejles helt ind til fabrikkerne med større skibe, som kan fragte kul til og cement ud fra fabrikkerne.
Ud over, at der blev anlagt store fabrikker, så skabtes der også omkring nogle af dem arbejder- og funktionærboliger, så der kom hele bydele til. Det skete både i Aalborgs østlige del ved Rørdal og Sølyst og ved Lindholm, der udviklede sig til en egentlig bydel med kirke ved Dansk Andels Cementfabrik.
Det skete også i Mølholm, og den historiske arv er bl.a. tydelig gennem tilnavnet Nordens Huse, som en del af bydelens parcelhuse bliver kaldt.
Etableringen af fabrikken
I 1898, da ”Norden” blev stiftet, var cementforbruget i stærk stigning i hele verden, og der var derfor stor optimisme, da der blev udbudt aktier. Der var anskaffet en grund i Mølholm, hvorfra der var let adgang til at grave kridt og ler, og der var mulighed for at bygge egen anløbsbro for enden af en dæmning ud i fjorden. Det var gården ”Johannesminde” med 30 tdr. land, som var blevet købt til formålet.
Stuehuset til gården fandtes stadig indtil for få år siden lige ved kridtgraven, men har nu givet plads til parcelhuse.
Fabrikken blev opbygget med et dengang nyt produktionsprincip med roterovne i stedet for skaktovne.
Det gav en meget mere ensartet og lettere kontinuerlig produktion, og det var med til at styrke optimismen, da man i år 1900 kunne sætte fabrikken i drift. Der var dog en del begyndervanskeligheder, både af teknisk art og med at holde prisen på et rentabelt niveau, da der var stærk konkurrence. Det betød, at man allerede efter få år, i 1904, indgik i et samarbejde med Aalborg Portland Cementfabrik i Rørdal, ligesom det også kom til at ske med ”Danmark”.
I realiteten var det en regulær samling af de tre cementfabrikker under Aalborg Portland, men fabrikkerne havde stadig hver deres ledelse og administration gennem en længere årrække.
Fabrikken i Mølholm blev udvidet efter en brand i 1908 og fortsatte gennem årene op til 2. verdenskrig med at producere cement. Kridtgravningen satte sig større og større spor i landskabet, og der udviklede sig som nævnt en hel bydel omkring fabrikken med arbejder- og funktionærboliger, så Mølholm blev til en regulær bymæssig bebyggelse.
Udvikling af kridtgravningen
Kridtgraven i Mølholm bredte sig efterhånden fra vest mod øst, og den nåede efterhånden ind til kanten af den på samme tid voksende Hasseris Villaby.
Det blev derfor et problem at sikre muligheden for at grave kridt, og af den årsag skaffede fabrikken sig retten til at grave kridt et stykke længere inde i landet, ved Thulebakken. Det ville give problemer med transporten af kridt til fabriksanlægget, og derfor udtænktes en løsning, hvor der skulle graves en tunnel fra Kridtgravens sydside mod sydøst til Thulebakken.
I tunnelen skulle anlægges tipvognsspor frem til det eksisterende spor frem til fabrikken og videre til udskibningsstedet, så det var enkelt at fragte kridt fra bruddet og frem til produktionen.
Store dele af tunnelen blev gravet og indrettet, men den nåede aldrig at blive gjort færdig, og det blev aldrig aktuelt at grave kridt ved Thulebakken. Det kunne ikke betale sig i forhold til at samle cementproduktionen ved Aalborg Portland i Rørdal, og derfor kunne Hasseris udvikle sig med bebyggelse på Thulebakken og Hasseris bymidte.
Der kunne ellers have været endnu en stor kridtgrav der. Tunnelen er der dog endnu og fungerer som hjem for tusindvis af vandflagermus. Dens indgang er spærret for offentligheden, både af hensyn til flagermusene og af sikkerhedshensyn.
Den går helt frem til stendiget mod Hasserisvej ved Hasseris Kirke, men har altså ingen egentlig funktion og har kun haft det under 2. Verdenskrig, hvor tyskerne efter sigende anvendte den til at skjule og beskytte materiel til den vandflyveplads, de havde etableret der, hvor Egholmfærgen i dag lægger til.
Brugen af de forladte kridtgrave
Kridtgraven er jo i dag et yndet udflugtsmål på sommerdage, hvor en del mennesker endog bader i det ellers iskolde op til 10 meter dybe vand, og den er etableret som et rekreativt areal med gangsti. Desuden er der i dag en smuk udsigt over den, dels fra rækkehusbebyggelsen i Solbyen, dels fra de villaer, der har grunde op til den hele vejen rundt.
På den måde udnyttes arret i landskabet, ligesom det også er tilfældet med kridtgravene i Nørresundby og Lindholm, hvor der ovenikøbet er bebyggelse i den sidste.
I Cementfabrikken Danmarks kridtgrav er der i dag opstået en hel bydel (Eternitten), og på den måde camoufleres arrene efter tidligere tiders voldsomme industrielle udvikling efterhånden.
Senere anvendelse af bygningerne
Industriens bygninger ændres og bruges efterhånden også til andre formål. Da man i forbindelse med 2. Verdenskrig indskrænkede cementproduktionen i Mølholm, fandt man ud af at bruge roterovnene til stålproduktion, og gennem en del år produceredes stål af skrot.
Andre dele af det store anlæg kunne også bruges, og fra 1939 til 1943 holdt Danmarks eneste flyfabrik, Kramme og Zeuthen til på området i det tidligere bødkerværksted.
Sammen med stålproduktionen, der stoppede i 1972, kom der også maskinproduktion i 1962, Maskinfabrikken Norden, der fortsatte frem til 1994. Senere er faciliteterne blevet brugt til mange andre ting, og der er stadig industriel anvendelse af dele af området, som var udgangspunkt for en industriel udvikling i Hasseris, der jo ellers ikke er kendt for netop det.
Tilbage er Kridtgraven som rekreativt område og lergravene, der ligger som søer ud mod Limfjorden med masser af fugleliv.