Under ombygning af ejendommen på Hasserishøj er nogle mure væltet, hvilket er i strid med byggetilladelsen. Aalborg Kommune udstedte derfor et standsningspåbud medens sagen blev undersøgt.
Ejendommen Hasserishøj 14 blev i december 2020 købt af Torben Nielsen for 8 mio. kr. Da den nye ejer ønskede en ombygning, blev der igangsat en byggesag, der fik et både langvarigt og usædvanligt forløb.
Nedrivning?
Formentlig belært at erfaringerne fra sagen om Hans Andersens ejendom på Hasserishøj 13, gik forvaltningen meget grundigt til værks i byggesagsbehandlingen. Selv den tidligere stadsarkitekt Peder Baltzer besigtigede ejendommen, inden forvaltningen besluttede at forelægge den for By- og Landskabsudvalget med henblik på afslag af det ansøgte, da man vurderede, at der var tale om en de facto nedrivning. Forvaltningen ønsker derfor en politisk vurdering af, om den ønskede ombygning rent faktisk er en nedrivning, formentlig for at undgå at stå i den samme situation som da man gav tilladelse til en ombygning af Hans Andersens villa på Hasserishøj, og hvor man endte med at konstatere, at hele huset blev nedrevet, bortset fra et lille stykke murværk, som senere forsvandt under byggeriet.
Telefonnotat
Denne beslutning var Torben Nielsen uenig i, idet han ønskede at drøfte sagen yderligere, for om muligt at nå frem til en løsning. I forløbet op til udvalgsmødet er der åbenbart en heftig dialog mellem Torben Nielsen og afdelingsleder Torben Kjeldgaard Larsen. Efter en telefonsamtale føler Torben Kjeldgaard Larsen sig nødsaget til at dokumentere samtalen i et telefonnotat. Samtalen foregår den 11. februar 2022 kl. 13.36. Af telefonnotatet fremgår, at “Torben Nielsen gav udtryk for at være utilfreds med processen og over at sagen skal behandles på BLU (red.: By- og Landskabsudvalget). Han vil have sagen taget af BLU’s møde den 17.2.2022. Jeg gentager flere gange, at det kan jeg ikke, da det er næste naturlige sagsskridt gift. at afklare sagen gift. at kunne træffe afgørelse. Torben Nielsen nævner flere gange, at han mener, at stadsarkitekten har godkendt projektet.”
Længere nede i notatet skriver Torben Kjeldgaard Larsen: ”Næste skridt er på det foreliggende grundlag at få udvalget til at beslutte, om der skal gives en dispensation eller ej, når nu der er at betragte som en nedrivning.” Telefonnotatet afsluttes med følgende: “Torben Nielsen slutter opkaldet af med at konstatere, at hvis jeg ikke kan tage sagen af dagsordenen, så skal han nok hjælpe med det. Herefter siger han farvel og lægger på.”
Byggetilladelse
Vi har bedt Torben Nielsen oplyse, hvad det mere konkret var han mente med sin udtalelse om, at han nok ‘skulle hjælpe med at få sagen taget af dagsordenen’. I en mail skriver Torben Nielsen: “Hvad der står i et ensidigt udfærdiget notat, kan jeg ikke genkende.”
På dagsordenen for mødet i BLU den 17.2. figurerer sagen, men af referatet fremgår, at sagen ‘Udgik’. Hvad der ligger bag udvalgets beslutning fremgår ikke af referatet, men tilsyneladende er det lykkedes Torben Nielsen at skaffe politisk opbakning, til at sagen ikke blev behandlet i udvalget.
Herefter foregik der en række drøftelser, hvor også rådmand Jan Nymark Thaysen deltog. Disse drøftelser endte med, at der den 18. januar 2023 blev udstedt en byggetilladelse til en omfattende ombygning af ejendommen. Byggetilladelsen fylder ikke mindre end 14 sider og beskriver et byggeri på 211 m2, hvilket er en forøgelse på 90 m2. Hertil kommer en altan/hævet terrasse på 48 m2. Af tilladelsen fremgår eksplicit, at: “Ombygningen godkendes i form af bevarelse og genanvendelse af eksisterende bevaringsværdige bygning, som ikke må nedrives.”
Påbud om standsning
Byggeriet har siden været i gang, men den 25. maj 2023 besigtiger kommunen byggeriet og konstaterer, at der er nedrevet murværk i strid med byggetilladelsen, hvorfor man straks påbyder standsning af byggeriet.
Af den efterfølgende korrespondance fremgår, at der i følge Torben Nielsen er sket ‘en beklagelig fejl’, og Torben Nielsens arkitekt, Morten Wæhrens, Arkitekthuset Vodskov A/S oplyser, at årsagen var, at de “vægstykkerne var sammenstøbte og armerede med de omkringliggende bygningsdele, der skulle fjernes.” Det tilføjes, at man er kede af situationen, og man erkender, at man straks burde have kontaktet kommunen, da man opdager problemet. For at redde situationen, foreslår man, at man ‘genopfører’ de væltede mure, og derefter fortsætte byggeriet.
Vi har bedt Torben Nielsen fortælle om sin holdning til sagen, og hvad status er. Torben Nielsen nøjes i sit skriftlige svar at henvise os til kommunen.
Torben Nielsen oplyser i en kommentar på FaceBook, at byggeriet er igang igen og forventes færdig i 2024.
Læs resten af den trykte udgave her på netavisen.