Noget tyder på, at Hasseris-borgerne bevarer roen trods de nye kriseanbefalinger, for de lokale supermarkeder i Hasseris Bymidte melder om moderat efterspørgsel på nødvendigheder.
Mens Beredskabsstyrelsen har udsendt nye kriseanbefalinger, har indbyggerne i Hasseris valgt en rolig tilgang uden hamstring af nødvendigheder.
Det vidner de lokale supermarkeder Coop365, Rema1000 og Føtex Food om, for de tre dagligvareforretninger i Hasseris Bymidte rapporterer kun om beskedne stigninger i salget af bl.a. vand og dåsemad.
”Vi har kunne mærke det salget af vand uden brus, men hvis vi normalt sælger 200 vand på en dag, har vi måske i stedet solgt 500 vand,” forklarer Jakob, Købmand ved Rema1000, og tilføjer:
”Nu er der helt ro på igen, og vi havde vand på tilbud i går, og der solgte vi ikke mere end vi plejer.”
Varehuschef Peter fra Føtex Food bekræfter dette:
“Der har været lidt stigning i salget toiletpapir, vand og dåsemad, men det er ikke i nærheden af niveauet under coronakrisen.”
Souschef Ulrik fra Coop365 tilføjer:
“Vi har kunne mærke lidt. Men det er især, når det kommer til tun, makrel og vand på flaske. Vi havde en dag i sidste uge, hvor vi løb tør for vand, men så fik vi det tilbage på hylderne igen, så det har ikke været kritisk.”
Den afslappede reaktion i Hasseris Bymidte indikerer, at borgerne i Hasseris ikke har tyet til en større indkøbspanik – hvilket tyder på, at mange allerede nok har mad i skabene derhjemme, så man kan klare sig i op til tre dage, hvis der skulle opstå en krise, hvor vand, varme og strøm pludselig ikke er tilgængelige, som Beredskabsstyrelsen anbefaler.