Én af de helt store aftener til Nordjysk Madfestival 2023 giver ægte vinentusiaster mulighed for at slynge bourgogne i glassene til en helt unik kommenteret smagning på Aalborg Kloster.
Det er ikke hver aften, man åbner en flaske bourgogne. Men at åbne 13 flasker på samme aften sker ifølge vinekspert René Langdahl aldrig.
”I dag er det nærmest umuligt at få fat i topvinene fra Bourgogne,” siger han. ”Men til denne smagning er det lykkes, fordi vi har en helt særlig setting på Aalborg Kloster, og fordi importørerne gerne vil støtte Nordjysk Madfestival.”
Clos de Vougeot
Aftenens bourgognevine kommer fra forskellige producenter på den 50 hektar store vinmark Clos de Vougeot, som er Bourgognes største Grand Cru-mark.
Til smagningen vil René Langdahl fortælle om markens historie samt de enkelte producenters parceller på Clos de Vougeot, hvor der dykkes ned i de 13 forskellige udtryk fra samme mark.
”Der er helt særlige kendetegn ved Clos de Vougeot, hvor der er nogle forskelligheder alt efter, om man ligger højt eller lavt på marken,” siger vineksperten.
Munke, nonner og bourgogne
Det er vinen, som er aftenens omdrejningspunkt, men René Langdahl, der også har en historikerbaggrund, glæder sig mindst lige så meget til at afholde smagningen i Aalborg Kloster.
”Det er bare en fantastisk setting, for klosteret er jo bare et enormt spændende sted,” siger René Langdahl og fortæller, at vinmarkens inddeling i parceller oprindeligt stammer tilbage fra cisterciensermunkeordenens grundlæggelse af vinmarker i omkring år 1000.
”Cistercienserordenen stammer fra byen Cîteaux, som ligger fem kilometer øst fra marken Clos de Vougeot, hvorfra vi skal smage vine, og derudover er det også cistercienserne, der har grundlagt og bygget slottet Château du Clos de Vougeot,” fortæller han.
Og her bliver det interessant ifølge historiker og vineksperten, for cistercienserne har også aner i Aalborg, hvor nonner kom til byen i 1200-tallet og holdt til i det, der i dag er Vor Frue Kirke.
”Jeg er overbevist om, at nonnerne fra cistercienserordenen har forsøgt at etablere vindyrkning i Aalborg, men de har nok måtte konstatere, at det var lidt for langt mod nord og for koldt til vinproduktion,” siger René Langdahl, der undervejs i smagningen vil koble de aalborgensiske munke- og nonneordner til bourgognes historie.
Støtter Nordjysk Madfestival
Bourgogneentusiasters mundvand begynder nok at løbe, når der nævnes Grivot, Drouhin-Laroze, Château de la Tour, Michel Gros, Louis Jadot, Faiveley og Meo-Camuzet. René Langdahl lover en helt unik aften i bourgognens tegn til en fornuftig pris.
”Det sker nærmest aldrig, at man får mulighed for at smage 13 topproducenter fra Clos de Vougeot til den pris. Og for at holde prisen nede ved smagningen, modtager jeg heller ikke honorar. Det er et arrangement, hvor vi er sammen om at støtte Nordjysk Madfestival,” siger René Langdahl.
Smagningen finder sted den 1. september 2023 i Aalborg Kloster, hvor 20 billetter bliver sat til salg. Hver billet koster 2500 kr. og kan købes via Gourmetfællesskabet – et fællesskab mellem Nordjysk Madfestival, Gourmetkartellet og hasserisavis.dk